PAVENS BUDSKAB
TIL DEN 47. VERDENSDAG FOR BØN OM
KALD
25. APRIL 2010
Tema
: Vidnesbyrd
vækker kald
Kære brødre i bispe- og i
præstedømmet,
Kære brødre og søstre!
I anledning af den 47. Verdensdag
for bøn om kald – som fejres den 25. april 2010, Den gode Hyrdes
søndag, 4. søndag i påsken – opfordrer jeg hele Guds folk til at
reflektere over et meget aktuelt tema i anledning af Præstens År: Vidnesbyrd
vækker kald. Frugten af vore bestræbelser på at fremme kald
afhænger først og fremmest af Guds fri handling. Men som pastorale
erfaringer bekræfter, styrkes et kald også af kvaliteten og dybden
af det personlige og fælles vidnesbyrd hos dem, der allerede har
besvaret Herrens kald til præstegerningen og det gudviede liv, for
deres vidnesbyrd kan så vække ønsket i andre om at svare
bekræftende på Kristi kald. Temaet er dermed tæt forbundet med
præsters og gudviedes liv og gerning. Derfor vil jeg gerne indbyde
alle, som af Herren er kaldet til at arbejde i Hans vingård, til at
forny deres trofaste svar især i dette Præstens År, som jeg har
udråbt i anledning af 150-året for hellige Jean-Marie Vianneys død.
Præsten fra Ars er et altid gyldigt forbillede for en præst og
sjælesørger.
I Det Gamle Testamente viste
profeterne, at de med deres eget liv var kaldet til at vidne om det
budskab, de forkyndte, og at de var villige til at møde
misforståelser, forkastelse og forfølgelse. Den opgave, som Gud
havde pålagt dem, engagerede dem fuldt og helt som "en
brændende ild" i deres hjerte, en brand, som ikke kunne udholdes
(jf. Jer 20,9). Derfor var de ikke blot villige til at lægge deres
stemme men også hele deres liv i Guds hænder. I tidens fylde ville
Jesus, som er udsendt af Faderen (jf. Joh 5,36), vidne om Guds
kærlighed til alle mennesker uden skelen, men med særlig
opmærksomhed på de mindste, syndere, de udstødte og de fattige.
Jesus er det største vidne om Guds og Hans vilje om frelse til alle.
På tærsklen til den nye tidsalder vidnede Johannes Døberen, ved at
hellige sit liv til at bane vejen for Kristus, at Guds forjættelser
fuldbyrdes i Maria af Nazareths Søn. Da Johannes så Jesus komme til
Jordan-floden, hvor han døbte, udpegede Johannes ham for sine
disciple som "Guds Lam, som bærer verdens synd" (Joh
1,29). Han vidnede så magtfuldt, at to af hans disciple "hørte,
hvad han sagde, og fulgte efter Jesus" (Joh 1,37). På
samme måde læser vi i Johannesevangeliet, at Peter blev kaldet
gennem sin brors vidnesbyrd. Andreas følte –
efter at havde mødt Mesteren og modtaget hans opfordring til at bo
hos sig – en umiddelbar tilskyndelse til med Peter at dele denne
oplevelse af at "være sammen" med Herren: "Vi har
mødt Messias – det betyder Kristus. Han tog ham med hen til Jesus"(Joh
1,41-42). Det var også tilfældet med Nathanael, Bartholomæus,
takket være disciplen Filips vidnesbyrd, som fuld af lovprisning
berettede om sin store opdagelse: "Ham, som Moses har skrevet
om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs
søn, fra Nazareth" (Joh 1,45). Guds frie vilje og nåde
møder og udfordrer ansvarligheden hos alle de mennesker, som tager
imod Hans invitation til – gennem deres eget vidnesbyrd – at blive
redskab for det guddommelige kald. Dette sker også i Kirken i dag:
Herren bruger vidnesbyrdet fra præster, som er tro imod deres
tjeneste, til at vække nye præste- og ordenskald til at tjene Guds
folk. Af den grund vil jeg her nævne tre aspekter af en præsts liv,
som forekommer mig væsentlige for et ægte præsteligt
vidnesbyrd.
Venskab med Kristus er et
grundlæggende og genkendeligt element i alle kald til præsteskabet
og det gudviede liv. Jesus levede i vedvarende enhed med Faderen –
en erfaring, som disciplene var ivrige efter også at opnå; af ham
lærte de at leve i fællesskab og i en uophørlig dialog med Gud.
Hvis præsten er en "Guds mand", én som tilhører Gud og
hjælper andre til at kende og elske Ham, kan han ikke undgå at
opdyrke en dyb fortrolighed med Gud, at forblive i Hans kærlighed og
gøre plads til Hans Ord. Bøn er den første form for vidnesbyrd, der
vækker kald. Ligesom apostlen Andreas fortæller sin bror, at han har
lært Mesteren at kende, må alle, der ønsker at være Kristi
discipel og Hans vidner, have "set" Ham personligt, lært
Ham at kende, lært at elske og bo hos Ham.
Et andet aspekt ved at tilhøre
præsteskabet og ordenslivet er ens fulde overgivelse til Gud.
Apostlen Johannes skriver: "Derpå kender vi kærligheden: at
han satte sit liv til for os; så skylder også vi at sætte livet til
for brødrene" (1 Joh 3,16). Med disse ord inviterer han
disciplene til at træde ind i Jesu sindelag; han, som hele sit liv
gjorde Faderens vilje, også som sin ultimative gave – sig selv –
på korset. Her viser Guds nåde sig i hele sin fylde; en barmhjertig
kærlighed, der har overvundet det ondes, syndens og dødens mørke.
Jesu gerning, da han under den sidste nadver rejser sig fra bordet og
lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig, bøjer sig
ned og vasker apostlenes fødder, udtrykker den tjeneste og gave
manifesteret i hele hans væsen i lydighed mod Faderens vilje (jf. Joh
13,3-15). Ved at efterfølge Jesus må enhver, der er kaldet til et
særligt viet liv, gøre sit yderste for at bevidne, at han har
overgivet sig helt til Gud. Det er det, der er kilden til hans evne
til at give sig hen til dem, som Forsynet har betroet ham i hans
pastorale tjeneste med total, vedholdende og trofast hengivenhed, og
med glæden i at ledsage mange brødre og søstre på deres færd ved
at gøre dem i stand til at åbne sig for Kristus, så at hans Ord må
blive et lys på deres vej. Ethvert kalds
historie er næsten altid kædet sammen med en præsts vidnesbyrd, der
med glæde og for Gudsrigets skyld giver sit liv for sine brødre og
søstre. Dette skyldes, at præstens tilstedeværelse og forkyndelse
har evnen til at rejse spørgsmål og endda lede til afgørende
beslutninger (jf. Johannes Paul IIs postkonciliære apostolske
formaning Pastores Dabo Vobis, 39).
Et tredje aspekt, som nødvendigvis
må kendetegne præsten og den gudviede person, er livet i
fællesskab. Jesus har vist det dybe fællesskab i kærlighed, som
kendetegner dem, der ønsker at blive hans disciple: "Deraf
kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til
hinanden" (Joh 13,35). På en særlig måde må præsten
være fællesskabets mand, åben over for enhver og i stand til at
samle alle i en hjord af pilgrimme, som Herrens godhed har betroet
ham, for at overvinde splittelse, klinke skår, løse konflikter og
misforståelser, og for at tilgive overtrædelser. I en tale til
præsterne i Aosta i juli 2005 bemærkede jeg, at hvis unge mennesker
anser præster som fjerne og triste, vil de næppe føle sig
tilskyndet til at følge deres eksempel. De forbliver tøvende, hvis
de ledes til at tro, at sådan er en præsts liv. I stedet har unge
mennesker brug for se eksempler på fællesskab af liv, som kan
åbenbare skønheden ved at være præst. Først da vil en ung mand
sige; "Ja, dette kunne være min fremtid; jeg kan leve på denne
måde" (Insegnamenti I, [2005], 354). Når talen handler
om vidnesbyrd, der vækker kald, understreger Det andet Vatikankoncil
de eksempler på velgørenhed og broderligt samarbejde, som præsterne
må kunne tilbyde (jf. dekretet Optatam Totius, 2).
Jeg vil gerne her minde om min
ærværdige forgænger Johannes Paul IIs ord: "Præsternes sande
liv, deres betingelsesløse hengiven sig til Guds folk, deres
vidnesbyrd om en tjenende kærlighed til Herren og Hans Kirke – et
vidnesbyrd, der er kendetegnet ved frivilligt at tage korset på sig i
håbets og påskeglædens ånd – og deres broderlige enhed og iver
for at evangelisere verden, er den første og mest overbevisende
faktor i væksten af kald" (Pastores Dabo Vobis, 41). Man
kan sige, at præstekaldet fødes gennem omgangen med præster, som en
slags kostbar arv, der gives videre gennem ord, eksempel og en hel
livsstil.
Det samme kan siges om det gudviede
liv. Mandlige og kvindelige ordensfolks liv slet og ret forkynder
Kristi kærlighed, når de i fuld lydighed mod Evangeliet følger ham
og fuld af glæde lægger Evangeliets formaninger til grund for deres
egne vurderinger og adfærd. De bliver et "modsigelsens
tegn" for verden, hvis tankegang ofte er inspireret af
materialisme, egoisme og individualisme. Ved gennem frivilligt at give
afkald og lade sig overvinde af Gud, vækker deres troskab og styrken
af deres vidnesbyrd hele tiden hjertet hos mange unge, der ønsker at
efterfølge Kristus på en generøs og komplet måde – for gennem
kyskhed, fattigdom og lydighed at efterligne Kristus, og herigennem at
identificere sig med ham. Det er idealet for det gudviede liv
og er et vidnesbyrd om Guds overherredømme i menneskets liv og
historie.
Alle præster og gudviede personer,
der er tro imod deres kald, udstråler glæden ved at tjene Kristus og
tiltrækker alle kristne til at svare på det universelle kald til
hellighed. For at fremme kald til præsteembedet og det gudviede liv,
og for bedre at kunne skelne mellem de forskellige former for kald,
kan vi ikke undvære eksemplet fra de mennesker, som allerede har sagt
"ja" til Gud og hans plan for hver enestes liv. Personlige
vidnesbyrd i form af konkrete eksistentielle valg vil tilskynde unge
mennesker til at træffe krævende beslutninger, som vil påvirke
deres fremtid. De, som skal hjælpe dem, må selv have evnen til at
mødes og til dialog, som kan oplyse og vejlede dem, især gennem
eksemplet på et liv levet som et kald. Det var hvad præsten fra Ars
gjorde: ved altid at være i tæt kontakt med sine sognebørn
underviste han dem "fortrinsvis gennem sit eget livs vidnesbyrd.
Det var gennem hans eksempel at de troende lærte at bede"
(Pavens brev, der forkynde Præstens År, den 16. juni 2009).
Kan denne Verdensdag atter engang
være en værdifuld anledning for mange unge til at reflektere over
deres eget kald og i enkelthed, tillid og fuld åbenhed at være
trofast mod det. Må Jomfru Maria, Kirkens Moder, våge over hver
lille spire til kald i hjerterne på dem, som Herren kalder til at
følge ham tættere, og må hun hjælpe denne spire til at vokse til
et stort træ, der bærer meget god frugt for Kirken og for hele
menneskeheden. Med denne bøn giver jeg af hele mit hjerte alle min
apostolske velsignelse.
Vatikanet, den 13. november 2009