12. ALMINDELIGE SØNDAG

Pater August Ziggelaar S. J.

1.L.: Jer 20,10-13;  2.L.: Rom 5,12-15;  Ev.: Matt 10,26-33

Frygt ikke ...

Fremfor alle andre kristne har Kirkens helte, martyrerne, levet op til dette Evangelie-ord og vist det i gerning. Over for deres dommere, deres bødler, på henrettelsesstedet med en pinefuld og forsmædelig død for øje har de ikke frygtet. Hvor havde de deres bekendermod fra? Fra denne vor Evangelietekst. Man skulle tro, at Evangeliet blot behøvede at opfordre til kærlighed, opofrende kærlighed; martyriet er jo det allerstørste vidnesbyrd om og det højeste bevis på kærlighed (Lumen Gentium § 42). F. eks. tør ildsjælen Paulus skrive: "Jeg er vis på, at hverken død eller . . . nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre" (Rom. 8, 38-39). Men hvad med de svage sjæle? Evangeliet styrker derfor martyrerne med to andre argumenter, for at de kan overvinde frygten for pine og død: helvedes ild og dommedag. Rigtignok burde kærligheden være tilstrækkelig som drivkraft. Men ved den yderst svære prøvelse kan der være brug for andre bevæggrunde også. (Jvf. Kristi Efterfølgelse, Bog I, kap. 24, de sidste to afsnit.)

Da en forfølgelse udbrød år 155 i Smyrna i Lilleasien, nu Izmir i Tyrkiet, blev den kristne, der havde meldt sig selv, grebet af frygt, da han så de vilde dyr, og afsvor Kristus. Byens biskop, den hellige Polykarp, havde trofast tjent Kristus som sin Herre i 86 år. "Siden du blæser på dyrene, så skal jeg lade dig brænde levende, hvis du ikke skifter mening," truede dommeren. Den hellige martyr svarede: "Du truer mig med en ild, som brænder en stakket stund, og så fluks udslukkes; det er, fordi du ikke kender den dommens ild, som er i vente, og den evige pinsel." (Peter Schindlers oversættelse)

Det er frygtindgydende at stå over for en dommer, der har magt til at dømme til døden. Selv ved den strengeste kristenforfølgelse i romerriget, midt i det 3. århundrede, var der dog en lempelig udvej: Man slap fri, hvis man viste dommeren en erklæring om, at man havde ofret til guderne, og denne erklæring kunne man få, hvis man forstod at udnytte gode forbindelser, uden at ofre og uden at opgive sin kristne tro og praksis. Men det var at fornægte Kristus over for dommeren, og "kun den, der kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for Gud, min fader", havde Herren sagt.

Martyrernes største eksempel og deres konge: Kristus

Det mest fremragende eksempel på martyrdød gav martyrernes konge Kristus. Jesus stod over for sine dommere med korsfæstelsen for øje; alligevel bekendte han, at han er Kristus, jødernes konge. Han fandt styrke ved at henvise til Guds endelige dom, hvor både hans dommere og han selv skal være med; han selv dog ikke for at blive dømt ligesom vi, syndere, men for selv at dømme. Profeten Daniels bog havde fremsat et nattesyn om, hvordan retten bliver sat og bøgerne bliver åbnet, når Gud giver en, der ser ud som en menneske søn, alle fuldmagter. (Jvf. Dan. 7, 2.10.13.-14) Det henviste Jesus til, da han svarede ypperstepræsten og jødernes høje Råd: Jeg er Kristus,  - men herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme på himlens skyer (Matt. 26,64).

Pilatus truede Jesus: Ved du ikke, at jeg har magt til at løslade dig og magt til at dømme dig til korsfæstelse? Jesus svarede: Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis Gud ikke havde givet dig den. (Joh. 19,10-11) D. v. s. du skal stå til ansvar for magtmisbrug.

Jesu eksempel hjalp Kirkens første martyr Stefan til at huske Evangeliets lære. Da hans dommere skar tænder imod ham, vidste han, hvad der ventede ham. Da fandt han, helt efter vor Evangelielæsning, styrke ved at se hen til dommens dag hos Gud: Han så Jesus stående ved Guds højre side (Ap. G. 7,55), altså for at bistå og kendes ved Stefan, efter sit løfte i Evangeliet, for Herren svigter ikke den, der går i døden for ham. Så advarede Stefan ligesom Jesus, sine dommere, idet han sagde: "Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side," (Ap.G. 7,56). Hans dommere forstod godt, at Stefan henviste til profeten Daniels nattesyn, og at rollerne ved den rettergang skulle fordeles anderledes, så de skreg højt - for at overdøve ham - holdt sig for ørerne, drev ham ud og stenede ham. (Jvf. Ap. G. 7, 57-59)

Da forfølgelser var at vente henimod slutningen af det første århundrede, styrkede Åbenbaringens Bog de kristne menigheder med Herrens løfte fra Evangeliet: "Den, der sejrer, . . . jeg vil aldrig slette hans navn fra livets bog, men vedkende mig hans navn over for min fader og hans engle." (3,5)

Frygt ikke ...

Frygt ikke . . . Dette budskab fra Evangeliet kan vi med ubekymret glæde tage imod. Vi behøver ikke at frygte nogen fare for liv og lemmer, fordi vi er troende. Men er faren for - chancen for - martyrdøden drevet over? - Ved slutningen af det andet årtusind er Kirken igen blevet til martyrkirken", fastslog Vor hellige Fader Paven i sin skrivelse om Det tredje årtusindes komme (§ 37). Måske dog ikke i vort tolerante samfund? Desto mindre er vi da undskyldt, hvis vi skjuler vor overbevisning og vor kristne praksis, bøjer af fra troskab og loyalitet mod Kirken af frygt for at blive upopulære, at blive dømt, så man vender sig fra os, så vi bliver frosset ud af kredse af pårørende og venner. Da gælder det for os: Vil du, tør du, kendes ved mig, Kristus, mit mystiske Legeme Kirken, mine repræsentanter, både dem i høje kirkelige embeder og fattige og nødlidende, i hvem du bør genkende min skikkelse (jvf. Lumen Gentium § 8)? Kun hvis du vil kendes ved mig, vil jeg kendes ved dig den dag, du stedes til dom over for min Far. "For . . . holder vi ud med ham, skal vi også være konger med ham; fornægter vi ham, vil han også fornægte os; er vi utro, forbliver han dog tro, thi fornægte sig selv kan han ikke. (2 Tim. 2,12-13) Så:

Frygt ikke for mennesker, hvis du vil gøre alvor af din gudsfrygt.