Velkomst
ved festmessen - hovedcelebrant: biskop Czeslaw Kozon
Koncelebrerende
ærkebiskopper og biskopper:
+
Piero Biggio, apostolsk nuntius
+
Hans L. Martensen
+
Zygmunt Kaminski, Szczecin-Kamien
+
Johannes Gijsen, Reykjavik
+
Anders Arborelius, Stockholm
+
Alfons Demming, Münster
+
Norbert Werbs, Schwerin
+
William Kenney, Göteborg
Det
er mig en glæde at hilse alle velkommen til denne festmesse i
anledning af vort bispedømmes 50-års jubilæum.
50
år er ikke meget sammenlignet med de jubilæer, som oldkirkens og
middelalderens bispedømmer kan fejre, men viser dog, at der hele
historien igennem sker etablering af bispesæder for at markere
Kirkens vækst og konsolidering. Derfor er vort lille jubilæum, som
vi fejrer sammen med bispedømmerne Stockholm og Oslo, en vigtig
begivenhed for os, fordi den er en del af grundlaget for vor
virkelighed som kirke.
Vi
er samlet i taknemmelighed over mindet om det, der blev etableret for
et halvt århundrede siden og i glæde over i dag at være kirke,
samtidig med, at vi beder Gud velsigne fremtiden.
Jeg
byder alle velkommen, alle, som mange steder fra er kommet til
bispedømmets centrum, vores domkirke.
Jeg
hilser som det synlige bindeled til vor Hl. Fader vor apostolske
Nuntius, ærkebiskop Piero Biggio, repræsentanter for vore
nabobispedømmer, ærkebiskop Zygmunt Kaminski fra Szczecin i Polen.
Fra Sverige biskop Anders Arborelius, fra Island biskop Johannes
Gijsen, - og herhjemmefra min forgænger, Biskop Hans. Fra vort
sydlige naboland biskop Alfons Demming fra Münster og fra vort eneste
landfaste nabobispedømme, Hamburg, biskop Norbert Werbs fra Schwerin,
den sal. Niels Steensens sidste jordiske opholdssted. Fra vort gamle
nabobispedømme, Osnabrück, Prælat Heinrich Plock og fra
Ansgarværkerne i Münster og Osnabrück, Prof. Hugo Goeke og Fru Dorothea
Olbrich. Velkommen til redemptoristernes provincial fra
Wien, Pater Franz Kampleitner, til de nordiske oblatfædre, der med
deres provincial Pater Frank Jobst holder møde på Magleås og ikke
mindst til jer, bispedømmets egne præster og diakoner, verdens-
såvel som ordensgejstlige.
En
hjertelig velkomsthilsen til vore gæster fra andre kirker og
kirkesamfund, som har fulgt vor indbydelse og beærer os med deres
tilstedeværelse, der udtrykker, at vi alle som kristne er forenet i
den ene dåb, deler troen på den ene, treenige Gud og på Jesus
Kristus som vor frelser: Biskopperne Holger Jepsen og Henrik
Christiansen fra Den danske Folkekirke, biskop Michael Manktelow fra
Den anglikanske Kirke, pastor Sergiej Plekhov fra Den
russisk-ortodokse Kirke, domprovst Anders Gadegaard fra Københavns
Stift, præster fra folkekirkesognene i vor domkirkes nabolag,
gejstlige og lægfolk fra frikirkerne, repræsentanter fra de
økumeniske sammenhænge: Formand for Danske kirkers Samråd, Henning Bjerno,
generalsekretær Holger Lam fra Det Økumeniske Fællesråd og Poul
Verner Skærved fra Folkekirkens mellemkirkelige Råd.
Velkommen
til alle ordenssøstre og andre repræsentanter for det gudviede liv
og til alle jer, øvrige troende fra bispedømmets menigheder i
hovedstad og provins. Velkommen til alle øvrige gæster.
Selv
om 50 år ikke er ret meget i Kirkens historie, er der alligevel sket
meget siden 1953. De forandringer, der har fundet sted, er så meget
desto mere nærværende, fordi mange så at sige er vokset op sammen
med bispedømmet, og derfor ofte har oplevet forandringerne som en del
af deres egen kirkelige erfaring. Forandringerne er foregået i Kirken
selv, i samfundet og i menneskers tænkemåde.
Vi
er om end beskedent, vokset i tal og samtidig blevet etnisk mere
sammensatte. Det er ofte nød og forfølgelse, der har ført nye
mennesker til vort land, og vi ikke skal bagatellisere de trængsler,
som mange af vore trosfæller har været igennem, føler vi alligevel
deres offer som en stor berigelse for vor kirke, fordi vi har skullet
vise vor åndelige gæstfrihed og samtidig yderligere har fået
understreget, at vi er en verdenskirke og fået tilført ny vitalitet.
Inden
for det spand af år, som markerer vort jubilæum, har andet
vatikankoncil fundet sted. Koncilets reformer har medført
forandringer i Kirkens forståelse af sin plads i verden, i forhold
til andre konfessioner, i dens gudstjenesteform og i den øgede
understregning af fællesskabstanken. Etableringen af pastoral- og
menighedsråd som udtryk for lægfolkets øgede medansvar er konkrete
tegn herpå.
Et
andet felt, som markeres af en del af vore gæster, er de ændrede
relationer mellem de kristne konfessioner, et område med mange
tilnærmelser kirker og kirkesamfund imellem. Jeres tilstedeværelse,
kære medkristne, markerer et fremskridt i den økumeniske dialog, som
vi ikke kan forestille os at være foruden, samtidig med, at vi
ærligt erkender, at vigtige spørgsmål fortsat venter på uddybelse
og løsning, men det opnåede fællesskab i bøn og iver for Kristi
sag udgør allerede et vigtigt virkefelt for Guds Ånd.
Mange
af de frugter, som det dengang nye bispedømme tog med sig fra det
apostolske vikariatets opblomstringstid, findes ikke mere. Vi tænker
her på de katolske hospitaler, på de mange søstre, som arbejdede
her og i vore katolske skoler. Det samlede antal af præster er dalet.
Alligevel ser vi andre tegn på vækst: nye ordener er kommet til, og
selv om dette ikke formår at bevare tidligere tiders store antal
ordensfolk, er bredden i ordenslivets rigdom blevet øget med nye
ordener og dermed nye apostolater og kontemplativ levevis. Nye
bevægelser, om end beskedne i medlemstal, lader os erfare nye former
for kirkeligt engagement, og selv om vi altid kan ønske os flere
præstekald, kan vi også glæde os over, at nogen hele tiden er under
uddannelse, ligesom vi er taknemmelige over, fortsat at få præster
fra udlandet.
Den
største forandring, men også den vanskeligste at definere, endsige
at beherske, er menneskers syn på tro, kirke, autoritet og værdier.
Samtidig med, at vi mærker, at Kirken kun er én af mange stemmer,
mennesker har at lytte til, registrerer vi også megen søgen, som det
er vor opgave at prøve på at møde med et autentisk kristent
vidnesbyrd og åndeligt funderede svar.
Det
vil føre for vidt at nævne alle de begivenheder, der har fundet sted
inden for de sidste 50 år, men vi kan ikke forbigå saligkåringen af
Niels Steensen i 1988 og pave Johannes Paul II´s besøg året efter,
begivenheder, der mobiliserede mange kræfter og for en tid satte
fokus på vor kirke.
"I
er Guds bygning", siger apostlen Paulus om menigheden i Korinth
(1.Kor. 3,9). Vi, der er samlet her, den Kirke, vi fejrer, er Guds
bygning i Danmark. Stærkere hører vi det udtrykt i dagens
evangelium, hvor Kristus understreger nødvendigheden af, at vi
"bliver i Ham." Kristus har sat os til at udbrede sit rige,
til at bære frugt. "Hver gren, der bærer frugt," renser
den himmelske vingårdsmand, for at den kan bære mere frugt. Også
som Guds kirke har vi behov for renselse og lutring, fordi vor svaghed
nogle gange tilslører Guds og hans værk. Lad os derfor forny vort
tilhørsforhold til Kristus, lade os rense og forny, så vi hjulpet af
Guds tilgivelse og hans styrkelse af vort gode forsæt kan fejre denne
messe og vandre videre fremad som Guds folk.
PRÆDIKEN
VED JUBILÆUMSMESSEN
