PAVE BENEDIKT XVIs

BUDSKAB TIL

DEN 49. VERDENSBEDEDAG FOR KALD

 

 

Kære brødre og søstre,

     

Den 49. Verdensbededag for kald, som fejres den 29. april 2012 – 4. søndag i Påsken – tilskynder os til at tænke over temaet: Kald, Guds kærligheds gave.

 

Kilden til enhver fuldkommen gave er Gud, som er kærlighed –Deus Caritas est: ”Den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham” (1 Joh 4,16). Den hellige Skrift fortæller os historien om dette oprindelige bånd mellem Gud og mennesker, som går forud for selve skabningen. I sit brev til de kristne i Efesus opsender apostlen Paulus en taksigelses- og lovprisningshymne til Faderen, som ved sin uendelige godhed, i århundredernes løb, fuldbyrder sin universelle frelsesplan, som er en kærlighedsplan. I sin søn Jesus, siger Paulus, har Gud, før verden blev grundlagt ”udvalgte os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed” (Ef 1,4). Vi er elsket af Gud allerede ”før” vi blev til !Alene i kraft af sin ubetingede kærlighed skabte Han os ”ikke ud af noget værende” (2 Mak 7,28) for at bringe os til fuldt fællesskab med sig.

     

I stor forundring over Guds forsyn udbryder Salmisten ”Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et

menneskebarn, at du tager dig af det?” (Sl 8,3-4). Den dybe sandhed om vor eksistens er således indeholdt i dette overraskende mysterium: Enhver skabning, og især ethvert menneske, er frugten af Guds tanke og resultatet af Hans kærlighed; en grænseløs trofast og vedvarende kærlighed (Jer 33,3). Opdagelsen af denne virkelighed er det, som virkeligt og dybtgående forandrer vort liv. På et berømt sted i sine Bekendelser udtrykker den hellige Augustin med stor kraft sin opdagelse af Guds ophøjede skønhed og kærlighed. En Gud, som altid var tæt på Ham, og overfor Hvem han til slut åbnede sit sind og hjerte for at blive forvandlet: ”Sent har jeg elsket Dig, o ældgamle og altid nye skønhed. Sent har jeg elsket dig! Du var i mig, men jeg var udenfor, og det var dér, jeg søgte Dig. I min manglende kærlighed frydede jeg mig over de smukke ting, Du har skabt. Du var med mig, men jeg var ikke med Dig. De skabte ting holdt mig borte fra Dig; men havde de ikke været i Dig, ville de ikke have været til. Du kaldte og Du råbte, og Du gennembrød min døvhed. Du blinkede og Du skinnede, og Du fordrev min blindhed. Du åndede din velduft over mig. Jeg åndede ind, og nu gisper jeg efter Dig. Jeg har smagt Dig og nu hungrer og tørster jeg efter mere. Du rørte ved mig, og jeg brændte efter Din fred.” (Kap. 10, 27.38). Med disse billeder ønsker helgenen fra Hippo at beskrive det uudsigelige mysterium, der ligger i hans møde med Gud og med Guds kærlighed, som forvandler hele livet.

     

Der er tale om en grænseløs kærlighed, som går forud for os, opretholder os og kalder os ud på livets vej. En kærlighed, der er rodfæstet i en helt fri gave fra Gud. I en henvendelse specielt rettet mod præstegerningen fastslog min forgænger, den salige Johannes Paul II, at ”enhver embedshandling giver, når den leder frem til at elske og tjene Kirken, et incitament til at vokse i en stadig større kærlighed og tjeneste for Kristus, Kirkens overhyrde og brudgom. En kærlighed, som altid er et svar på Guds frie og ufortjente kærlighed i Kristus” (Pastores Dabo Vobis, 25). Alle særlige kald fødes netop på Guds initiativ; det er en Guds kærlighedsgave! Han er den Ene, som tager ’det første skridt’, ikke fordi han har fundet noget godt i os, men på grund af tilstedeværelsen af Hans egen kærlighed ”udgydt i vore hjerter ved Helligånden” (Rom 5,5).

     

I enhver tidsalder må kilden til det guddommelige kald findes i initiativet fra Guds uendelige kærlighed, Han, som åbenbarer sig fuldt i Jesus Kristus. Som jeg skrev i min første Encyklika,

Deus Caritas est, ”er Gud i sandhed synlig på mange måder. I den kærlighedshistorie, som fortælles i Bibelen, kommer Han os i møde, Han søger at vinde vore hjerter hele vejen til den sidste Nadver, til gennemboringen af Hans hjerte på Korset, til Hans tilsynekomst efter genopstandelsen og til de store gerninger, ved hvilke Han gennem apostlenes gerninger ledede den gryende Kirke på dens vej. Ej heller har Herren været fraværende i Kirkens videre historie: Han møder os på ny i de mænd og kvinder, som afspejler Hans tilstedeværelse, i Hans ord, i sakramenterne og særligt i Eukaristien.” (Nr. 17).

     

Guds kærlighed varer evigt; Han er trofast mod sig selv, til det løfte Han gav i ”tusind slægtled” (Sl105,8). Og dog må den tiltrækkende skønhed ved denne guddommelige kærlighed, som går forud for os og ledsager os, hele tiden forkyndes på ny, særligt til de yngre generationer. Denne guddommelige kærlighed er en skjult impuls, en tilskyndelse, der aldrig svigter, heller ikke under de vanskeligste forhold.

     

Kære brødre og søstre, vi har brug for at åbne vore liv for denne kærlighed. Det er til fuldkommenheden i Faderens kærlighed (jf. Matt 5,48), Jesus Kristus kalder os hver dag! Det kristne

livs høje standard består i at elske ’som’ Gud elsker, og med en kærlighed, der udmønter sig i en fuld, trofast og frugtbar hengivelse af sig selv. Sankt Johannes af Korset skriver til priorinden i klostret i Segovia, der pintes af de frygtelige omstændigheder omkring hans suspension, og anmoder hende indtrængende til at handle, som Gud ville gøre: ”Tænk ikke på andet end at Gud tilrettelægger alt, og hvor der ikke er nogen kærlighed, da bring kærlighed, og her vil du kunne hente kærlighed frem” (Breve, nr. 26).

     

Det er i denne jordbund af selvhengivelse og åbenhed for Guds kærlighed, og som frugten af denne kærlighed, at alle kald fødes og vokser. Ved at øse af dette kildevæld gennem bøn, en stadig tilbagevenden til Guds ord og til sakramenterne, særligt Eukaristien, bliver det muligt at leve et liv i kærlighed til vor næste, i hvem vi kan nå frem til at mærke Kristus Herrens åsyn (jf. Matt 25, 31- 46). For at udtrykke det ubrydelige bånd, som forbinder disse to former for kærlighed – kærligheden til Gud og til næsten, som begge flyder fra den samme guddommelige kilde og vender tilbage til den – bruger den hellige Pave Gregor den Store billedet med frøplanten: ”I vort hjertes muld plantede Gud først roden til kærligheden til Ham; derfra skyder som blade kærligheden til hinanden” (Moralium Libri, sive espositio in Librum B. Job, Lib. VII, kap. 24, 28; PL 75, 780D).

     

Disse to udtryk for guddommelig kærlighed må leves med en særlig intensitet og hjertets renhed af dem, som har besluttet at begive sig ud på vejen mod at nå frem til en afgørelse vedrørende et kald til præsteembedet og det gudviede liv; de er dets særlige kendetegn. Kærlighed til Gud, som præster og gudviede personer er kaldet til at afspejle, uanset hvor ufuldkommen den end måtte være, er motivationen til at besvare Herrens kald til en særlig form for indvielse gennem præstevielsen eller ved at afgive løfter på de evangeliske råd. Sankt Peters lidenskabelige svar til den guddommelige Mester: ”Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær” (Joh 21,15) indeholder hemmeligheden ved et liv, som er givet fuldt og helt og levet ud, og derfor et liv fyldt med glæde.

     

Det andet praktiske udtryk for kærlighed, kærligheden mod vor næste, og især mod dem, der lider og er i størst nød, er en afgørende tilskyndelse, som leder præsten og den gudviede person til at opbygge fællesskabet mellem mennesker og så håb. Gudviede personer, og særligt præstens forhold til det kristne fællesskab er afgørende og bliver en grundlæggende dimension i deres hengivenhed. Sognepræsten fra Ars holdt af at sige: ”Præster er ikke præster for sig selv, men for jer” (Le curé d’Ars. Sa pensée – Son cæur, Foi Vivante, 1966, p. 100).

     

Kære medbrødre i bispeembedet, kære præster og diakoner, gudviede mænd og kvinder, kateketer, pastoralassistenter og alle I, som arbejder med at uddanne unge mennesker: jeg opfordrer jer inderligt til at være meget opmærksomme på de medlemmer i menighederne, foreningerne og de kirkelige bevægelser, som mærker et kald til præstedømmet eller et andet indviet kald. Det er vigtigt for Kirken at skabe betingelser, som vil tillade mange unge mennesker til generøst at sige ’ja’ til Guds kærlige kald.

     

Opgaven med at fostre kald vil bestå i at sikre en nyttig vejledning og ledelse hele vejen. Centralt i dette bør være kærligheden til Guds ord, næret af en voksende fortrolighed med Den hellige Skrift, og en opmærksom og uophørlig bøn, både på det personlige plan og i fællesskabet; dette vil gøre det muligt at høre Guds kald midt i alle dagliglivets stemmer. Men fremfor alt bør Eukaristien være hjertet i enhver kaldsrejse: Det er her, at Guds kærlighed rører os i Kristi offer, det fuldkomne udtryk for kærlighed. Og det er her, at vi igen og igen lærer, hvordan vi skal leve i overensstemmelse med Guds kærligheds ”høje standard”. Skriften, bønnen og Eukaristien er den kostelige skat, som gør det muligt for os at fatte skønheden i et liv, som leves fuldt i tjeneste for Gudsriget.

     

Det er mit håb, at de lokale kirker og alle de forskellige grupper indenfor dem bliver steder, hvor kald bliver nøje bedømt og deres ægthed afprøvet; og de bliver steder, hvor unge mænd og kvinder tilbydes vis og stærk åndelig vejledning. På denne måde bliver det kristne fællesskab selv et udtryk for Guds kærlighed, hvor alle kald er indeholdt. Som et svar til kravene i Jesu nye befaling, kan dette virkeliggøres på en passende og særlig måde i kristne familier, hvis kærlighed er et udtryk for Kristi kærlighed; Han, som hengav sig selv for Hans Kirke (jf. Ef 5,32). Indenfor familien, som er ”et fællesskab af liv og kærlighed” (Gaudium et Spes, 48), kan unge mennesker have en vidunderlig erfaring med denne selvhengivende kærlighed. Ja, familier er ikke kun det privilegerede miljø for menneskelig og kristen dannelse; de kan også være ”den første og mest fremragende udklækningssted for kald til et liv i indvielse for Guds rige” (Familiaris Consortio, 53) ved at hjælpe dets medlemmer til, netop i familien, at se skønheden og vigtigheden af præstedømmet og det gudviede liv. Må sjælesørgere og alle lægfolk altid samarbejde, således at disse ”hjem og skoler for fællesskab” bliver mangfoldiggjort i Kirken med forbillede i Den hellige Familie i Nazareth – den harmoniske jordiske afspejling af livet i Den allerhelligste Treenighed.

     

Med dette håb, båret frem af bøn, meddeler jeg af hjertet min apostoliske velsignelse til jer alle, mine medbrødre i bispeembedet, præster, diakoner, ordensmænd og -kvinder og alle troende, især de unge mænd og kvinder, som bestræber sig på at lytte med et åbent hjerte til Guds stemme, og som er parat til at besvare det generøst og trofast.

     

Vatikanet, den 18. oktober 2011

     

Benedikt XVI

 

© Ord på Vejen