18. ALMINDELIGE SØNDAG

Pater Irenæus Capellen OFMconv.

1.L.: Es 55,1-3; 2.L.: Rom 8,35.37-39. Ev.: Matt 14,13-21

Savner man detaljer i Evangeliet om Bespisningens Under skyldes det evangelisten Mattæus, som altid er kortfattet i beskrivelsen af begivenheder. Bespisningen Af De Fem Tusind findes hos alle evangelister og er et af de mest velbevidnede undere, Jesus har gjort.  Mattæus kortfattede version gør os ekstra opmærksomme på selve forkyndelsen.

1.  Landsfyrsten Herodes havde ladet Johannes Døberen halshugge. Efter at Johannes` disciple havde begravet ham, kom de og fortalte Jesus det.  “Da Jesus hørte det, drog han bort derfra i en båd til et øde sted for at være alene”.  Nogle har ment, at Jesus blev bange for Herodes og ville skjule sig for ham.  Andre fremhæver, at Johannes Døberens død fyldte Jesus med dyb sorg.  Jesus trængte til ensomheden for dér at blive færdig med de sjælerørelser, som meddelelsen om Johannes` skrækkelige skæbne havde udløst i ham.  Jesu reaktion understreger, at Guds søn virkelig er blevet menneske, han blev en af os og gennemlider de samme menneskelige situationer, som vi selv oplever i livets løb.  Det lykkedes ikke med det samme at være alene.  Først da det var blevet aften kunne Jesus ene gå op på bjerget for at bede. ( Kommende søndags evangelium vil endnu engang minde os om det ). 

I sorgens og angstens stund længes også vi til en stilhedens oase. Vi går ind i kirken.  Dér mødes vi med Gud, som hører på vor klage og der kan vi ligesom bedre høre Guds svar.  Ikke sjældent stiller der sig dog hindringer i vejen.  Dagens forpligtelser beslaglægger os.  Medmennesker kræver vor hjælp og opmærksomhed.  Vejen til kirken kan være for lang.  Man råder ikke selv over et transportmiddel og den offentlige trafik har i sin køreplan ikke taget hensyn til kirkesøgende.  Sygdom og svaghed kan holde én fast på stedet.  Godt muligt, at det bliver lønkammeret vi må ty til.  Derfor følgende Jesu ord til eftertanke i angstens, sorgens, sygdommens situation: “ Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham”. ( Joh. 14,23 ).

2.  Folkeskarerne slap ikke Jesus af syne, så “de fulgte efter ham til fods fra byerne”.  Evangelisten Johannes angiver tidspunktet for begivenheden: “påsken, jødernes højtid, var nær”.  Med pilgrimme ( på vej til Jerusalem ) voksede folkeskaren til flere tusinde.  Mattæus beretter: “og da ham kom i land, så han en stor folkeskare, og han ynkedes over dem og helbredte dem, der var syge”.  Hverken angst eller dyb sorg gør Jesus blind for andres nød.  Folkeskaren kommer i første række.  Jesus helbreder.  På den måde forkynder Mattæus, at Guds rige er ved at bryde frem.  Jesus tager sig af den menneskelige nød.  Hans medynk med folkeskarerne bliver håndgribelig i helbredelserne.  Mattæus nævner ikke her, at Jesus talte om Guds Rige ( hvad vi af gode grunde kan formode Jesus gjorde ).  Selve Jesu fremtræden er undervisning og peger hen til Guds Rige i fremtiden: dér “vil Han tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere” ( Åb. 21,4 ).

- det er godt for de syge at holde sig tæt til Jesus.  Der er dog ingen tvivl om, at ligesom de syge på Jesu tid blev hjulpet af andre til at komme i kontakt med Jesus, således er det også for mange syge i vor tid.

3.  Mangfoldiggørelsen af brødene og fiskene er ligesom helbredelserne et håndgribeligt tegn på Jesu barmhjertighed.  Alle som var tilstede kunne dårligt undgå at blive mindet om bespisningen af forfædrene under ørkenvandringen.  I de kristne menigheder hvor Bespisningen Af De Fem tusind endnu gennem den mundtlige tradition blev givet videre, kom man altid til at tænke på fejringen af den hellige nadver hver gang underet med de fem brød og to fisk blev fortalt.  Nedskriften har fået næsten et liturgisk præg: “Og han lod folkeskarerne sætte sig i græsset, tog de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og velsignede dem, brød brødene og gav disciplene dem, og de delte dem ud til skarerne.  Og alle spiste og blev mætte”.  Ordknap som Mattæus er, nævner han kun brødsbrydelsen og uddelingen af brødene! ( Evangelisten Markus mener at måtte fremhæve ekstra, at også fiskene blev delt ud og nævner, at der også var fisks der b lev tilovers ).

Lad os stå stille ved Jesu ord: “ Giv I dem noget at spise “.  I Belgien og Holland sker det under kommunionsuddelingen, at en af kommunikanterne rækker en lille æske frem og beder om en ekstra hostie til et familiemedlem, som er syg derhjemme.  Ganske spontant rinder én Jesu ord til disciplene i hu: “ Giv I dem noget at spise”.  Historien om den hellige Tarcisius, som man hørte i sin barndom, bliver også igen levende i ens erindring.  I midten af 200-tallet - under kejser Valerians forfølgelse - bad Tarcisius under en gudstjeneste i en af Roms katakomber om at få lov til at bringe den hellige kommunion til nogle fængslede kristne.  På vejen til fængslet møder Tarcisius nogle jævnaldrende, som vil have ham med i deres leg.  Tarcisius måtte på grund af sit ærinde afslå ( legenden har flere versioner! ).  Så lagde kammeraterne mærke til, at Tarcisius skjulte noget under sin tunika, som han ikke ville vise frem.  Under de efterfølgende slagsmål døde Tarcisius. Han blev begravet i Callistuskatakomben.

Jesu ord “Giv I dem noget at spise” er stadigvæk aktuelle.  Hvem skal have noget at spise?  Hvem skal give dem noget at spise?  Sådanne spørgsmål kan sikkert være et godt udgangspunkt for samtalen under kirkekaffe-sammenkomsten.

Skulle denne prædiken falde nogen, som ikke kan komme til messen, i hænde vil jeg give vedkommende følgende ord fra Johannes` Åbenbaring med på vejen: “ Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig” ( Åb. 3,20 ).

   

© Ord på Vejen