BISKOP CZESLAW KOZONS PRÆDIKEN I FORBINDELSE MED AFSLUTNINGEN AF PRÆSTENS ÅR

 

Læsninger: Ez 34,11-16;  Rom 5,5b-11.  Luk 15,3-7

 

Netop i år, hvor vi markerer afslutningen af Præstens År, præsenterer læsningerne på Jesu Hjerte fest Jesus som den gode hyrde.  I den fromme billedkunst er vi vant til at betragte Jesu Hjerte og Den gode Hyrde som to forskellige fremstillinger af Guds Søn.  De har dog begge det til fælles, at de skal udtrykke hans kærlighed – i det ene billede ved det åbne og gennemborede hjerte, i det andet ved hyrden, der tager det trætte og genfundne får på skuldrene. 

 

Når vi nu skal fokusere på præstens rolle og ikke mindst hans forbillede i Kristus, kunne vi ikke tænke os nogen bedre kombination.  Præstens tjeneste skal som Kristi tjeneste være helhjertet og drevet af kærlighed, en kærlighed, der også giver sig udtryk i omsorg for det fortabte og vildfarne.

 

Vi har fejret Præstens År som en betragtning over og tak for præstedømmet, og med intensiveret bøn for præsterne og dermed som en glædelig begivenhed.  Ikke desto mindre kom dette år til at blive præget af meget af det, som vi hører skildret i første læsning fra profeten Ezekiels bog.  Her tales der om de mørke skyer og mulmets dag, om at nogen er faret vild og bortkommet, om at nogle er kvæstet og syge og derfor trænger til forbinding og styrkelse. 

 

I den sidste tid har vi oplevet, at Kirken i almindelighed, men også vort bispedømme, har fået sin andel i alt dette.  Vi mærker mørke skygger af ubehagelige og smertelige hændelser, oplever flugt og splittelse, at mennesker blive sat op imod hinanden.  Vi bliver konfronteret med gamle og nye sår, møder mennesker, som er mærket på krop og sjæl og trænger til helbredelse.

 

Udover at være, hvad vi måske havde forestillet os lidt som en hyldest til præstedømmet, er året således også blevet en konfrontation med svaghed, med hvad der sker, når hellighed viger for eller plettes af synd, når idealer kommer til kort og forventninger skuffes.  Alle disse onder rammer forskelligt.  Det er synderen, der må stå til ansvar for sine fejl, og ofret, der direkte må bære på smerten, men udover de direkte implicerede påvirker det hele Kirkens legeme, for når ét lem på legemet lider, lider de alle.  Det er også sådan, vi har det som Kirke.  Uden selv at have gjort sig skyldig i noget eller selv at have oplevet noget ondt, rammes man af mulmet og de mørke skyer, som dæmper glæden og lammer begejstring og initiativ.

 

Selv om vi befinder os i en fase med selvransagelse og besindelse – med overvejelser om fornyelse og forandringer – så ville vi gå fejl af dagens fest og dens anliggende, hvis det hele kun var jammer og opgivelse.  Alle læsninger beskriver nok en situation med oplevelse af svaghed og kommen til kort; men dette modsvares også straks af forkyndelsen af håb: I første læsning siger Gud, at han som en hyrde vil samle alt det spredte, sørge for, at fårene får noget at spise og føler sig godt tilpas, og at de med specielle behov, som er syge og sårede, vil blive omgivet af særlig opmærksomhed, blive, som læsningen slutter, ”vogtet på rette måde”.  

 

I anden læsning kommer Paulus konkret ind på, hvad, der er årsag til vor misere, nemlig vor syndighed, og at Kristus af den grund døde for os, selv om vi med vor syndighed var fjender af ham.  I evangeliet hører vi om alt det, der bliver sat i gang, når bare ét får forsvinder, hvor megen opmærksomhed dette ene får pludseligt opnår, og om hvor stor en glæde, der er og hvor meget, der fejres, når det bliver fundet igen.

 

Det er håbet om, at Gud vil drage omsorg for det svage, troen på, at han trods vor syndighed vil tilgive os, og kærligheden, der ligger i genfindelsen af det bortkomne, som skal give os nyt mod.  I frelseshistorien bliver der ikke talt om nogen tilstand af elendighed, uden at der også bliver forudsagt en udfrielse og givet gode råd om, hvad vi skal gøre for at få del i den.  Sådan skal det også være nu.  Selv om vi føler os trængt og foragtet, selv om vi mærker skyld og smerte, så skal vi også være de første til at tro, at der er en vej ud af det, et middel at række ud efter, men også – og ikke at forglemme – en opfordring til omvendelse.

 

I dagens anledning vil vi nok gerne fremhæve præstedømmet som særlig tjeneste og livsform, påpege dets nødvendighed og særstatus og i præsten understrege parallellen til Jesus som den gode hyrde.  Vi kan dog også alle sammen – præster og lægfolk – stille os op foran Den gode Hyrde og hans åbne hjerte og som ét folk bede om hans kærlighed og ledelse.  Der bliver alligevel noget særligt til præsterne.  Igennem flere år har Jesu Hjerte fest, om end lidt for upåagtet herhjemme, været bestemt til bededag for præsterne helliggørelse.  Ikke mindst på baggrund af den sidste tids hændelser kan det få nogen til at tro, at præstestanden som sådan har svigtet, at mange af os ikke er hellige og af den grund trænger til forbøn om lutring og omvendelse. 

 

At bede om noget godt behøver dog ikke at betyde, at det gode – og ikke mindst forudsætningerne for det – ikke allerede er der.  Ikke omsonst siger Jesus i lignelsen om det sande vintræ, at ”hver gren, der bærer frugt, den renser han (vingårdsmanden), for at den skal bære mere frugt”.  (Joh 15,2)  Renselse er her ikke kun noget kosmetisk og æstetisk, men fjernelse af noget forkert, fjernelse af noget, der hindrer det gode i at træde frem, og – hvis der ikke bliver gjort noget – truer med at kvæle det.  Syndsbevidsthed har altid haft en fremtrædende plads i selv de største helgenernes liv, i de mennesker, vi spontant mener, var nærmest hævet over synd og kun i stand til at gøre godt.  Vi ved derimod, at helgenerne har kæmpet både små og store kampe mod det onde.  Hvor meget desto mere, må vi så ikke have en nøgtern syndsbevidsthed og en fast vilje til at lade os rense, ikke bare for skønhedsfejl, men ved at søge tilgivelse for håndfaste svigt.

 

Selv på baggrund af al denne tale om selvransagelse og erkendelse af utilstrækkelighed, skal vi som præster ikke miste modet og tilliden.  Med en ydmyg tilgang til dagens læsninger, ved at erkende, at vi selv har brug for at blive båret og forbundet, selv trænger til at blive vejledt og ført, har vi også som præster lov til at se os selv som deltagere i det fornyelses- og genoprettelsesprojekt, som bliver lagt frem i alle tre læsninger: Vi er Guds medhyrder, som skal holde øje med hans hjord, samle de adspredte, sørge for næring og ikke mindst tage sig af dem, der har særlige behov, som er knuste og nedbøjede, som på grund af enten egen eller andres skyld er såret, og derfor behøver helbredelse. 

 

Læsningen fra Ezekiels bog beskriver ikke nogen utopi, men en realistisk vision, som vi skal tro på og prøve at virkeliggøre.  Den er også samtidig beskrivelsen af en situation med store udfordringer, noget, der let kan tage modet fra os; men lige som Gud selv kaster sig ud i det og dermed siger, at dette her kan der laves om på, så skal vi også gøre det og tro på, at det kan lykkes, ja, den megen nød, den megen længsel efter fællesskab, ægthed og heling, skal virkelig gøre os nidkære.

 

Anden læsning beskriver det tilsyneladende utaknemmelige og nyttesløse i at dø for syndere, for nogen, man ikke kan vente sig noget af til gengæld.  Læsningen fortæller, at Kristus tænkte anderledes, at det var værd at dø for os, selv om vi er syndere.  At Kristus døde for os, mens vi endnu var svage, har bevirket, at ”Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os” (Rom 5,5b). 

 

Gennem tilgivelsen har vi ikke blot selv erfaret Guds kærlighed.  Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter, ikke blot for at fylde os, lade os mærke, at vi er elsket, men også for at flyde over i os, så der bliver overskud af kærlighed, noget at give af til andre, også jf. lignelsen om det sande vintræ, for at bære mere frugt, for at have mere at give af. Som præster skal vi både leve af Kristi kærlighed og formidle den.  Vi skal tro på, at vi er kaldede pga. af Kristi kærlighed til os og ikke som en udmærkelse.  Vi skal derfor også videregive denne kærlighed til de mennesker, vi møder, bliver opsøgt af og helst også selv leder efter.

 

I evangeliet går Kristus et skridt videre.  Den hyrde, han bruger som billede, opsøger ikke blot det fortabte, men løber en risiko ved at efterlade de 99 får for at finde det ene forsvundne.  Dette sindelag er i tråd med det sindelag, Kristus viser i anden læsning.  Efter menneskelig målestok vil højst beregning kunne få os til at gøre noget godt for et godt menneske, eller gerrighed vil kunne få os til at risikere at miste det meget, vi allerede har, her de 99 får, for også at finde det ene.  Det nærliggende ville normalt være at holde på det, der er sikkert og ikke løbe en risiko for noget, man strengt taget godt kan undvære.

 

Som sjælesørgere, som Kirke i det hele taget, er vi ofte tilfredse med eller affinder os i det mindste med, hvad vi har.  Undertiden synes vi endvidere, at vi ikke kan klare mere, og helt bestemt, at vi ikke skal bruge tid på noget, vi har forsøgt før, og som ikke virker.  Det er tilladt at standse op og vurdere sin indsats, om éns kræfter kunne bruges bedre på en anden måde, med en anden strategi.  Selv om vort ambitionsniveau er stort og behovet ligeledes, så må vi erkende, at vore kræfter og ressourcer ikke står mål hermed; vi kan kun overkomme en begrænset mængde arbejde.  Når vi alligevel skal tage ved lære af den hyrde, der forlader de mange får for det enes skyld, så er det for at blive opmærksomme på, at hvert eneste menneske betyder noget. 

 

Ligesom hver enkelt af os præster er blevet præst pga. Kristi særlige bevågenhed, så skal vi også selv give denne bevågenhed videre, fordi ethvert menneske er kostbart.  Alle, der siger sådan, inklusivt jeg selv, ved at man ikke altid lever op til det.  Man kommer nemt til at overse eller forsømme nogen.  Derfor kan man godt sige det for på denne måde at minde sig selv om den udfordring, der ligger i at tage hånd om den enkelte.

 

Vi må ikke opgive at vise den enkelte opmærksomhed og være opsøgende, når nogen bliver væk, så vi må i det omfang, vore ressourcer tillader det, ud for at finde det fortabte.  Man kan dog også fare vild og blive væk uden fysisk at fjerne sig fra flokken.  Man kan trosmæssigt komme på afstand af Kirken og dens praksis, fordi man ikke længere er enig med den og deler dens lære.  Andre kan ved selvretfærdighed bringe nogen på afstand og holde dem ude af det aktive fællesskab.  Også her skal vi – uden egentligt at bevæge os uden for folden – nærme os dem, der er kommet i et modsætningsforhold til fællesskabet. 

 

Over for dem, må vi heller ikke give op, hverken ved ikke at formane eller ved ikke at sige, hvad der skal siges, for at sikre Kristi og hans Kirkes autentiske budskab. Vi præster skal føle os særligt udfordrede af denne opfordring til at opsøge de vildfarne og marginaliserede; men alle i fællesskabet skal tage del i denne søgning og være med til at gøre fællesskabet tiltrækkende og lægge mærke til, når nogen mangler.

 

Hvis vi betragter dette at skulle holde sammen på folk som en brydsom opgave, som en belastning, som noget nytteløst, eller hvis vi synes, at alt er dækket af mørke skyer og mulm, så bliver det svært og uinspirerende.  Men selv om man også kun skulle have været præst i kort tid, så ved man jo, at det er en udfordring, man skal tage op, fordi det bl.a. er derfor, at man er præst.  Men endnu vigtigere er det at vide, at vi derved er med i et stort projekt, som Gud selv fører an i. 

 

Selv om det er Gud, der taler i første læsning, er den der gør tingene, så har han brug for os og har kaldet os til at være med og derfor også givet os de kræfter, der skal til. På samme måde er personen med de hundrede får i evangeliet ikke helt anonym, men et billede på Kristus, der er kommet for at opsøge og finde det fortabte, og hér er vi endnu tættere på, Kristi egne repræsentanter i denne eftersøgning.

 

Enhver af os møder i sin hverdag udfordringer i form at meget arbejde, mennesker, der har store problemer, og mennesker, der bare skaber dem.  Vi synes nogle gange, vi ingen vegne kommer, eller at vor indsats ikke påskønnes.  Vi mærker også vore egne svagheder og beskæmmes af vore fejl.  Den sidste tids misbrug kaster skygger over os alle sammen, uanset, at det ikke måtte berøre os direkte. 

 

Alligevel er der anledning til at sige tak, til at være glad, til at have håb.  Præsternes år slutter, men præstedømmet varer evigt.  Anledningen til præsternes år – tak, besindelse og fornyelse – består fortsat.  Det samme gør Kristi løfter. Trods disse forsikringer er der måske alligevel nogen, der ikke tør se den nærmeste fremtid i møde med fortrøstning.  Det kan vi jo heller ikke os til, men vi kan overgive os på ny til Kristus, besinde os på det, han allerede har givet os, og se frem til det, han som vor hyrde aldrig vil lade os mangle.  Amen.

 

 

© Ord på Vejen