”ENHVER TID ER TID TIL OMVENDELSE OG FORNYELSE, NOGLE GANGE TYDELIGERE END ANDRE”

      

Biskop Czeslaw Kozons prædiken i Sct. Ansgars domkirke, tirsdag den 30. marts 2010, ved messen med indvielsen af olierne.

     

    

Kære medbrødre i præstedømmet og diakontjenesten, kære seminarister, kære firmander, kære ordenssøstre, kære øvrige troende.

 

Igen er vi samlet til, hvad vi efterhånden kan tillade os at kalde én af bispedømmets ”familiefester.”  Ikke bare samler dagens messe med indvielsen af olierne rigtig mange mennesker; men netop gennem indvielsen af olierne rækker det, der sker i denne messe, ud til dér, hvor Kirken virker i løbet af året.  Det sker ved meddelelsen af de sakramenter, der etablerer et særligt forhold til Kristus, nemlig dåben, firmelsen, præstevielsen samt de syges salvelse, der minder de lidende om hans omsorg, alle sakramenter, hvor olien er et vigtigt element.

 

Endvidere fejrer vi i dag særligt præsternes dag.  Selv om vi foretager indvielsen af olierne i begyndelsen af den stille uge, er dagens messe en del af skærtorsdagens liturgiske program, dagen da Kristus ved den sidste nadver indstiftede præstedømmet.  Hvert år fejrer vi messen med oliernes indvielse og præsteløfternes fornyelse, men i år får denne messe en særlig accent, fordi den er med til at fremhæve ”præsternes år,” som vi endnu befinder os i. Med sin særlige fylde af symboler og ceremonier, der har forbindelse til præstedømmet, er messen i dag en god anledning til at takke for præstedømmet og foretage betragtninger over dets væsen og virke.

 

Vi har prøvet på at tage præsteårets anliggende til os.  Selv om vore hjemlige markeringer måske har været beskedne, har de dog været meningsfyldte, og jeg er overbevist om, at mange har brugt året som en anledning til forstærket bøn for præsterne og for nye kald.  Vi præster har i løbet af året selv skullet bruge tiden til at tænke over vort kald og vor gerning og ikke mindst på, hvordan vi kan vokse i hellighed og blive ivrigere og mere hengivne i vor tjeneste.

 

Præsteåret slutter snart; men dets tema er fortsat aktuelt.  Alt det, præsteåret har villet fokusere på, skal for os præster være en del af vor dagligdag, noget der skal vare hele vort liv.  Dag for dag skal vi vokse mere ind i livet med Kristus, prøve på at komme til at ligne ham mere og mere.  Derfor er hvert år hele vort liv et ”præstens år,” hvor alle emner hele tiden er aktuelle: Ambitionen om et nært og inderligt forhold til Kristus, den personlige helliggørelse, fordybelsen i bøn, trofastheden i fejringen af Eukaristien, jævnlig modtagelse af bodens sakramente, tilegnelse af en beskeden livsstil med et afslappet forhold til materielle goder, undgåelse af hvad, der kan true den cølibatære livsform.  Alt dette skal ruste os til det, vi er her for, nemlig at være mest muligt til rådighed for menneskene for at forkynde evangeliet for dem og give dem sakramenterne.

 

Midt i betragtningen af alle disse positive ting, som vi – også inspireret af præsteåret – skal prøve på at lægge os efter, kommer så det, vi mindst af alt havde ønsket os: Den massive konfrontation med nogle medbrødres svigt i form af seksuelle misbrug.  Havde vi anet, hvad der skulle komme, ville vi sikkert have ønsket præsteåret udsat til roligere tider.  På den anden side kan alt det, der nu skyller ind over os også være en anledning til yderligere besindelse og til her på det sidste at gøre noget ekstra ud af præsternes år.  Ikke fordi seksuelle misbrug er det største problem i Kirkens og præsternes dagligdag.  De traditionelle pastorale udfordringer med formidling af bevidstgørelse af troen og at finde de nødvendige ressourcer til vore opgaver er, hvad der overordnet optager os og fylder vort liv.

 

Men selv om seksuelle misbrug kun implicerer en ringe procentdel af det samlede præsteskab, optager og berører det os alle – både os præster og de øvrige troende – fordi enkelte medbrødres fejltrin kaster lange skygger af mistænkeliggørelse og mistro ind over alle andre præsters moral.  Dertil kommer de mange irrelevante konklusioner, der drages ved for eksempel, at sætte spørgsmålstegn ved cølibatets berettigelse, ja ved hele den katolske lære om familieliv og seksualitet og dens autoritet i det hele taget.

 

Selv om de seksuelle misbrug kun er foretaget af et mindretal af præster, kan deres svigt og den situation, de har skabt, være en god anledning til – på ny – at gøre sig tanker om præstedømmets hellighed.  Det kræver umiddelbart et godt tilløb at tale om præstedømmets hellighed i lyset af så graverende eksempler på det modsatte.  Men midt i al sorgen over, hvad der er overgået ofrene, og harmen over, at nogen har kunnet gøre sig skyldige i sådanne ugerninger, midt i den generaliserende kritik af Kirken, anes der også – artikuleret eller uudtalt – en skuffelse over at noget helligt og tillidsvækkende i enkelte tilfælde ikke har svaret til forventningerne.

 

Denne konstatering kan midt i al smerten være en inspiration, fordi den er et tegn på, at mennesker – også selv om de måske står langt uden for Kirken – har en opfattelse af og forventning om, at en præst står for noget særligt, som også skal komme til udtryk i hans livsform og handlinger, og at han derfor ikke må skuffe.  Ud fra den smerte, vi oplever i øjeblikket, kan vi præster på ny selv lære at værdsætte præstedømmet og hæge om det.  Værdsætte det ved dagligt at takke for det og i alle henseender leve os dybere ind i det, og hæge om det ved virkeligt at bestræbe os på at holde alt det borte fra vort liv, som kan bringe vor tjeneste i miskredit og svække vor iver.  Det kan gøre os lidt ængstelige for præstedømmet, fordi vi synes, at der på denne måde stilles andre krav om fuldkommenhed til os end til andre kristne, selv om budene er de samme og gælder alle.  Vi må konstatere, at hvis en præst gør noget dårligt, opfattes det som værre, end hvis andre gør det samme.

 

Alt dette kan virke skræmmende og gøre os modløse; men vi kan sagtens få noget godt ud af det, men naturligvis ikke uden omvendelse og ny besindelse.  Vi oplever jævnligt, at Gud kan vende noget ondt til godt, og at en krise er en ny mulighed.  Konfronteret med misbrugene og et udstrakt tab af troværdighed kan det dog umiddelbart falde os ekstra svært at se, hvordan den aktuelle situation kan vendes til noget bedre.  Hvis vi skulle begynde ved punkt 0, ville det også være umuligt; men det skal vi heller ikke.  Det, vi skal se på, er hvad vi allerede har: Gud selv og hele hans åbenbaring, Kirken og alt, hvad den forkynder, præstedømmet og vor delagtighed i det. Intet af dette har spillet fallit, men skal blot leves på en ny måde, i den ånd, vi har fået det overdraget og lov til at være med i det.

 

I de sidste årtier har meget ændret sig i synet på præstedømmet og i præsternes egen selvforståelse.  Også uden den nuværende krise, har de sidste årtier været turbulente for præstedømmet.  Der er sket ændringer i vor status; fordi vi er blevet færre, er der mere arbejde; den sammenhæng, vi skal forkynde ind i er blevet mere kompliceret, ofte uinteresseret og tilsyneladende uden behov for det, vi har at give. Yderligere gør menneskenes åndelige nød og sociale nederlag det vanskeligere at finde en ensartet og konsekvent metode at arbejde efter, og ikke mindst føler vi os ofte alene med vore problemer.

 

Status og privilegier, ja mange steder en vis urørlighed, kunne tidligere råde bod på de problemer og afsavn, der altid i én eller anden form har været i præstens liv.  Det er dog ikke status og særbehandling, der skal genskabe og redde vor begejstring.  Hvad er det så?  Det enkle, nogle vil sige, stereotypt klingende svar er, at vi er Kristi præster og virker i hans sted.  Mange føler sig i dag utilpasse ved tidligere tiders glorificering af præstestanden, ved fremhævelsen af den som noget særligt.  Vi glæder os nu også over et mere jævnbyrdigt forhold og samarbejde mellem præster og lægfolk.  Vi er taknemmelige for lægfolks indsats og engagement, der ikke bare er en praktisk hjælp, men et udtryk for, at også det almindelige præstedømme er ved at slå igennem, så alle døbte og firmede kan tage deres ansvar og bruge deres talenter.

 

Alligevel skal vi prøve på at komme tilbage til opfattelsen af, at præstedømmet er noget særligt.  Det er det, der kan redde os, vel at mærke ikke den ydre status og de sociale privilegier, men dette, at vi på en særlig måde er Kristi venner og medarbejdere.  Vi skal på ny kunne undres over, hvad det betyder, at være nyeste led i den kæde, der gennem håndspålæggelsen går tilbage til Kristus selv.  Vi skal kunne gribes af ærefrygt, når vi står med Kristi legeme i vore hænder efter at have udtalt hans egne ord over brødet, vi skal kunne glæde os over at formidle Kristi barmhjertighed til nedbrudte mennesker.  Det at være præst er at være med i noget stort: Være tæt på Kristus, være med i en stor, traditionsrig og mangfoldig Kirke, at kunne føle sig hjemme og nyttig overalt og forkynde et godt budskab, som mange mennesker, også midt i en kritisk verden længes efter.  Alt dette er sunde, varige og inkluderende privilegier og en autentisk form for status.

 

Trods alt dette kan vi alligevel godt blive bange for vort præstedømme.  I anfægtelser kan vi spørge, om vi har valgt rigtigt.  Når arbejdsbyrden bliver for stor, tænker vi, om det er det værd.  Selv om vi ikke selv gør os skyldige i de store svigt og kaster skam over præstedømmet, forskrækkes vi nogle gange over hvor lidt, der skal til for at komme i uføre og miste respekt, medmindre egen forhærdelse eller andres misforståede overbærenhed har gjort os immune for selvkritik og formaninger.  Når man nu skal indgyde folk mod, er det så meningsfyldt at tage udgangspunkt i frygt?  Gør det ikke bare det hele mere håbløst og helt irrelevant overhovedet at indlade sig på noget sådant som præste-gerningen?  Naturligvis ikke, fordi der er en sund form for frygt, som efterfølgende indgyder mod.  I den gamle pagt var det en frygtelig ting at se Gud eller mærke de stærke tegn på hans nærvær, men samtidig var det for israelitterne en forsikring om, at de var hans folk.  Efter den store fiskefangst, siger Peter til Jesus: ”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.” (Luk 5,8b)  Hvis Jesus havde taget Peter på ordet, havde hans liv taget et helt andet forløb, men i stedet gjorde Jesus ham til menneskefisker (jf. Luk 5,10b).  Da Peter af Kristus blev spurgt, om han elskede ham, har han sikkert også været bange.  Bange for ikke at kunne leve op til den tillid, der blev vist ham ved, at han fik overdraget hyrdeembedet (jf. Joh 21,15-18a).  Også Paulus følte sig lille i sin apostelgerning, hvilket dog ikke afholdt ham fra at forkynde stærkt og ivrigt.

 

Selv om vi ved Kristi kærlighed til os skulle overvinde frygten for vor egen utilstrækkelighed og komme til at hvile trygt i vort fællesskab med Kristus, så kan vi – ikke mindst i den nuværende situation – have store hæmninger ved at skulle fortælle andre, hvad der er sandt og moralsk rigtigt.  Også her er Kristus vort forbillede.  Han optræder ydmygt og tjenende, men udstråler alligevel autoritet og myndighed, lader ingen i tvivl om, hvem han er, om hvad der er sandhed, eller hvad der er rigtigt og forkert.  Det er i kraft af sin guddommelighed, at Kristus kan proklamere, hvad der er sandhed, og hvordan vi mennesker skal leve vort liv.

 

Vi præster er ikke guddommelige i ordets strengeste forstand; men vi har trods vor svaghed fået del i Kristi sendelse.  Så meget har han satset på os og ønsket, at hans ord og sakramenter skal ud, at det nogle gange kommer til at ske via urene læber og med urene hænder.  Denne garanti for at sakramenterne virker, hvis vi gør, hvad Kirken ønsker, der skal gøres, må ikke blive en sovepude.  Tværtimod, skal det være en appel til omvendelse, således at den fuldmagt, Kristus i sin tillid har givet os, må blive gengældt med et stærk ambition om at følge ham efter og leve vort liv efter hans eksempel, og dermed efter det, vi forkynder.  Gør vi det, behøver vi ikke at være bange for at forkynde sandheden, også selv om den er ilde hørt og forkastes. Sandheden er sand uanset, hvem der forkynder den; men den kan blive tilsløret, hvis vi ikke selv lever efter den, og vor mangel på troværdighed kan blive en nærliggende – om end ikke seriøs – undskyldning for andre til ikke at acceptere sandheden.

 

Enhver tid er tid til omvendelse og fornyelse, nogle gange tydeligere end andre.  Altid er det en konfrontation med vor svaghed, men også mødet med Guds kærlighed og sandhed.  Det gælder også nu.  Kristus er ikke blevet mindre relevant, Kirken ikke mindre vedkommende, de sande moralske værdier ikke mindre nødvendige.  Alt dette skal forkyndes med mod og fasthed, men også i en stadig bodfærdig ånd.  Gør vi det behøver vi ikke at ængstes eller føle os utroværdige, men kan tværtimod med fornyet styrke udføre vor tjeneste.

 

Vort præstedømme kan aldrig betragtes rent pragmatisk, og vor tjeneste aldrig som opgaver, der bare skal udføres.  Vi er en del af noget, der er en kilde til stor glæde og samtidig fylder os lidt med frygt i betydningen ærefrygt.  Der forbliver altid noget uforklarligt ved at være præst.  Den nyligt afdøde polske digterpræst Jan Twardowski har samlet sådanne tanker i et kort digt.  Her lyder det:

 

”Jeg er bange for mit eget præstedømme,

Jeg forskrækkes ved mit eget præstedømme,

og for præstedømmet falder jeg i støvet,

og for præstedømmet knæler jeg.

Den morgen i juli, da jeg blev præsteviet,

en morgen, der for andre sikkert var grå ---

undfangedes pludselig en overvældende stor kraft i mig.

Jeg kører med andre i sporvogn ---

løber med andre på gaden ---

jeg kan ikke undre mig nok over min sjæls hemmelighed.

 

I disse få linjer er det hele samlet: Frygt og glæde, hverdag og højtid, andre menneskers liv og vilkår – sammen med det, der ikke kan sættes ord på.

 

Kære medbrødre.  Der er nok at bekymres over, nok af udfordringer, nok af uløste problemer, men ikke noget at frygte.  Lad os derfor i dag lægge ekstra iver og engagement i fornyelsen af vore præsteløfter således, at det gode, som Kristus har begyndt i os må fuldendes, først og fremmest ved hans nåde, men også ved vort helhjertede engagement i hans liv og tjeneste.

 

Hvad der er sagt til præsterne her, gælder også tilsvarende for jer, kære øvrige troende.  Heller ikke I har noget at frygte, når I gerne vil være Kirke og udtrykker det med et godt og autentisk vidnesbyrd, som ingen kan modsige.

 

Amen.

 

© Ord på Vejen