PAVENS BUDSKAB

TIL DEN 47. VERDENSDAG FOR BØN OM KALD

25. APRIL 2010

     

Tema: Vidnesbyrd vækker kald

     

Kære brødre i bispe- og i præstedømmet,                                                                                                                                                                                                                                                                            Kære brødre og søstre!

I anledning af den 47. Verdensdag for bøn om kald – som fejres den 25. april 2010, Den gode Hyrdes søndag, 4. søndag i påsken – opfordrer jeg hele Guds folk til at reflektere over et meget aktuelt tema i anledning af Præstens År: Vidnesbyrd vækker kald. Frugten af vore bestræbelser på at fremme kald afhænger først og fremmest af Guds fri handling. Men som pastorale erfaringer bekræfter, styrkes et kald også af kvaliteten og dybden af det personlige og fælles vidnesbyrd hos dem, der allerede har besvaret Herrens kald til præstegerningen og det gudviede liv, for deres vidnesbyrd kan så vække ønsket i andre om at svare bekræftende på Kristi kald. Temaet er dermed tæt forbundet med præsters og gudviedes liv og gerning. Derfor vil jeg gerne indbyde alle, som af Herren er kaldet til at arbejde i Hans vingård, til at forny deres trofaste svar især i dette Præstens År, som jeg har udråbt i anledning af 150-året for hellige Jean-Marie Vianneys død. Præsten fra Ars er et altid gyldigt forbillede for en præst og sjælesørger. 

I Det Gamle Testamente viste profeterne, at de med deres eget liv var kaldet til at vidne om det budskab, de forkyndte, og at de var villige til at møde misforståelser, forkastelse og forfølgelse. Den opgave, som Gud havde pålagt dem, engagerede dem fuldt og helt som "en brændende ild" i deres hjerte, en brand, som ikke kunne udholdes (jf. Jer 20,9). Derfor var de ikke blot villige til at lægge deres stemme men også hele deres liv i Guds hænder. I tidens fylde ville Jesus, som er udsendt af Faderen (jf. Joh 5,36), vidne om Guds kærlighed til alle mennesker uden skelen, men med særlig opmærksomhed på de mindste, syndere, de udstødte og de fattige. Jesus er det største vidne om Guds og Hans vilje om frelse til alle. På tærsklen til den nye tidsalder vidnede Johannes Døberen, ved at hellige sit liv til at bane vejen for Kristus, at Guds forjættelser fuldbyrdes i Maria af Nazareths Søn. Da Johannes så Jesus komme til Jordan-floden, hvor han døbte, udpegede Johannes ham for sine disciple som "Guds Lam, som bærer verdens synd" (Joh 1,29). Han vidnede så magtfuldt, at to af hans disciple "hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus" (Joh 1,37). På samme måde læser vi i Johannesevangeliet, at Peter blev kaldet gennem sin brors vidnesbyrd. Andreas følte – efter at havde mødt Mesteren og modtaget hans opfordring til at bo hos sig – en umiddelbar tilskyndelse til med Peter at dele denne oplevelse af at "være sammen" med Herren: "Vi har mødt Messias – det betyder Kristus. Han tog ham med hen til Jesus"(Joh 1,41-42). Det var også tilfældet med Nathanael, Bartholomæus, takket være disciplen Filips vidnesbyrd, som fuld af lovprisning berettede om sin store opdagelse: "Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazareth" (Joh 1,45). Guds frie vilje og nåde møder og udfordrer ansvarligheden hos alle de mennesker, som tager imod Hans invitation til – gennem deres eget vidnesbyrd – at blive redskab for det guddommelige kald. Dette sker også i Kirken i dag: Herren bruger vidnesbyrdet fra præster, som er tro imod deres tjeneste, til at vække nye præste- og ordenskald til at tjene Guds folk. Af den grund vil jeg her nævne tre aspekter af en præsts liv, som forekommer mig væsentlige for et ægte præsteligt vidnesbyrd. 

Venskab med Kristus er et grundlæggende og genkendeligt element i alle kald til præsteskabet og det gudviede liv. Jesus levede i vedvarende enhed med Faderen – en erfaring, som disciplene var ivrige efter også at opnå; af ham lærte de at leve i fællesskab og i en uophørlig dialog med Gud. Hvis præsten er en "Guds mand", én som tilhører Gud og hjælper andre til at kende og elske Ham, kan han ikke undgå at opdyrke en dyb fortrolighed med Gud, at forblive i Hans kærlighed og gøre plads til Hans Ord. Bøn er den første form for vidnesbyrd, der vækker kald. Ligesom apostlen Andreas fortæller sin bror, at han har lært Mesteren at kende, må alle, der ønsker at være Kristi discipel og Hans vidner, have "set" Ham personligt, lært Ham at kende, lært at elske og bo hos Ham. 

Et andet aspekt ved at tilhøre præsteskabet og ordenslivet er ens fulde overgivelse til Gud. Apostlen Johannes skriver: "Derpå kender vi kærligheden: at han satte sit liv til for os; så skylder også vi at sætte livet til for brødrene" (1 Joh 3,16). Med disse ord inviterer han disciplene til at træde ind i Jesu sindelag; han, som hele sit liv gjorde Faderens vilje, også som sin ultimative gave – sig selv – på korset. Her viser Guds nåde sig i hele sin fylde; en barmhjertig kærlighed, der har overvundet det ondes, syndens og dødens mørke. Jesu gerning, da han under den sidste nadver rejser sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig, bøjer sig ned og vasker apostlenes fødder, udtrykker den tjeneste og gave manifesteret i hele hans væsen i lydighed mod Faderens vilje (jf. Joh 13,3-15). Ved at efterfølge Jesus må enhver, der er kaldet til et særligt viet liv, gøre sit yderste for at bevidne, at han har overgivet sig helt til Gud. Det er det, der er kilden til hans evne til at give sig hen til dem, som Forsynet har betroet ham i hans pastorale tjeneste med total, vedholdende og trofast hengivenhed, og med glæden i at ledsage mange brødre og søstre på deres færd ved at gøre dem i stand til at åbne sig for Kristus, så at hans Ord må blive et lys på deres vej. Ethvert kalds historie er næsten altid kædet sammen med en præsts vidnesbyrd, der med glæde og for Gudsrigets skyld giver sit liv for sine brødre og søstre. Dette skyldes, at præstens tilstedeværelse og forkyndelse har evnen til at rejse spørgsmål og endda lede til afgørende beslutninger (jf. Johannes Paul IIs postkonciliære apostolske formaning Pastores Dabo Vobis, 39). 

Et tredje aspekt, som nødvendigvis må kendetegne præsten og den gudviede person, er livet i fællesskab. Jesus har vist det dybe fællesskab i kærlighed, som kendetegner dem, der ønsker at blive hans disciple: "Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden" (Joh 13,35). På en særlig måde må præsten være fællesskabets mand, åben over for enhver og i stand til at samle alle i en hjord af pilgrimme, som Herrens godhed har betroet ham, for at overvinde splittelse, klinke skår, løse konflikter og misforståelser, og for at tilgive overtrædelser. I en tale til præsterne i Aosta i juli 2005 bemærkede jeg, at hvis unge mennesker anser præster som fjerne og triste, vil de næppe føle sig tilskyndet til at følge deres eksempel. De forbliver tøvende, hvis de ledes til at tro, at sådan er en præsts liv. I stedet har unge mennesker brug for se eksempler på fællesskab af liv, som kan åbenbare skønheden ved at være præst. Først da vil en ung mand sige; "Ja, dette kunne være min fremtid; jeg kan leve på denne måde" (Insegnamenti I, [2005], 354). Når talen handler om vidnesbyrd, der vækker kald, understreger Det andet Vatikankoncil de eksempler på velgørenhed og broderligt samarbejde, som præsterne må kunne tilbyde (jf. dekretet Optatam Totius, 2). 

Jeg vil gerne her minde om min ærværdige forgænger Johannes Paul IIs ord: "Præsternes sande liv, deres betingelsesløse hengiven sig til Guds folk, deres vidnesbyrd om en tjenende kærlighed til Herren og Hans Kirke – et vidnesbyrd, der er kendetegnet ved frivilligt at tage korset på sig i håbets og påskeglædens ånd – og deres broderlige enhed og iver for at evangelisere verden, er den første og mest overbevisende faktor i væksten af kald" (Pastores Dabo Vobis, 41). Man kan sige, at præstekaldet fødes gennem omgangen med præster, som en slags kostbar arv, der gives videre gennem ord, eksempel og en hel livsstil. 

Det samme kan siges om det gudviede liv. Mandlige og kvindelige ordensfolks liv slet og ret forkynder Kristi kærlighed, når de i fuld lydighed mod Evangeliet følger ham og fuld af glæde lægger Evangeliets formaninger til grund for deres egne vurderinger og adfærd. De bliver et "modsigelsens tegn" for verden, hvis tankegang ofte er inspireret af materialisme, egoisme og individualisme. Ved gennem frivilligt at give afkald og lade sig overvinde af Gud, vækker deres troskab og styrken af deres vidnesbyrd hele tiden hjertet hos mange unge, der ønsker at efterfølge Kristus på en generøs og komplet måde – for gennem kyskhed, fattigdom og lydighed at efterligne Kristus, og herigennem at identificere sig med ham. Det er idealet for det gudviede liv og er et vidnesbyrd om Guds overherredømme i menneskets liv og historie. 

Alle præster og gudviede personer, der er tro imod deres kald, udstråler glæden ved at tjene Kristus og tiltrækker alle kristne til at svare på det universelle kald til hellighed. For at fremme kald til præsteembedet og det gudviede liv, og for bedre at kunne skelne mellem de forskellige former for kald, kan vi ikke undvære eksemplet fra de mennesker, som allerede har sagt "ja" til Gud og hans plan for hver enestes liv. Personlige vidnesbyrd i form af konkrete eksistentielle valg vil tilskynde unge mennesker til at træffe krævende beslutninger, som vil påvirke deres fremtid. De, som skal hjælpe dem, må selv have evnen til at mødes og til dialog, som kan oplyse og vejlede dem, især gennem eksemplet på et liv levet som et kald. Det var hvad præsten fra Ars gjorde: ved altid at være i tæt kontakt med sine sognebørn underviste han dem "fortrinsvis gennem sit eget livs vidnesbyrd. Det var gennem hans eksempel at de troende lærte at bede" (Pavens brev, der forkynde Præstens År, den 16. juni 2009). 

Kan denne Verdensdag atter engang være en værdifuld anledning for mange unge til at reflektere over deres eget kald og i enkelthed, tillid og fuld åbenhed at være trofast mod det. Må Jomfru Maria, Kirkens Moder, våge over hver lille spire til kald i hjerterne på dem, som Herren kalder til at følge ham tættere, og må hun hjælpe denne spire til at vokse til et stort træ, der bærer meget god frugt for Kirken og for hele menneskeheden. Med denne bøn giver jeg af hele mit hjerte alle min apostolske velsignelse. 

Vatikanet, den 13. november 2009

 

     

© Ord på Vejen