HERRENS OPSTANDELSE - PÅSKEDAG

     

Pater Pierre Grégoire O.P.

     

1.L.: ApG 10,34a,37-43, 2.L.: Kol 3,1-4; Ev.: Joh 20,1-9

         “Mens det endnu var mørkt.”  Man ventede sig vel et udbrud af glæde og af lys; ifølge Markus skete det “da solen var stået op.” Men nej: “mens det endnu var mørkt”, mørkt i himlen såvel som mørkt endnu i disciplenes hjerter.  Maria Magdalene ser at graven er tom, og hun går ....med hvilke følelser vi ved ikke, sandsynligvis helt forvirret og tøvende om hvad hun skal mene.  Nu kommer Johannes, han tager et skridt videre end Maria, han går ikke, men han ser.  Peter går endelig ind i graven og undersøger dens tilstand nærmere uden endnu at udtrykke sig; måske tør han ikke give sit håb frit løb.  Endelig går Johannes ind: han ser og tror.

         Alt dette forløb er meget forsigtigt og etapevis...  Ja, men det er netop det, som er smukt og stærkt som et stykke marmor, som møjsommeligt er blevet revet ud af bjerget og langsomt bearbejdet af kunstnerens mejsel: ikke en pludselig begejstring, som lægger sig lige så hurtigt som den sprang frem, men en lang og netop af den grund en dyb opdagelse af det, som de endnu ikke havde forstået (v. 9).  De skulle blive tvunget til endelig at tro, selv om de først tvivlede.

         Og “så gik disciplene hjem igen” (v. 10).  Kan man forestille sig en mere triviel slutning?  Jesus er opstået fra de døde.  Deres Herre, som de elsker og som de erklærede sig rede til at følge i døden, han lever: nu tror de det - men det er som om de endnu egentlig ikke ved, hvad de skal gøre med det,...”så gik de hjem igen”!  Og det bliver forholdsvis det samme i de dage, ja i de uger, som følger: en langsom opstigning indtil de virkelig forstår deres tros indhold og krav.  Først ved Pinsen, halvtreds dage senere, vil de modtage Jesu Hellige Ånd og endelig helt begribe, hvad det betyder for dem, at “Kristus er opstået fra de døde og ikke mere dør” (Rom 6,9).  Apostlenes tro ligner ikke et strålende fyrværkeri, som varer et øjeblik, og så bliver der kun brændte hylstre og lidt kold aske tilbage.  Den var som ild, der langsomt fænger i et tykt stykke egetræ, men brænder og varmer hele natten “indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen stiger op i jeres hjerter” (2.Pet 1,19).

         Apostlene behøvede halvtreds dage for helt at forstå, men så blev de til ægte apostle, disse nye mennesker, som utrætteligt med livets indsats har vidnet om Kristi sejr og den dag i dag kalder os til en tro lige så styrket af prøvelserne og lige så virksom som deres egen tro.  Vi er ikke bedre end Peter og Johannes: vi er langsomme til at tro og forstå hvad vor tro betyder.  Vi fejrer Påske og så går vi hjem, for stadig at leve vort daglige liv som før i tiden, med dets forpligtelser og glæder og bekymringer, hvor der i virkeligheden er meget begrænset plads for det, som vi nu fejrer.  Fyrværkeri?  Nej!  Men det drejer sig om at ild fænger i vor hårde træstub.

         Jesus var død og han lever.  Han lever som det reelle menneske, han er blevet i Jomfru Marias skød.  I ham, ved hans opstandelse, er Gud menneske: for os, for at leve med os, så vi kan leve med ham, ved ham og i ham.  Han er opstanden, han er til stede i dag for os, som er forsamlet i hans navn - han er der endnu mere intimt end ved hans sidste nadver.  Hvis vore øjne kunne åbne sig for det usynlige!  Men vi er troende, og vor tro fører os hinsides der, som vi er i stand til at se og forstå.

               Snart går vi hjem.  Det er afhængigt af os om vi træffer ham dér, usynlig men reelt til stede hos os i alt det, vi er og gør, “for at vi (skriver Paulus, 1.Tess 5,10), hvad enten vi er vågne eller sover, skal leve sammen med ham.”  Amen.

     

   

© Ord på Vejen