Noget om Benediktinerinderne af den Hellige Lioba

     

af sr. Hildegard Madsen O.S.B.

     

Ja, vi må indrømme, at det tager tid at få dette navn over læberne!  I daglig tale er det derfor også gennem alle årene blevet afkortet til "Liobasøstrene".  Men hvorfor denne sammen- sætning, i det hele taget?

     

Fordi Benedikt af Nurcia (o.480-547) står for det åndelige fundament, som er vores, mens den hellige Lioba (+28.09.782) står for vores egenart som benediktinske søstre.

     

Hermed skal ikke være sagt, at vores klosterliv på Jens Jessensvej 7, Frederiksberg eller andre steder i verden betragtes som en efterligning af, hvordan livet levedes i de klostre, den hellige Lioba havde ansvar for!  Der må siges at være den historiske situation til forskel fra Lioba's 8. til vores 20. århundrede!

     

Ikke desto mindre tændte hendes historie sjælene i brand hos en lille gruppe unge piger i Tyskland i 1920'ernes begyndelse.  Det var stadig efterkrigstid, det daglige liv var præget af kaos og sammenbrud i alle retninger, ikke mindst på det åndelige plan.

     

Heroverfor drømte denne lille gruppe pionerer om benediktinsk klosterliv i tættere kontakt med omverdenen, end det havde været muligt for benediktinerinder i århundreder.  Det er ikke udtrykkeligt bemærket nogen steder, men der er grund til at tro, at det var historikeren blandt dem, dr. phil. Liselotte Wulff, senere kendt som den utroligt dynamiske og initiativ- rige søster Hildegardis,  der i kraft af sine studier var bekendt med disse forhold og vidste, hvad der var at vide om den hellige Lioba og dennes banebrydende virke for missionen i Tyskland.  En indsats, der, som søster Hildegardis udtrykkeligt har nedfældet i sine papirer, også var medbetinget af, at Lioba's tid endnu ikke kendte til senere århundreders ubønhørligt strenge klausurering af kvindeklostre.

    

"Aldrig slippe kærligheden"

Om Lioba's indsats i missionen vides, at den har været betragtelig.  Men det er ikke kun på grund af sine "resultater" at hun helt op til vor tid har båret tilnavnet "Tysklands Mor".  Det var først og fremmest på grund af hendes utrættelige kærlighed.  Overleverede småtræk, som varmer sjælen langt mere, end kendskabet til de store ting, hun havde at gøre med, viser os omridset af et elskende menneske.  Nok besad hun den store angelsachsiske klostertraditions høje kultur og omfattende lærdom samt et klart, engageret blik på samtiden, men hun huskes først og fremmest som et menneske, der levede gennem hjertet.  Lioba's daglige anliggende var, hvad der til enhver tid indfandt sig på klosterets dørtrin samtidig med, at horisonten var Kirken og dens aktuelle anliggende på dette sted: troens udbredelse også i humaniseringen af sind og samfund hos det fremmede folk, hun var blevet sat ned i.  Her er det stedet at indskyde, at Lioba som ung nonne var blevet kaldt ud af den trygge tilværelse i det store kloster Wimburn, egentlig Winbrunno, "Vinens  Kilde" i det sydlige England til det "vilde" Germanien på foranledning af den store missionsbiskop Bonifacius.  Han var Lioba's morbror, også benediktiner fra samme store klostertradition.  Med vores sprogbrug af i dag: Lioba blev "headhuntet" af sin onkel.  På åbent skib gik færden over Nordsøens krappe bølger.  Bagude lå det hjemlige i afskeden for livet, forude det store ubekendte, hvorom man kun vidste, at det var anderledes.

     

At tage et sådant skridt med en sådan konsekvens hed i den tids sprogbrug "pilgrimsfærd for Kristi skyld".  Og pilgrimsfærden var livsvarig.  Det siger meget om Lioba og er af blivende inspiration for os i hverdagens jævne trav at hendes motto lød: "Aldrig slippe kærligheden" "Caritatem non derelinquere" som det stod skrevet på pergament og i hendes hjerte.  Til fuld forståelse af dette ord for livet er nyttigt at vide, at latin har flere ord for vores ene "kærlighed".  "Caritas" står for det aspekt af kærligheden, der fastholder blikket på den andens værd - heraf vores "kære" - og derfor er parat til at yde indsats for den andens vel - jfr. "Caritas Danmark".  "Caritas" giver første prioritet til den andens vel, også når det koster.  "Caritas" kan være forbundet med stærke følelser, men hvis man er udkørt og absolut tømt for enhver følelse (udover trætheden), er "Caritas" stadig aktiv, fordi den bor i viljen.  Viljen til den andens vel.  Den ophører først, hvis man - netop vælger at slippe den.  Dette var, hvad Lioba ikke ville.  Lige så lidt som Mother Teresa af Calcutta.  Og Lioba havde mere mellem hænderne end de fleste og må tit har været dødsens træt. -

     

Et grundtræk i benediktinsk spiritualitet

Den hellige Lioba's motto fører os til Sankt Benedikt, hvad der ikke kan undre, benediktiner- nonne, som hun jo var.  Ordet stammer fra Munkeregelens 4. Kapitel, der rummer hele 74 anvisninger til fremme af kristen livspraksis!  Men Benedikt har været inde på "caritas" i adskillige andre sammenhænge, som det vil føre for vidt at komme ind på her.  Hvad vi derimod skal bemærke i vores sammenhæng er Benedikts udtalte forvisning om, at den, der vedvarende udøver "caritas", altså ikke "slipper den", skal komme til at opleve "amor" netop i forbindelse med "caritas", skal komme til at kende til hjertets jublende lykke og sindets frigjorthed herigennem. - Forbundet hermed er endnu et tredje aspekt af kærligheden hos Benedikt: "Dilectio", eller "dilectatio": den taknemmelige påskønnende kærlighed til det gode, der er faldet i éns lod - for eksempel dette ubeskrivelige gode at erfare Guds kaldende stemme. Ja, rent faktisk læser vi "Hvad er mere sødmefuldt, "dulcius" for os, mine så kære brødre, end denne Guds stemme der kalder os?  Se, i sin godhed viser Herren os livets vej!" (Fortalen).  Hvad Benedikt satser på, er kærlighedens førende kraft.  Ikke som teori, men som praksis er kærligheden i disse tre facetters enhed hvad der samler det uregerlige sind, der tit begærer - det véd ikke hvad, men piskes frem af rastløs utilfredshed og vil prøve nyt i én uendelighed - nye muligheder, nye mennesker, nye ting og sager, ny livspartner.  Heroverfor står Benedikt og Lioba ligeså aktuelle i dag som dengang og indbyder os til at leve gennem hjertet.  Hverken for Benedikt eller Lioba er "de andre" "støjsendere", der hindrer os i at nå foreningen med Gud.  Udtrykkeligt hedder det herom hos Benedikt, at hvad det her gælder om er, at "hjertet", "det indre menneske", vor "personsmidte" udvides.

     

Dette sker ikke ved transcendental meditation eller ved anvendt psykologi, eller gennem streng verdensflyende askese, men derved, at man beflitter sig på at gå livsvejen med Kristus, som selv er "Vejen, Sandheden og Livet" midt i sit livs, i dette tilfælde: midt i klosterets jævne hverdag i lovprisning, bøn og tjeneste.  Dette er ikke kun for klosterfolk, selv om Benedikt nok anser klosteret for at være en særlig fremragende "skole" til at lære dette.

     

Men Benedikt foregøgler heller ikke kloster-nybegynderen noget: det kan ikke være anderledes, end at vejen må forekomme trang og stejl i begyndelsen.  Men "holder du ud", vil hjertet udvide sig, og du vil ile frem ad Guds buds vej i en uudsigelig kærligheds sødme". (jfr. Fortalen,49)

     

Det tør siges, at her er vi ved kernen i benediktinsk spiritualitet.  Man tør endda vove at sige: ved benediktinsk mystik.  Tættere kommer vi i hvert fald ikke på antydninger af mystisk erfaring i Munkereglen. -

     

Det ligger tæt forbundet med et andet ord, en anvisning til munkene ved Reglens slutning: "Slet ingenting må de sætte højere end (eller foretrække fremfor) Kristus, der vil føre os alle til det evige liv". (Kap.72.11)

     

Den hellige Lioba står som en lysende eksponent for, hvad det her skitserede betyder i dagens og vejens konkrete sammenhæng.  Pionérgruppen i Freiburg tog ikke fejl, da den valgte netop hende som udtryk for, hvad de sigtede mod som benediktinske søstre i det turbulente 20. århundrede, som i den henseende ikke er grundforskelligt fra Lioba's tid.

     

Benediktinerinderne af den hellige Lioba
Sankt Lioba Kloster
Jens Jessensvej 7
2000 Frederiksberg
Tlf. 38 71 48 72

 

© Ord på Vejen