Biskop Czeslaw Kozons prædiken ved messen under Den nordiske Familiekongres i Jönköping

 

    

L.: 1. Mos. 2,18-24  1. Kor. 12,31-13,8a    Matt. 5,13-16

 

    

Denne messes læsninger – valgt specielt til den anledning, vi fejrer – kan hjælpe os med at se Guds plan bag ved ægteskab og familie. De to første læsninger fokuserer på temaet for vor kongres, nemlig kærlighed og liv. I den første læsning hører vi ikke bare, at Gud som kilden til alt liv skabte mennesket som mand og kvinde, men om, hvor nært knyttede til hinanden, de to køn er, at de skal bryde op fra deres hjem for at forenes. I de to køns forskellighed gjorde han dem indbyrdes afhængige og viste, hvordan de supplerer hinanden for derved at afspejle alle aspekter af menneskets væsen. I den anden læsning lovprises kærligheden. Paulus tænker på kærligheden som forudsætning for ethvert engagement, ikke mindst vort forhold til Gud og vort liv i Kirken. Uden en kærlighed, som er parat til alt, vil vor tro ikke være virksom. Denne ubegrænsede kærlighed er dog også en forudsætning for livet i ægteskab og familie, og derfor er det meget forståeligt, at den så ofte anvendes ved vielser.

 

Evangeliet kan umiddelbart virke lidt mere irrelevant for temaet, ægteskab og familie; men vi vil se, at det passer ganske godt. Vi hører hér Jesus omtale sine disciple som hhv. jordens salt og verdens lys. Saltet er billede på noget, der giver smag, krydrer og bevarer, og lyset står som symbol på det, der skal vises frem og skinne på andre. Begge dele skal være noget, man lægger mærke til. Salt og lys repræsenteret hhv noget, som er diskret, som ikke ses, men alligevel virker, mens lyset er det, som klart falder i øjnene.

 

Når Jesus sammenligner sine disciple med salt og lys, er det for at fortælle, at de skal gøre en forskel, der, hvor de kommer og virker. Derfor ser vi denne lignelse, som et kald til disciplene om at være ivrige forkyndere af Jesu budskab og synlige vidnesbyrd om et liv i fællesskab med ham. Med forkyndere mener vi ofte præster og andre personer, der på en særlig måde skal repræsentere Kirken. Deres indsats skal gøre en forskel, og de skal ikke være til at overse. Det kristne vidnesbyrd er på én gang noget, der foregår i ubemærkethed, parallelt med andre aktiviteter, og samtidig noget, der skal frem, som skal inspirere og opmuntre. I den traditionelle forkynderrolle er dette mere eller mindre indlysende. Én, der professionelt optræder i Kirkens navn som f.eks. præst eller ordensperson, forventes at have noget at byde på, som kan vække interesse og bevæge, samtidigt med, at man vil finde de bedste kanaler og midler til at få budskabet ud til så mange som muligt.

 

Andet Vatikankoncil lærer os, at kaldet til hellighed gælder alle kristne, og dermed også deltagelse i Kristi tredobbelte gerning som præst, profet og konge. Enhver skal derfor være jordens salt og verdens lys, på én gang leve et beskedent liv og samtidig være én, der ikke kan overses.

 

Lignelsen om jordens salt og verdens lys findes trods den almene appel til alle, der vil være Jesu disciple, også som en mulighed blandt evangelieteksterne til bryllupsmesser. Det er ikke tilfældigt, for ikke mindst ægtepar og familier rummer på én gang saltets kraft og lysets synlighed. Ægtepar og familier lever i kirke og samfund ofte et anonymt liv, med realiseringen af en personlig drøm om og længsel efter kærlighed, ømhed og tryghed. Livet i familien præger som det næsten usynlige salt på afgørende måde de mennesker, der er involveret, ikke mindst børnene. Familien har sin egen sfære af privatliv og suverænitet, som udenforstående kun har en begrænset ret til at blande sig i.

 

Trods ret til intimitet og et liv, der ofte er skjult for omverdenen, har ægteskab og familie en stor udadrettet mission. Samfundet har traditionelt beskyttet ægteskab og familie, sikret fordele for ægtefæller og børn, lovgivet vedrørende indbyrdes forpligtelser og rettigheder. Der lovgives stadig, nu til dags ofte med stor signalværdi, idet lovgivningen er med til ikke bare at definere, hvem der er familie, men i tiltagende grad også til at omdefinere, hvad en familie er. Selv om også den nyeste familielovgivning er tænkt som en beskyttelse af visse menneskers interesser, er den ikke længere på samme måde en beskyttelse af den familie, der bygger på skaberordenen, ikke længere en sikring af det fællesskab, der tager sin begyndelse i, at Gud skabte mennesket som mand og kvinde.

 

Selv om vore lande i Norden lovgiver om familien, virker det, som om samfundet ikke har særlige forventninger til den, at ægteskabet og familien og de værdier, disse institutioner repræsenterer ikke skulle have noget at give samfundet, at det snarere er skolen, som skal præge de fremtidige samfundsborgere. Kirken har i nyere tid aldrig tøvet med at tilmåle familien en meget stor betydning for troens videregivelse og for vidnesbyrdet om, hvordan kærlighed, omsorg og respekt for livet virkeliggøres i praksis. I sin interesse for, hvordan det går samfundet, satser Kirken også på, at familien hér har en rolle at spille. Som den enkelte kristne skal være jordens salt og verdens lys, skal familierne det også. Selv om det er samfundets opgave at værne om individets ret, er det afhængigt af en stor sans for fællesskab, og individets ret kan kun garanteres af et forstående og solidarisk fællesskab, et fællesskab, der gennem sin omsorg for den enkelte præger individet, så det selv bliver omsorgfuldt og socialt sindet.

 

Kirken har således forventninger til familien om, at den kan være jordens salt og verdens lys. Forudsætningen for, at Kirkens forkyndelse lykkes er, at de mennesker, der hører den, tager budskabet til sig, at det præger deres liv, at de omsætter det i handling. Det enkelte menneskes efterlevelse af evangeliet er forudsætningen for, at det ikke forbliver et teoretisk budskab og en steril lære. Ikke mindst i familien er forældrenes videregivelse af troen til børnene og børnenes erfaringer med konkret levet kærlighed en forlængelse af Kirkens forkyndelse, som slet ikke kan undværes, og som er en vigtig forudsætning for, at Kirkens mission kan lykkes. Evangeliets kraft og holdbarhed symboliseres af saltet; dets sandhed og betydning for alle er at sammenligne med et lys. Lyset skal ikke skjules, men anbringes, så det skinner for alle. Familien må gerne have en ambition om at være et lys for andre, et lys som giver tryghed og varme for dem, der er i dets nærhed, og som er et pejlemærke for dem, der står ude i mørket. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules, siger Jesus i evangeliet. Familien kan vi også sammenligne med en lysende by, som bare er der, og som andre derfor ikke kan undgå at se, en by, som er indbydende, som dækker de basale behov, og som giver tryghed og fællesskab. Der skal bevidsthed og vilje til at leve evangeliet; men når denne grundlæggende beslutning er taget, vil selv det mest stilfærdige vidnesbyrd have en virkning, man ikke selv tænker over, akkurat som man ikke kan undgå at se en by, som har en fremtrædende beliggenhed.

 

Nu har vi talt meget om Kirkens forventninger til familien, om dens vigtige rolle i forkyndelsen og i aflæggelsen af vidnesbyrd. Men familien må også gerne have forventninger til Kirken, ja, Kirken har også forpligtelser over for familien. Det er derfor naturligt for familien også at vende sig til Kirken for dér at få både vejledning, anerkendelse, opbakning og påskønnelse. Beslutningen om at leve i ægteskab og stifte familie er naturligvis et frit og meget personligt valg, opfyldelsen af ønsket om at give og modtage kærlighed. Parterne har også en udstrakt bevidsthed om, at denne kærlighed både som forelskelse og vilje til selvhengivelse vil bære dem igennem livet. Alligevel vil ingen ægtepar og forældre kunne undgå at mærke, at familielivet også byder på mange udfordringer: Som to personer med måske forskellige karakterer at få et samliv til at fungere; som ægtefæller med forskellig konfession at enes om familiens religiøse praksis; for forældre at konkurrere med omgivelsernes påvirkning af børnene; at udøve autoritet uden at blive mistænkt for strenghed. Der kan være frygten for at forblive barnløs, vanskeligheden med at finde den rette balance mellem arbejde og karriere og familieliv, at stå med store boligmæssige og økonomiske problemer; at være ramt af sygdom; som immigranter at føle sig fremmedgjorte og udelukkede af omgivelserne; at opleve kriser og truende opløsning af ægteskabet; at stå som enlig mor eller far efter skilsmisse eller dødsfald; efter et ægteskabs sammenbrud at begynde et nyt forhold; i alderdommen at føle sig overflødig og glemt, og efter ægtefællens død at sidde i sorg og ensomhed. I alle disse meget forskellige situationer har ægtefæller og forældre brug for hjælp. Noget kan samfundet klare, andet kan man få hjælp til hos familiemedlemmer og venner; men også Kirken – i sin hyrdeomsorg og i menighedens fællesskab – har et stort ansvar for familiens trivsel. Kirken anses ofte som en institution, der foreskriver mennesker, herunder også ægtefæller og forældre, hvordan de skal leve, og som pålægger store byrder. Som formidler af Kristi sandhed må Kirken ofte forkynde ting, som de fleste i samfundet synes er forældede og uaktuelle, dobbeltmoralske og inkonsekvente, og som det enkelte menneske kan synes at være vanskelige at efterleve. Det vil altid være Kirkens opgave at forkynde sandheden, forsvare skaberordenen og værne om livet, en opgave, den trods modstand og kritik aldrig må fravige. For at gøre denne forkyndelse troværdig og autentisk må alle, der forsvarer Kirkens lære, både selv følge den og være overbærende og hjælpsomme over for dem, der lider nederlag og står med store udfordringer. Denne hjælp skal komme til udtryk gennem barmhjertige, forstående og engagerede sjælesørgere og ved opmærksomhed fra de mennesker, ikke mindst familier i menigheden, der har overskud til at tage sig af andre, og som gode eksempler kan være til opmuntring og inspiration. De fleste sjælesørgere og mange menige troende ser en stor og naturlig opgave i at hjælpe familierne, og gør spontant en stor indsats; men I, kære familier, kan altid roligt henvende jer til jeres sjælesørgere og øvrige medkristne og gøre opmærksom på jeres behov.

 

Kirken gennemlever i disse år en vanskelig tid med mange udfordringer, tilbageslag, tab af troværdighed og autoritet. Denne situation kan kun afbødes med en tættere tilknytning til Kristus, der samtidig er garantien for, at Kirken ikke bare vil overleve, men også kunne blomstre. I dette præsternes år beder vi særligt for præsternes helliggørelse, om hjælp for dem i deres tjeneste, om soning for de alvorlige svigt, som nogle har gjort sig skyldige i, men også om nye kald. Mange og gode præster er nødvendige for Kirken, men gode præster kommer ikke af ingenting. Gud kalder, hvem han vil, men mennesker skal være med til at skabe grobund og miljø for kaldene og deres udvikling. Dette troens og fællesskabets miljø skabes af jer, kære familier. I dette miljø kan kald vokse og fremmes. Men meget mere end det. I, kære familier, er Kirkens største repræsentation udadtil. Kirkens fornyelse, manifesteringen af dens vitalitet, dens plads i samfundet, er noget, som også kommer gennem jer. Og ikke bare Kirkens fornyelse, men også samfundets. Kirkens læreembede kan og skal prædike evangeliet og dets sandhed, forsvare de kristne moralske værdier. Den officielle forkyndelse støder ikke mindst i denne tid på meget modstand eller tages ikke alvorligt. Derfor er den kristne familie og dens vidnesbyrd så meget desto vigtigere. Den kristne familie og dens liv er en tydelig konkretisering af Gudsrigets værdier: Kærlighed og trofasthed, omsorg og gensidig støtte, åbenhed for det nye liv, og værn om både det ufødte, det lidende og det gamle menneske.

 

Vore samfund i Norden har trods den svindende sans for mange moralske værdier og sandheder samtidig en traditionel udstrakt social bevidsthed, også på mange måder, når det gælder familien. Vi kan f.eks. glæde os over, at der i vore lande er flere børn end mange andre steder på vort kontinent. Selv om udfordringerne for den kristne familie er store, er der også mange gode ting at udvikle og fylde med ægthed og autenticitet. I, kære kristne familier, kan med jeres eksempel præge vore samfund, gøre dem endnu mere menneskelige og give håb, hvor der er resignation og modløshed. I er jordens – Nordens – salt og verdens lys. Hent jeres kraft fra livet med Gud, fra fællesskabet i Kirken og lad jeres tros og eksempels lys skinne for menneskene, så de må sejeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i Himlene.

 

Amen.

 

© Ord på Vejen