BISKOP CZESLAW KOZONS PRÆDIKEN PÅ 150-ÅRSDAGEN FOR SCT. JOHANNES M. VIANNEYS DØD DEN 4. AUGUST 2009 I SCT. ANSGARS DOMKIRKE

     

Læsninger: Ez 3,16-21.  Matt 9,35-10,1

 

Kære medbrødre i præstedømmet og diakontjenesten, kære ordenssøstre, kære øvrige troende.

                

Den hellige sognepræst i Ars, Sct. Johannes Maria Vianney, hvis fest og 150-års dødsdag vi nu fejrer, er ikke nogen ukendt helgen. Hans fest fejres hvert som en forpligtende mindedag og allerede i mellemkrigsårene udkom der en lille biografi på dansk om ham.  Selv om de færreste kender detaljeret til hans biografi, ved de fleste, at han var en ekstraordinær nidkær sognepræst med helt specielle evner til at se ind i folk og føre dem til omvendelse.

  

                      To begivenheder foranlediger os til i år at beskæftige os lidt mere indgående med ham.  Det er i år 150-året for hans død, og denne mærkedag har fået pave Benedikt til at lade dagens fest være indrammet af et ”præsternes år,” som skal få os alle – præster såvel som lægfolk – til at gøre os tanker om præstens liv og tjeneste.  Det skal ske både ud fra præstens egen særlige status og set ud fra hans plads i forhold til menigheden. 

 

Vi præster skal gøre det for at besinde os på og i stadigt højere grad lære at værdsætte den gave, præstedømmet er, og for bedre at kunne møde de udfordringer, vort liv, vor status og vor tjeneste stiller os - og dermed også menighederne over for.

 

                      Præstemangelen i store dele af verden, ændringen og omfanget af den enkelte præsts opgaver samt lægfolkets bevidsthed om kaldet til medansvar i Kirken er alt sammen noget, der får alle i Kirken til gøre sig overvejelser om, hvordan vi enten kan ændre eller bedre lære at leve med den aktuelle situation.

 

Denne situation er gennem mange år blevet analyseret i studier, undersøgelser og konferencer.  Der kan gøres mange praktiske ting for at følge om på dem.  Vi kan lave om på strukturer, prøve på at skabe bedre miljøer og bevidstgøre stadigt flere om det fælles ansvar i Kirken ved opmuntring og uddannelse.  Alt dette er nødvendigt og nyttigt, fordi Kirken også er en menneskelig og praktisk institution. 

 

Vi må dog aldrig  glemme, at Kirken ikke kun fungerer, fordi vi måtte være gode til noget; men fordi Kristus er dens herre.  Vor indsats for Kirkens trivsel kan derfor kun blive til noget, hvis vi selv – både præster og lægfolk – lader os forme af Kristus, selv er parate til at underkaste os den omvendelse, han kalder os til.

  

Det er også med baggrund i disse betragtninger, at vi skal beskæftige os med Sct. Johannes M. Vianneys liv og person.  Hans jubilæum er anledningen til ”præsternes år.”  Han er sognepræsternes værnehelgen og vil i dette år tillige blive erklæret for værnehelgen for alle præster.  Han er jævnligt gennem tiderne blevet holdt frem som et forbillede for alle præster og som én, der er med til at nære de forventninger, mennesker kan have til en præst.

   

Som sagt kender nok de færreste detaljeret til hans biografi, og ved nærmere bekendtskab med den, kan man måske blive betænkelig ved at fremholde ham som et realistisk forbillede for nutidens præster.  Det gælder både set ud fra, hvad der er praktisk muligt og fra, hvad der synes forligeligt med vore dages mentalitet, både i Kirken og i verden omkring os.

   

Ingen er i tvivl om, at Sct. Johannes M. Vianney er en hellig mand og allerede i levende live blev betragtet som en sådan.  Det kan være på sin plads lige at ridse hans biografi op og derved også blive mindet om nogle af de ting, der var med til at forme ham.  Han blev født i 1786 i Sydfrankrig.  Hans første trosudfordring var oplevelsen af den franske revolutions indflydelse på kirke og samfund.  Kirken blev efter nogen tid tolereret, men på statens betingelser.  Johannes Vianney og hans familie holdt sig til de præster, der ikke ville sværge troskabsed til staten, og derfor måtte de i kirkelig henseende ”gå under jorden.”  Da han senere ville være præst, var han nær ved at blive afvist, fordi han akademisk set ikke var særlig kvik.  Den fromhed, han allerede tidligt lagde for dagen, fik dog hans foresatte til - efter nogen betænkeligheder og udsættelse – at se bort fra hans intellektuelle mangler og lade ham modtage præstevielsen i 1815.  Trods de mange mennesker, han senere kom i kontakt med, var hans liv uden de store variationer i karriere og opholdssted. 

 

Han blev præst i Ars i 1819 og tilbragte dér resten af sit liv, de sidste mange år uden at forlade sognet, indtil sin død i 1859.  Hans sogn var, før han kom, ikke værre end de fleste andre franske sogne på den tid; men han fik i den grad højnet det næsten udslukte kirkeliv og gjort sognet nærmest verdensberømt.  I 1904 blev han saligkåret og i 1925 kanoniseret, 14 dage efter Den lille Therese.

  

Det, Sct. Johannes Vianney er blevet særligt kendt for, er hans evne til at se ind i mennesker, bedømme deres åndelige behov og gennem bodens sakramente føre dem hen til eller tilbage til Gud.  Kendt er endvidere hans omsorg for de fattige, hans enorme arbejdsevne og nærmest ubegrænsede disponibilitet over for alle, der havde brug for ham. Denne utrolige arbejdsindsats blev båret af hans store fromhed og urokkelige tillid til Guds forsyn samt et intensivt bønsliv, der blev plejet trofast trods de mange gøremål.

   

Alt dette har begrundet, at Sct. Johannes Vianney tiderne igennem er blevet holdt frem som et sandt forbillede for os præster, og det kan vi ikke andet end erklære os enige i.  Hvis vi går i detaljer med Sct. Johannes Vianneys liv, vil vi opleve andre sider af det, som vi synes, at vi slet ikke kan følge, som for eksempel hans radikale askese og nærmest totale mangel på hensyn til sit eget legemlige og materielle vel.  På det pastorale område kunne vi også nævne hans radikale krav til de mennesker, der kom til ham, hans megen tale om syndens alvor og utilslørede tale om, hvad der venter dem, der ikke vil omvende sig. 

 

Hvordan kan vi på baggrund af Sct. Johannes Vianneys liv gøre ham til forbillede for os præster uden bare at skære det fra, som synes os utidssvarende eller uoverkommeligt?  Vi kunne også stille spørgsmålet, om alt det, han stod for og praktiserede, er noget vi skal omsætte i vore dages præsteliv?  Er han ukompliceret nok til at tjene som forbillede, til at være én, vi skal efterligne?  Var der ikke noget usundt i hans askese med for eksempel selvpiskning, var hans kostvaner, dette at leve blot af kartofler kogt en gang om ugen, ikke usunde, og undte han ikke sig selv alt for lidt søvn?  Ville hans megen tale om synd og fortabelse være accepteret i vor tids pastorale tilgang?

  

 Man siger om helgener, at de ikke skal efterlignes, men tjene til inspiration.  For det meste er vi glade for denne skelnen, for hvem kan og vil efterligne Sct. Frans af Assisi, Sct. Alfons af Liguori, Sct. Johannes Vianney eller fra vor tid Den sal.  Theresa af Calcutta, for ikke at tale om Kristus selv, hvis ”efterligne” betyder at kopiere og i alle ting overtage livsstilen?  Hvem har tilnærmelsesvis forsøgt det, undtagen enkelte andre helgener?  Det er altid farligt selv at definere grænsen for, hvor langt vi skal gå i vor radikalitet i at følge Kristus og helgenerne efter, for hvor går grænsen mellem det, der er umuligt eller utidssvarende og det, vi simpelthen ikke vil?  Hvis vi nu ikke skal efterligne helgenerne, hvordan er det så med at lade sig inspirere af dem?  Kan vi bedre klare det og hvordan undgår vi at udvande denne fremgangsmåde ved blot at vælge dét i helgenernes liv, som, vi synes, er overkommeligt?    

 

 For at få svar på disse spørgsmål må vi helt opgive at kalkulere ud fra, hvor lidt vi kan nøjes med for stadig at være gode præster eller kristne i det hele taget.  Vi skal ikke i første omgang have en ambition om at præstere akkurat det samme som helgenerne.  De var også selv indbyrdes forskellige.  I sit apostolat er Sct. Johannes Bosco ingen Sct. Frans af Assisi og Sct. Therese af Lisieux ingen Sct. Katharina af Siena. Det, der drev dem, var ikke først og fremmest at præstere noget bestemt, men at gøre Guds vilje.  Deres lydighed mod Guds vilje gav sig så bl.a. udslag i en bestemt levevis med tilhørende askese og bønsliv, som de mente bedst gavnede deres forhold til Gud.

 

                      Hvordan kan vi så som præster lade os inspirere af Sct. Johannes Vianney uden at skulle efterligne ham i alle ting?  Grundlaget for, hvem han var, og for det, han udrettede, var hans inderlige fællesskab med Gud, udtrykt i et inderligt bønsliv, som der altid var tid til, og i fejringen af eukaristien.  Hans stærke drivkraft var at forny sit sogn og føre sjælene til frelse.  På alle disse områder kan vi lære noget; men vi vil også tit opdage, at tingene synes kan os uoverkommelige eller vække ulyst i os.

 

Vi føler os nok i fromhed, askese, iver og engagement langt fra Sct. Johannes Vianneys standard, så kan, men Kirken foreskriver os et bestemt bønspensum som et minimum og opfordrer os til dagligt at fejre Eukaristien.  Det vigtige er ikke kun, om vi får det overholdt, men om det er noget, vi virkeligt gerne vil, noget, vi oplever som privilegerede stunder sammen med Gud.  Vi kan lade os inspirere af dagens helgen ved at have en ambition om virkeligt at forny vore menigheder, gøre dem om ikke verdensberømte, så til helt nye miljøer, hvor kristenlivet for alle falder naturligt.  Det samme gælder sjælenes frelse. 

 

Sct. Johannes Vianney nærmest jagtede mennesker, han skønnede, havde brug for at forlige sig med Gud.  Vi har alle en ambition om, at vor indsats skal gøre en forskel, at et mål skal nås.  Vi interesserer os for menneskers ve og vel og ofrer også ofte megen tid på dem.  Men bortset fra, at det nogle gange kan knibe med tiden, siger vi så ikke til os selv, at hvis Gud vil have det til at lykkes, så må han også gribe ind eller også tage det, som det er?  Og hvis vi må opgive at tale et menneske til rette, trøster vi os så ikke med, at Gud nok skal frelse vedkommende i sidste ende, for hvem ønsker at gå fortabt?

  

Sct. Johannes Vianney var kendt som en mild og generøs sjælesørger, der bragte ofre og sled sig selv op for sine mennesker.  Men som bekendt var han ikke bange for at stille tingene skarpt op og fremstille menneskets vilje til at tro og overholde budene som et spørgsmål om liv og død.  Han fulgte Guds formaning, som vi har hørt hos profeten Ezekiel, om at advare.  Som vi ser i læsningen, kan en manglende advarsel ikke blot gå ud over den, der gør noget forkert, men også blive noget, vi som hyrder og sjælesørgere kan komme til at stå til ansvar for.

 

Opmuntrer vi nok til bodens sakramente, og bliver der gjort tilstrækkeligt brug af det?  Med smerte eller overbærenhed, alt efter temperament, lader vi ofte mange forkerte ting passere.  Ofte indser vi ikke alvoren af dem, eller vi stoler på, at vi alle nok vil møde en nådig Gud.  Den nådige Gud er vi alle afhængige af, og vi skal stole på hans barmhjertighed, men ikke uden forinden selv at gøre alt, hvad vi kan for at forkynde og forsvare sandheden og så kærligt som muligt at få menneskene til at tage den til sig.

  

Hvis vi fulgte Sct. Johannas Vianney i hans askese, ville vi af vore sognebørn blive bebrejdet for ikke at passe godt nok på os selv eller blive anset for særlinge.  Er der så her ikke noget at lære?  Vore hjemlige forhold giver os ikke mulighed for de store udskejelser; men alligevel skal vi være parate til eventuelt at kunne mindske vore fordringer og derved aflægge et vidnesbyrd for verden om, ikke at gøre sig afhængig af materielle goder.

    

Hvis vi har viljen, hvordan så med kræfterne, når vi for tiden bliver færre, når mange opgaver skal klares af få, når tonen i debatten bliver skarpere og forståelsen for troens verden bliver mindre?  Hvordan bevare modet, når virkningen af de ting, vi gør, kun viser sig langsomt eller tilsyneladende helt udebliver?

   

Et svar på dette spørgsmål kan være eet, som Sct. Johannes Vianney gav, da han sveddryppende efter en Kristi Legemsprocession blev spurgt, om han ikke var skrækkeligt træt.  Hertil svarede han, lidt naivt, vil nogle måske sige, men oprigtigt fra hjertet:  ”Hvorfor skulle jeg være træt? Ham jeg har båret, har også båret mig.”  De fleste af os kan uden at blive udmattede bære en monstrans i procession; men vi kan godt blive udmattede, ja måske modløse, ved hele vort liv at skulle bære Kristus, i betydningen at vise ham troskab, ved at opleve modgang, kritik og utaknemmelighed. 

 

Vi kan have svært ved at leve op til det, vi forkynder for andre, og vore opgaver kan nogle gang synes at vokse os over hovedet. I sådanne situationer, når vi ved at leve vort liv og udfører vor tjeneste som præster bærer på Kristus, skal vi først og fremmest stole på, at han bærer os, fordi han ønsker vor tjeneste, værdsætter det, vi allerede gør og opmuntrer os til at blive ved.  Hermed siger vi ikke noget nyt, og jeg tror, at vi alle kan nævne eksempler på, at vi virkeligt føler os båret af Kristus.

     

Der er således nok af inspiration at hente hos Sct. Johannes Vianney, og det vil heller ikke være forbudt at forsøge at efterligne ham og se, hvor langt man kan nå; men hans vigtigste budskab er hans ubegrænsede kærlighed og tillid til Gud, hans helhjertethed, stræben efter fuldkommenhed, hans kærlighed til menneskene. 

 

Alt dette er ikke noget bare han var god til, men noget der fundamentalt skal kendetegne også vor præstegerning.  Det er en udfordring, men bestemt også en opmuntring. Når vi bærer Kristus, kan vi også stole på, at han bærer os.  Amen.

 

 

© Ord på Vejen