FORBØNSGUDSTJENESTE I SANKT HANS, KATOLSKE KIRKE

søndag den 31. januar 2010 kl. 15.00

     

P. Hans-Henrik Nissen, Provst Rungsted  

                         

Tekst:                          Luk.13,1-5

 

Salmer:                        Tænk at livet koster livet

                                   Sorrig og glæde

                                   Hvo ikkun lader Herren råde

                                   Befal du dine veje

                                   Nu bede vi den Helligånd

 

(Luk 13,1 – 5)

På den tid kom nogle og fortalte ham om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr.  Og han sagde til dem: »Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan?  Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.  Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte — mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.«

 

Kære alle sammen!

 

Dejligt at så mange har fundet vej til kirken i dag, for med bøn, lovsang og en indsamling, at stå sammen om den frygtelige katastrofe der har ramt Haitis befolkning.  Et folk, der i forvejen er et af verdens mest udsatte og fattigste.  For det lidet vi kan bidrage med, skal selvfølgelig ikke undlades, og i den forbindelse vil jeg gerne have lov til at rette en særlig tak til pastor Andrzej Papuga, for initiativet og det store forarbejde. Tak Andrzej!

 

Evangelieteksten fra Lukasevangeliet, som vi netop har lyttet til, er valgt, fordi en ulykke som jordskælvet i Haiti altid efterlader mennesker der tror på Gud med en mærkelig brødflov og splittet fornemmelse.  For hvis Gud er god, - og det er han!  Hvorfor sker sådan noget så?  Kan det f.eks. tolkes som en straf?  Er det fordi de mennesker, der nu ligger døde under murbrokkerne - kvinder, børn, gamle, dem alle sammen, har opført sig på en måde, som de nu rettelig er blevet straffet for?  Er det sådan det hænger sammen.  Eksisterer der med andre ord en sammenhæng mellem skyld og skæbne?

 

Dog vil vi, inden vi havner i en masse tankeeksperimenter, straks begynde med at slå fast: Det spørgsmål vil vi aldrig nogensinde kunne få noget entydigt svar på.  Lidelsens hvorfor kan ikke besvares af os mennesker.  Det eneste vi kan være helt sikre på det er, at lidelse og død er kommet for at blive.  De udgør desværre et grundvilkår, som alt levende er underlagt.  Som vi ved var også Kristus underlagt dette vilkår. Alligevel så konfronteres også han en dag med spørgsmålet, men som vi kan se, svarer heller ikke Kristus på lidelsens hvorfor.  Til gengæld siger han noget som vi skal bide mærke i: Han afviser på det kraftigste, at lidelsen skal forstås som en straf fra Gud.  Når ulykkelige hændelser rammer, siger Kristus, er det ikke fordi de er mere skyldig overfor Gud end du og jeg.  Den forståelse trives ellers i bedste velgående blandt mennesker i dag.  Ulykker og død skyldes enten Gud eller dig selv.  En af grundende til at det forholder sig sådan skyldes uden tvivl globaliseringen. At kulturer og religioner mødes og påvirkningen både fra den muslimske verden, hvor alt som bekendt skyldes Alla, også ulykken, men også den buddhistiske og hinduistiske verden, hvor tankegangen: ’Ethvert menneske er sin egen lykkes smed’ gør sin indflydelse gældende.  Den spedalske tigger i vejkanten er syg og fattig, siger denne livsforståelse, fordi han har gjort et eller andet forkert i sit tidligere liv, som han nu straffes for.  Tanken om sjælens genfødelse er i høj grad med til at fremme denne tanke. Så et menneskes skæbne afhænger altså ikke blot af de gerninger det gør i dette liv, men også af de gerninger det har foretaget sig i et tidligere liv.  Så her har man for alvor fået løst gåden om lidelsens hvorfor: Lidelsen skyldes dig selv.  Og selv om det da bestemt er rigtigt, at meget i livet umiddelbart bærer lønnen i sig selv; lyver eller stjæler man, ja, så mister man som regel både sine venner, sin frihed og sin ære, så kan man alligevel ikke bare overføre denne forståelse på den uforskyldte lidelse. For en ting er at ryge som en skorsten og drikke 2 flasker spiritus om dagen, og så bag efter at være fornærmet og uforstående over at man rammes af lungekræft og skrumpelever, noget andet er den lidelse og ulykke man IKKE kan forklare.  Som nu de mange mennesker på Haiti eller de 18 stakler i vort evangelium, der blev dræbt med et slag, fordi et tårn pludselig styrter sammen om dem.  Her kan man i sin iver efter at få regnestykket til at gå op ikke bare konkludere, at det sker fordi de er større syndere end mig.

 

I hvert fald kan vi – som kristne – ikke uden videre slutte sådan!

 

Ifølge den bibelske opfattelse er hvert eneste menneske en enestående skabning.  Man fødes kun engang og man dør kun en gang. Sjæl og legeme hører sammen; de to udgør selve det liv, som indblæses os af Gud.  Derfor er ethvert menneskeliv også enestående og unikt.  Så unikt, at vi er kendt af Gud længe før vi fødes, ligesom vi ikke havner uden for Guds øjesyn og favntag, den dag vi dør.  Selv da, véd Gud både hvem jeg er og hvor jeg er.

 

(V13)  Det var dig, der dannede mine nyrer, Gud, du flettede mig sammen i min mors liv.  (V14)  Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt, underfulde er dine gerninger, jeg ved det fuldt ud! (V15 ) Mine knogler var ikke skjult for dig, da jeg blev formet i det skjulte, blev vævet i jordens dyb.  (V16)  Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje; alle dagene stod skrevet i din bog, de var formet, før en eneste af dem var kommet.” som der står i Salme 139 i det gamle testamente.

Derfor skal vi som kristne holde fast i, at lige gyldigt hvad der sker, så er livet helligt.  Det er skabt af Gud og ethvert menneske er kendt af Gud.

 

Det andet vi skal, er at holde os fra tanken om, ’at du ligger som du har redt’.  Den tanke modsiges på det kraftigste af Guds egen søn.

Hvorfor lidelsen og ulykken rammer véd vi ikke, heller ikke selv om der ind i mellem kan synes at være en naturlig forklaring.  Sygdom og ulykker er noget der sker, og de er ikke sendt som en straf fra Gud, fordi dette menneske skulle være en større synder end andre.  For synd er ikke den enkelte handling, men en medfødt modstand i mennesket overfor Gud og hans vilje.  Et livslangt oprør, kunne man sige, og derfor kan en teolog som K. E. Løgstrup også sige følgende:

”Alle mennesker har brug for at omvende sig til Gud, for alle mennesker er fælles om den grundindbildning, at de skylder sig selv livet.”

Eller som apostlen Paulus siger det: “Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt.  Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke.  For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.  Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.” (Rom.7,18-20)

Lidelse og død er ikke noget Gud har ønsket med ind i sit skaberværk (1.Mos.) Når den er her, skyldes den ikke Gud, men menneskets ulydighed overfor Gud. Ved hjælp af den urgamle grundfortælling om Adam og Eva, havner mennesket uden for paradisets mur, fordi mennesket svigter Guds kærlighed og tillid.  De lytter mere til sig selv end til Gud.  Det får den yderst ubehagelige konsekvens, at al skabningen, dvs. ikke kun mennesket, men hele naturen smides uden for døren, hvor lidelse, smerte, død og livets lunefuldhed har hersket lige siden.

 

Så derfor kommer døden også til at ramme os andre, hvis ikke via en flodbølge eller et jordskælv, så på anden vis, og ofte før vi regner med det.  Og det, ikke fordi Gud har ønsket det således, men fordi menneskets fortsatte oprør holder livet fangen i dødens jerngreb.  En erfaring, som også Job må bekræfte, da han som vi hørte før kan sige:

 

’Hvordan kan et menneske være retfærdigt over for Gud. Vil det føre sag mod ham, kan det ikke gendrive én ud af tusind anklager’ eller som Paulus siger det i Romerbrevet: ’Alle har vi syndet og mangler herligheden fra Gud’ (Rom.3,23)

 

Det eneste menneske der i den forstand nogensinde dør en uretfærdig død er Kristus, for han var syndfri, og derfor måtte døden atter slippe ham påskedag.

 

Men hvorfor netop det menneske rammes i netop den situation og på netop den måde og ikke f.eks. jeg, er der ingen der kan svare på. Dem der tror de kan det, skal vare sig.  Til dem siger Kristus: Pas på, du ikke kommer til at kaste med sten fra dit glashus.  For hvad gør dig i stand til at dømme andre?  Dommen tilkommer alene Gud!  Hvem er du, siden du kan sige: Det er fordi du er en større synder end mig.  Hvad med bjælken i dit eget øje?

 

Alligevel kan vi faktisk godt bruge lidelsen og døden til noget: Til at skærpe glæden og taknemmeligheden over for livets gave og livets giver.  Til at sige: Tak, kære Gud for endnu en dag, som jeg kan få lov til at bruge på at være et godt menneske overfor de mange, som p.g.a. livets lunefuldhed og usikkerhed trænger til min hjælp og omsorg.

 

Så derfor er den hjælp – stor eller lille - vi hver især kan yde, også kun af det gode.

 

Og så er der endelig en sidste og afgørende ting, som vi ikke må glemme i dag.  For samtidig med alt det vi har været inde på, så stiller Kristus os faktisk også et spørgsmål, som kun du og jeg selv kan svare på: Han spørger: Men når det nu forholder sig sådan, kære menneske, at døden kan ramme dig før du aner det, er du så forberedt på det?

 

For det betyder jo ikke kun, at vi skal huske at gribe dagen og være taknemmelige og gode ved andre, men det betyder også: Har du taget imod det Gud har rakt denne verden i Kristus?  Han du taget imod ham der til forskel fra os var i stand til at besejre død og ulykke?  Ham, der har banet en vej tilbage til Guds rige og rakt os mennesker et lys, som intet mørke, ingen ulykke, ingen lunefuldhed nogensinde vil kunne få magten over, og som gør, at jeg og du på trods af alt der kan ramme os, kan leve dette liv med glæde og uden bekymring.

 

Har du taget imod det?  Ellers skulle du sandelig tage at gøre det, inden det er for sent!

 

Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, og som er og som bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

 

Amen

 

 

© Ord på Vejen