BISPEDØMMETS 50-ÅRS JUBILÆUM

   

Tirsdag, den 29. april 2003

   

Velkomst ved festmessen - hovedcelebrant: biskop Czeslaw Kozon

   

Koncelebrerende ærkebiskopper og biskopper:

   

+ Piero Biggio, apostolsk nuntius

+ Hans L. Martensen

+ Zygmunt Kaminski, Szczecin-Kamien

+ Johannes Gijsen, Reykjavik

+ Anders Arborelius, Stockholm

+ Alfons Demming, Münster

+ Norbert Werbs, Schwerin

+ William Kenney, Göteborg

   

Det er mig en glæde at hilse alle velkommen til denne festmesse i anledning af vort bispedømmes 50-års jubilæum.

   

50 år er ikke meget sammenlignet med de jubilæer, som oldkirkens og middelalderens bispedømmer kan fejre, men viser dog, at der hele historien igennem sker etablering af bispesæder for at markere Kirkens vækst og konsolidering. Derfor er vort lille jubilæum, som vi fejrer sammen med bispedømmerne Stockholm og Oslo, en vigtig begivenhed for os, fordi den er en del af grundlaget for vor virkelighed som kirke.

   

Vi er samlet i taknemmelighed over mindet om det, der blev etableret for et halvt århundrede siden og i glæde over i dag at være kirke, samtidig med, at vi beder Gud velsigne fremtiden.

   

Jeg byder alle velkommen, alle, som mange steder fra er kommet til bispedømmets centrum, vores domkirke.

   

Jeg hilser som det synlige bindeled til vor Hl. Fader vor apostolske Nuntius, ærkebiskop Piero Biggio, repræsentanter for vore nabobispedømmer, ærkebiskop Zygmunt Kaminski fra Szczecin i Polen. Fra Sverige biskop Anders Arborelius, fra Island biskop Johannes Gijsen, - og herhjemmefra min forgænger, Biskop Hans. Fra vort sydlige naboland biskop Alfons Demming fra Münster og fra vort eneste landfaste nabobispedømme, Hamburg, biskop Norbert Werbs fra Schwerin, den sal. Niels Steensens sidste jordiske opholdssted. Fra vort gamle nabobispedømme, Osnabrück, Prælat Heinrich Plock og fra Ansgarværkerne i Münster og Osnabrück, Prof. Hugo Goeke og Fru Dorothea Olbrich. Velkommen til redemptoristernes provincial fra Wien, Pater Franz Kampleitner, til de nordiske oblatfædre, der med deres provincial Pater Frank Jobst holder møde på Magleås og ikke mindst til jer, bispedømmets egne præster og diakoner, verdens- såvel som ordensgejstlige.

   

En hjertelig velkomsthilsen til vore gæster fra andre kirker og kirkesamfund, som har fulgt vor indbydelse og beærer os med deres tilstedeværelse, der udtrykker, at vi alle som kristne er forenet i den ene dåb, deler troen på den ene, treenige Gud og på Jesus Kristus som vor frelser: Biskopperne Holger Jepsen og Henrik Christiansen fra Den danske Folkekirke, biskop Michael Manktelow fra Den anglikanske Kirke, pastor Sergiej Plekhov fra Den russisk-ortodokse Kirke, domprovst Anders Gadegaard fra Københavns Stift, præster fra folkekirkesognene i vor domkirkes nabolag, gejstlige og lægfolk fra frikirkerne, repræsentanter fra de økumeniske sammenhænge: Formand for Danske kirkers Samråd, Henning Bjerno, generalsekretær Holger Lam fra Det Økumeniske Fællesråd og Poul Verner Skærved fra Folkekirkens mellemkirkelige Råd.

   

Velkommen til alle ordenssøstre og andre repræsentanter for det gudviede liv og til alle jer, øvrige troende fra bispedømmets menigheder i hovedstad og provins. Velkommen til alle øvrige gæster.

   

Selv om 50 år ikke er ret meget i Kirkens historie, er der alligevel sket meget siden 1953. De forandringer, der har fundet sted, er så meget desto mere nærværende, fordi mange så at sige er vokset op sammen med bispedømmet, og derfor ofte har oplevet forandringerne som en del af deres egen kirkelige erfaring. Forandringerne er foregået i Kirken selv, i samfundet og i menneskers tænkemåde.

   

Vi er om end beskedent, vokset i tal og samtidig blevet etnisk mere sammensatte. Det er ofte nød og forfølgelse, der har ført nye mennesker til vort land, og vi ikke skal bagatellisere de trængsler, som mange af vore trosfæller har været igennem, føler vi alligevel deres offer som en stor berigelse for vor kirke, fordi vi har skullet vise vor åndelige gæstfrihed og samtidig yderligere har fået understreget, at vi er en verdenskirke og fået tilført ny vitalitet.

   

Inden for det spand af år, som markerer vort jubilæum, har andet vatikankoncil fundet sted. Koncilets reformer har medført forandringer i Kirkens forståelse af sin plads i verden, i forhold til andre konfessioner, i dens gudstjenesteform og i den øgede understregning af fællesskabstanken. Etableringen af pastoral- og menighedsråd som udtryk for lægfolkets øgede medansvar er konkrete tegn herpå.

   

Et andet felt, som markeres af en del af vore gæster, er de ændrede relationer mellem de kristne konfessioner, et område med mange tilnærmelser kirker og kirkesamfund imellem. Jeres tilstedeværelse, kære medkristne, markerer et fremskridt i den økumeniske dialog, som vi ikke kan forestille os at være foruden, samtidig med, at vi ærligt erkender, at vigtige spørgsmål fortsat venter på uddybelse og løsning, men det opnåede fællesskab i bøn og iver for Kristi sag udgør allerede et vigtigt virkefelt for Guds Ånd.

   

Mange af de frugter, som det dengang nye bispedømme tog med sig fra det apostolske vikariatets opblomstringstid, findes ikke mere. Vi tænker her på de katolske hospitaler, på de mange søstre, som arbejdede her og i vore katolske skoler. Det samlede antal af præster er dalet. Alligevel ser vi andre tegn på vækst: nye ordener er kommet til, og selv om dette ikke formår at bevare tidligere tiders store antal ordensfolk, er bredden i ordenslivets rigdom blevet øget med nye ordener og dermed nye apostolater og kontemplativ levevis. Nye bevægelser, om end beskedne i medlemstal, lader os erfare nye former for kirkeligt engagement, og selv om vi altid kan ønske os flere præstekald, kan vi også glæde os over, at nogen hele tiden er under uddannelse, ligesom vi er taknemmelige over, fortsat at få præster fra udlandet.

   

Den største forandring, men også den vanskeligste at definere, endsige at beherske, er menneskers syn på tro, kirke, autoritet og værdier. Samtidig med, at vi mærker, at Kirken kun er én af mange stemmer, mennesker har at lytte til, registrerer vi også megen søgen, som det er vor opgave at prøve på at møde med et autentisk kristent vidnesbyrd og åndeligt funderede svar.

   

Det vil føre for vidt at nævne alle de begivenheder, der har fundet sted inden for de sidste 50 år, men vi kan ikke forbigå saligkåringen af Niels Steensen i 1988 og pave Johannes Paul II´s besøg året efter, begivenheder, der mobiliserede mange kræfter og for en tid satte fokus på vor kirke.

   

"I er Guds bygning", siger apostlen Paulus om menigheden i Korinth (1.Kor. 3,9). Vi, der er samlet her, den Kirke, vi fejrer, er Guds bygning i Danmark. Stærkere hører vi det udtrykt i dagens evangelium, hvor Kristus understreger nødvendigheden af, at vi "bliver i Ham." Kristus har sat os til at udbrede sit rige, til at bære frugt. "Hver gren, der bærer frugt," renser den himmelske vingårdsmand, for at den kan bære mere frugt. Også som Guds kirke har vi behov for renselse og lutring, fordi vor svaghed nogle gange tilslører Guds og hans værk. Lad os derfor forny vort tilhørsforhold til Kristus, lade os rense og forny, så vi hjulpet af Guds tilgivelse og hans styrkelse af vort gode forsæt kan fejre denne messe og vandre videre fremad som Guds folk.

   

PRÆDIKEN VED JUBILÆUMSMESSEN

   

© Ord på Vejen