HYRDEBREV AF KARDINAL CLEMENS AUGUST GRAF VON GALEN  (1878 – 1946)

(Oversættelse:  Inger Touray)

 

Vi vil bestå denne prøvelse i en bodens og soningens ånd.

 

”Vi føler skammen med samme smerte som et hengivent barn, hvis rene, elskede og ærværdige mor blev gjort stor sorg af utaknemmelige sønner.”

 

Et højaktuelt hyrdebrev af den salige kardinal von Galen fra 1936.

 

Den salige kardinal August Graf von Galen, også kaldet ”Løven fra Münster” forfattede den 9. juni 1936 et hyrdebrev, som er forbavsende aktuelt i dag.  Han tog problemet op med de ”yderst afskyelige forseelser” begået af ordensfolk, som blev anledning til svære beskyldninger mod Kirken fra mediernes side.

 

Kardinal von Galen, der som biskop af Münster i fyrrerne trådte modigt op mod Nationalsocialismen, blev saligkåret i 2005.

Hans tanker og formaninger for dengang og nu:

 

Kære alle i Bispedømmet!

 

Næsten alle aviser bringer i den senere tid beretninger om retsforhandlinger mod personer, som er anklaget for yderst afskyelige forseelser og til dels allerede dømt.  Som overskrifterne og beretningerne gentagne gange fremhæver, befinder der sig blandt de anklagede nogle, som tidligere har tilhørt et ordensfællesskab, og andre, som indtil nu tilhører ordensfællesskaber.

 

Selvom retssagerne finder sted for lukkede døre, bliver der i aviserne med slet skjult tydelighed nævnt og nøjere defineret lovovertrædelser, som hører til de synder, der, som den Hellige Paulus siger ” end ikke må nævnes iblandt jer ” (Ef.5.3).

Vi beklager smerteligt denne form for reportage, fordi den for de unge rummer en fare, for alle anstændige mennesker en forargelse og for alle uskyldige medlemmer af de pågældende ordensfællesskaber en uretfærdig ærekrænkelse, og fordi den udgør en undtagelse fra den sædvanlige måde at referere på ved lignende processer, hvor de anklagedes tilhørsforhold til bestemte fællesskaber som regel ikke bliver bekendtgjort.

 

Vi føler imidlertid også levende smerte og sorg over disse afskyelige forseelser, som rent faktisk må være begået og nu bliver dokumenteret for retten.  Vi ser deri hændelser, hvorved Gud er blevet alvorligt krænket, som har været til slem anstød for medmennesker, og hvorved der er øvet bitter skændsel mod vor hellige Kirke.

 

Såret smerter så meget mere, som gerningsmændene mere end andre skulle have lagt sig på sinde og efterkommet ordet fra den hellige Skrift: ” I skal være hellige, for jeg er hellig.” (1.Petr.1.16).

 

Men vi føler også skam, - dog ikke med de følelser af had og skadefryd, som i dag hos adskillige mennesker kommer til udtryk i ord og skrift.  Vi føler skammen med den samme smerte, som et hengivent barn, hvis rene, elskede og ærværdige mor, blev gjort stor sorg af utaknemmelige sønner.

 

Vi kender alle vor hellige Moder Kirkens væsen og virke, og ved, at den med sin bøn, sin lære, sit arbejde og sin formidling af nådemidlerne ikke ønsker andet end menneskers helliggørelse.

 

Vi kender dog også Frelserens ord og ved, at til alle tider er det ord blevet sørgelig sandhed, som siger: ”Det er umuligt at der ikke skulle komme forargelser ” (Luk.17,1).   Vi kender lignelsen om ugræsset, som  ”fjenden såede midt i hveden” (Matt.13,25).  Ved sådanne lejligheder klinger med større tyngde og mere rystende i vore øren det veråb fra Herren: ”Ve verden for det som fører til forargelse! ”(Matt. 18.7).

 

Forargelser vil der hele tiden komme, når mennesket ikke respekterer forpligtelsen over for de guddommelige bud, når han misbruger Guds nådegaver, når han ikke lytter til den hellige Kirkes formaninger, når han ikke anstrenger sig alvorligt for, - med et ord af den hellige Paulus -, ”at leve som ”afdød” fra  sine onde tilbøjeligheder  i den Hellige Ånd som Guds børn ”  (Rom 8,12,13).

 

Når mennesket ved forsømmelighed, synd og sanselighed modstår den Hellige Ånds virke i sin sjæl, så styrter også ”Libanons cedre”.  Derfor det alvorlige ord fra den hellige Paulus: ”Den, der mener at stå, skal se til, at han ikke falder.”  (1.Kor.10,12) og det andet fra Galaterbrevet : ”Og se du selv til, at ikke også du bliver fristet (Gal.6.1).

 

Man har sagt: ”Når disse processer er til ende, har katolikkerne nok mistet deres respekt for ordensfolkene.”  Dem, der taler sådan, kender hverken den katolske Kirke eller det katolske folk.

 

Der er virkelig ingen, som skarpere fordømmer lovovertrædelser begået med viden og vilje, - og da i særlig grad hos ordensfolk og præster end det katolske folk; men man gør det med undertonen af sjælelig smerte over den, der er faret vild.

 

Det katolske folk, fra hvis familier vore ordensfolk er udgået, for hvis øjne de lever og virker, ved, at en stor skare af udmærkede ordenspræster i Tyskland side om side med vore verdenspræster arbejder trofast og uselvisk i sjælesorgen, og at omkring 75.000 ordenssøstre og over 3000 brødre står i det kristelige karitative arbejdes tjeneste, og at mange hundreder af dem er blevet gamle og grå som udadlelige mennesker og ordensfolk i den vanskeligste og farligste karitative tjeneste blandt svagtbegavede, åndssvage og sindssyge.

 

Derfor lader det katolske folk sig ikke vildlede i sin højagtelse for alle de ordensfolk, som i afkald på alt, helt og uselvisk helliger sig tjenesten for de fattige og syge af enhver art.

 

Det bevarer denne højagtelse og kærlighed til sine ordenssøstre og - brødre, også selv om det hos nogle af dem ser menneskelige ynkeligheder og endog må erfare, at nogle, som man mindst skulle have forventet det af, er blevet til forrædere mod det helligste.

 

Det virkelig katolske folk er i øvrigt dannet og retfærdig nok til at vide, at man aldrig må lægge fællesskabet i en god familie, en stand, en orden og da slet ikke Kirken synder og selv forbrydelser begået af enkeltpersoner til last.

 

Biskoppen af Trier, som sammen med de øvrige tyske biskopper i den stadig voksende kamp mod kristendom og Kirke må bære et bredfyldt mål af arbejde, ofre og ansvar, har allerede i flere måneder på opdrag af den hellige Fader været beskæftiget med en indgående visitation. Han får til dette arbejde hjælp af udmærkede og vidende ordenspræster.

 

Hvorfor fortæller jeg jer det sidstnævnte? – For at I kan se, at de dertil kaldede instanser i vor hellige Kirke, lige så snart der kommer dem dårlige tilstande for øren, søger at skaffe disse af vejen med alle de dem til rådighed stående midler, – ydre voldelige midler råder de ikke over.  Jeg beder om jeres forbøn i et så alvorligt og vigtigt anliggende.

 

Kære alle i Bispedømmet!

 

Gud har i århundredernes løb sendt Kirken mangen en smertelig hjemsøgelse eller tilladt den.  Han tillader den i dag og vil også gøre det i fremtiden, men altid til vort bedste.

 

Vi skal og vil udholde denne prøvelse og bestå den i en ægte kristelig ånd af bod og soning, må så end denne ånd kun lidet behage moderne hovmod.

 

Vi vil særligt højtideligholde Jesu – Hjerte – festen og dens oktav i en ånd af soning for de svære krænkelser, der bliver tilføjet den altid og overalt gode Gud.

 

Lad os selv stræbe stadig mere efter oprigtig helbredelse af os selv i urokkelig trofasthed mod vor hellige tro og vor hellige Moder, Kirken!  Så vil, som den hellige Johannes siger, ”Nåde, barmhjertighed og fred fra Gud, vor Far, og fra Jesus Kristus, Faderens Søn, være med os i sandhed og kærlighed.”  (2.Joh.3)

 

Clemens August

Biskop af Münster

 

 

Kilde: Biskop Clemens August Graf von Galen. Traktater, breve og prædikener 1933 – 1946

Bind I , bearbejdet af Peter Löffler. Ferdinand Schöningh Verlag 1996, side 386 (Nr.170).

 

© Ord på Vejen