MIN VEJ TIL GUD

     

 

 

Marit fra Helsingør

Min vej til den katolske kirke

Mit liv har ikke været præget af de store omvæltninger på det ydre plan. Jeg har haft samme arbejdsplads, bopæl og mand de sidste 20 år. Stemt på samme parti og haft de samme venner - stort set - hele livet. Hvis nogen havde sagt til mig for 10 år siden, at jeg i dag ville være medlem af den katolske kirke, ville jeg ha haft svært ved at tro det. Dertil var min forankring i folkekirken for solid og den katolske kirke - i al fald udefra set - for fremmedartet og bombastisk i mange af dens holdninger. Alligevel bragte en voksende åndelig længsel de følgende år mig ofte ind på katolsk grund. Bøger blev bestilt fra Karmel. Forbønsemner sendt afsted til samme adresse. 
Men havde det stået til mig selv, var jeg aldrig for alvor kommet over tærsklen til den katolske kirke. Men det gjorde det heldigvis ikke. Gud greb ind i mit liv på forunderlig vis. Samlede mig - næsten bogstaveligt - op fra gulvbrædderne - i lettere miserabel tilstand - efter en delvis selvforskyldt ubehagelig oplevelse i min daværende sognekirke.
Gud mødte jeg først og fremmest i Sankt Josef søstrenes skikkelse, i den katolske messe og i mine bønner på retrætestedet Stella Matutina i Kokkedal. Et sted jeg havde lært at kende blot et halvt år forinden mit folkekirkelige "tæppe" blev revet væk under mig. Hvor viseligt tilrettelagt, tænker jeg ofte på. Det blev så også et personligt bevis på, hvor handlekraftig Gud pludselig kan blive midt i ens lille hverdagsliv. At Han virkelig har magt til at forvandle det onde, så det kommer til at tjene det godes sag. Ja - så resultatet bliver bedre end hvis det slet ikke var sket. Hvis Han får frie hænder til det vel at mærke. Og det gjorde Han i mit liv ved den lejlighed.
Det var en sand befrielse ikke at skulle tænke sig frem til ,om det nu var den rigtige beslutning at konvertere, men trygt overlade det i Guds hænder. Han traf valget for mig. Sådan oplevede jeg det.
At jeg i dag er optaget og endda føler mig hjemme i den katolske kirke betyder ikke, at jeg pludselig forstår alt. Men at jeg accepterer den trosramme som kirken giver mig.
Jeg er dybt taknemlig for den åndelighed og visdom, som den katolske kirke rækker os - f. eks gennem Karmel og Sankt Josef søstrene for nu at nævne nogle af dem, jeg kender bedst. Og for Sakramenterne - naturligvis. Jeg er taknemlig for vores gode menighed, præster og messer her i Vincent kirke. Det er et dejligt, varmt og rummeligt sted at høre til. Også en glæde selv at kunne bidrage til fællesskabet.
Allermest taknemlig er jeg for at vi sammen har Kristus som hyrde. For den indre sammenhængskraft og glæde det giver. Mit hjerte banker også for kirkens enhed - og altså det økumeniske samarbejde, da jeg tror Helligånden virker og bevæger sig frit i de kirkelige strukturer. Men personligt har det – som sagt - givet mig dyb mening at blive katolik. Troen er jo en vandring med Gud og den vandring har jeg først for alvor fået støtte til her. Mariteistrup@gmail.com

 

Anette, Østerbro

 

Jeg har altid troet på Gud, til trods for at jeg er opvokset hos min far der var ateist. Jeg har været et meget personaliseret forhold til Gud med meget lidt bibel kendskab. I 2007 mistede jeg mit første og eneste barn, min lille datter kom død til verden da jeg var 7 måneder henne. Et par måneder efter fødslen meldte jeg mig til et kursus i meditation. Den første lektion afsluttes med at underviseren stillede spørgsmålet, gå ind i dit hjerte og spørg hvad du har brug for. Her så jeg jomfru Maria. Hun sagde til mig at hun selv var mor og at også hun havde prøvet at miste sit barn. Hun sagde hun ville gå vejen sammen med mig, og at jeg kunne tale med hende om min sorg og min smerte. Et par måneder efter dette møde med Maria begynder jeg at arbejde på et hospice. Her lagde jeg mærke til at der på et af skabene til omklædning hang et billede af jomfru Maria. Jeg kontaktede den pågældende kollega der havde skabet, og fortalte hende om mit møde med Maria. Jeg fortalte også min kollega at Maria havde anbefalet mig at læse Lukas evangeliet, men at jeg havde svært ved at komme igang med bibel læsning. Kollegaen anbefalede mig et ophold hos Sankt Joseph søstrene i Kokkedal, her var jeg meget velkommen, selvom jeg er protestant. Kollegaen forærede mig inden jeg tog afsted til sankt joseph søstrene en bibel. Hos Sankt Joseph søstrene fortalte jeg Sr. Susanne at jeg havde mødt Maria efter at have mistet mit barn i slutningen af graviditeten, jeg fortalte hende, jeg gerne vil vide mere om Maria og lærer hende bedre at kende. Sr. Susanne foreslog jeg skulle starte med at læse i lukasevangeliet i bibelen. Jeg er meget taknemlig for at have fået muligheden for gentagne gange at få åndelig vejledning hos Sankt Joseph søstrene.
Gode hilsner fra Anette, Østerbro, København.

 

     

     

     

     

© Ord på Vejen