KATOLSK PRAKSIS

 

Møde med præst og menighed. En katolik, der tilflytter et nyt sogn - fra ind- el. udland - bør snarest muligt opsøge sognepræsten for at lære sin nye menighed at kende og forhåbentlig snart føle sig hjemme i den. Der er brug for alles talenter og indsats i en menighed.

 

Fødsel skal anmeldes til sognepræsten el. kordegnen i det folkekirkesogn, hvor moderen har bopæl (i Sønderjylland dog til personregisterføreren /folkeregistret) senest 2 hverdage efter fødslen. Anmeldelsen vedlægges forældrenes dåbs- el. navneattester og vielsesattest (for så vidt det drejer sig om ægtepar).

 

Navngivelse kan ske ved anmeldelse både til fødselsregistreringsstedet (folkekirken) og til det katolske bopælssogn (hvis det er en anerkendt menighed) el. ved dåb. l Sønderjylland skal navngivelse altid ske ved anmeldelse til personregisterføreren (folkeregistret) inden dåben. Et barn skal navngives indenfor 6 måneder.

 

Barnedåb finder normalt sted i sognekirken. Barnet bør døbes indenfor de første uger efter fødslen. Sognepræsten er forpligtet til at sikre sig, at forældrene er i stand til og villige til at opdrage deres barn som katolik. I et blandet ægteskab påhviler det især den katolske part. Barnet skal have mindst én fadder, som skal være katolik, være firmet og have modtaget den l. kommunion, leve et autentisk liv som kristen og være mindst 16 år. Foruden den katolske fadder kan der være en ikke-katolsk fadder (dåbsvidne), som også skal være kristen.

Ved anmodning om barnedåb opgives barnets fødselsregistreringssted, fødselsdato og bopæl, såfremt det er født i Danmark, ellers medbringes barnets fødsels- og navneattest, forældrenes fødsels- og dåbsattester el. fødsels- og navneattester samt vielsesattest (for så vidt det drejer sig om ægtepar).

Finder dåben sted uden for sognet, bør forældrene forinden underrette deres sognepræst. I alvorlige sygdomstilfælde kan barnet hjemmedøbes af en præst el. diakon. Er der fare for barnets liv, bør det også firmes af præsten. I yderste livsfare kan enhver døbe, i så fald skal sognepræsten snarest muligt underrettes.

 

Navneændring kan ske enten ved henvendelse til den lokale katolske ministerialbogsfører (sognepræsten), til dåbstedets ministerialbogsfører (sognepræsten), til fødselsregistreringsstedet (folkekirken) og til vielsesstedets ministerialbogsfører (sognepræsten), hvis det drejer sig om giftenavn. I nogle tilfælde kan navneændringen dog kun ske ved navnebevis, udstedt af statsamtet, og der skal betales et gebyr på 3000 kr., hvorimod navneændring hos en ministerialbogsfører er gratis.

 

Katolsk kristendomsundervisning og skolegang. Der findes en del katolske skoler og nogle katolske børnehaver i Danmark. I de katolske skoler søger man at skabe et kristent miljø og at give en tidssvarende kristendomsundervisning.

Selv om der er offentlige tilskud til de katolske skoler og børnehaver, skal der dog betales en vis skoleafgift, forskellig for de forskellige skoler. Skolerne har mulighed for at nedsætte denne afgift i tilfælde, hvor dette skønnes rimeligt.

Katolske børn, der går i ikke-katolske skoler, bør følge den katolske kristendomsundervisning i sognet. I nogle sogne tilbydes denne undervisning allerede i børnehavealderen.

 

Firmelse og l. kommunion. For at kunne modtage disse sakramenter bør børnene og de unge først gå til undervisning. Henvendelse sker til den lokale sognepræst.

 

Optagelse i Kirkens fulde fællesskab (konversion). Enhver der ønsker at blive katolik, skal henvende sig til en katolsk præst og bede om undervisning. I øvrigt er man til enhver tid velkommen til uforpligtende at høre nærmere om den katolske Kirke.

 

Ægtevielse. Brudeparret må i god tid, dog senest 6 måneder inden vielsen, henvende sig til sognepræsten for at få bragt de nødvendige formaliteter i orden og modtage undervisning om ægteskabet. Hvis bruden er katolik, bør henvendelsen ske til hendes sognepræst eller til den præst, der skal foretage vielsen.

 

            Ved vielse i Danmark skal parret medbringe følgende dokumenter til præsten: Fødsels- og dåbs-/navneattester, firmelsesattester, prøvelsesattest (udstedt af kommunens bryllupskontor).

 

            Ved vielse i udlandet skal parret medbringe følgende dokumenter til præsten: Fødsels- og dåbs-/navneattester, firmelsesattester samt civilstandsattester (udstedt af folkeregisteret i bopælskommunen) eller Ægteskabsattest / Certificate of marital Status / Ehefähigkeitszeugnis udstedt af bryllupskontoret i bopælskommunen. Dokumenterne indsendes til Bispekontoret, som derefter videresender dem til det udenlandske vielsessted.

 

            Hvis en borgerlig vielse har fundet sted, skal civilstandsattesten af folkeregisteret forsynes med oplysning om civilstand før den borgerlige vielse for at dokumentere, at man ikke har været gift før.

 

            Ved blandede ægteskaber kan biskoppen, hvis der er alvorlige grunde derfor, give tilladelse til, at ægtevielsen finder sted i en ikke-katolsk kirke og foretages af en præst i denne kirke. Henvendelse sker til ens sognepræst. Attest for katolsk gyldighed af en sådan ægtevielse kan på begæring udstedes af Katolsk Bispekontor. Katolikker, der indgår ægteskab udenfor den katolske kirke uden en sådan tilladelse, er ikke gyldigt gift og har derfor ikke adgang til at modtage Kirkens sakramenter.

 

 

Attester i forbindelse med navngivelse, dåb, ægtevielse el. navneændring kan rekvireres af den, det vedrører, ved henvendelse til det sted, hvor hændelsen har fundet sted. Såfremt attester rekvireres af andre end den pågældende selv el. den, der har forældremyndigheden el. er værge, bedes man forevise behørig fuldmagt.

 

Søn- og påbudte helligdage. Fra apostlenes dage har man fejret søndagen som mindefest for Herrens lidelse, død og opstandelse. Det har derfor altid været forpligtende at helligholde denne dag ved at deltage i messen og ved at afholde sig fra alt, hvad der hindrer gudsdyrkelsen og sindets og legemets hvile. I messen samler den opstandne Herre sine brødre og søstre, taler til dem, giver sig selv til dem, fører dem frem for Faderen i Helligånden og inddrager dem i sit frelsende offer. Messen er centrum i Guds folks og den enkeltes liv. Der skal derfor være en alvorlig grund til ikke at deltage i messen. En messe lørdag aften gælder som søndagsmesse.

I Danmark er desuden juledag og Kristi himmelfartsdag påbudte helligdage.

 

Nadverfaste. Reglerne for faste forud for modtagelse af den hellige kommunion er følgende:

1. Man skal afholde sig fra at spise og drikke (bortset fra vand og medicin) den sidste time inden modtagelsen af kommunionen.

2. Syge og ældre samt dem, der plejer dem, kan modtage kommunionen uden at være fastende.

 

Kommunion flere gange på samme dag. Det er muligt at gå til kommunion to gange på samme dag, hvis det anden gang sker under en messe.

 

Påskekommunion. Alle, der har modtaget den første hellige kommunion, er forpligtet til mindst en gang om året at gå til kommunion. Det bør normalt være i påsketiden, hvor Kirken på en særlig højtidelig måde fejrer Kristi lidelse, død og opstandelse, vor frelses mysterium, der er nærværende i den hellige messe.

 

Skriftemål. Kirken opfordrer alle katolikker til regelmæssigt at skrifte for at modtage Guds helbredende nåde. Alle, der er sig bevidst at have begået alvorlige synder, har pligt til indenfor et år at gå til skrifte for at blive forsonet med Gud og kan ikke modtage den hellige kommunion, før dette er sket.

Skriftemålet finder sted i kirken el. et andet passende sted, hvis der er en rimelig grund.

 

Bodsdage og bodstid. Alle fredage og hele fastetiden er bodsdage. Bod er en vigtig bestanddel af et ægte kristent liv, fordi Jesus opfordrer os til stadig omvendelse. Bod handler om at ransage sin egen livsholdning og bringe den i overensstemmelse med budet om at elske Gud og næsten. Man kan øve bod på forskellige måde, f.eks. ved at afholde sig fra kødspiser (abstinens), anden form for spise el. drikke som kaffe, øl, alkohol, fra tobak og lignende nydelsesmidler, fra fjernsyn og ved at faste, d.v.s. reducere mængden af det, man spiser el. ved slet ikke at spise. Til disse bodsøvelser bør der føjes særlige kærlighedsgerninger og fromhedsøvelser, og endelig bør man yde en ekstra indsats for trofast at opfylde sine daglige forpligtelser.

Alle der fyldt 14 år, er forpligtet til at øve en eller anden form for afholdenhed som ovenfor beskrevet, på alle fredage, hvis ikke de falder på en højtid, og på askeonsdag og langfredag at afholde sig fra kød. Alle, der er fyldt 18 år, og indtil de fylder 59 år, er desuden forpligtet til at faste askeonsdag og langfredag.

 

De syges salvelse. Enhver alvorlig sygdom, også selvom den ikke er livstruende, kronisk svaghed og fremskreden alderdom berettiger til at modtage dette sakramente. I dette sakramente viser Kristus det lidende menneske sin omsorg og giver det helbredelse, styrke, og livsmod. Man bør derfor henvende sig til sognepræsten så tidligt som muligt i sygdomsforløbet, el. når ens helbred for alvor er svækket. Enhver, som er vidende om alvorlige sygdomstilfælde i menigheden, især blandt enlige, bør underrette præsten.

 

Begravelse og bisættelse. Dødsfald skal anmeldes til Folkekirkens ministerialbøger i afdødes bopælssogn. Denne anmeldelse og øvrige praktiske forhold i forbindelse med dødsfald ordnes bedst gennem en bedemand. Man bør snarest muligt henvende sig til afdødes katolske sognepræst og aftale alt vedrørende begravelse. Ligbrænding er tilladt.

 

Messer for afdøde. Fra kristendommens første århundreder har det været skik at bede for de afdøde især i forbindelse med den hellige messe. Enhver kan anmode en præst om at fa læst messe for en afdød. Det er normal praksis, at man giver præsten en offergave i form af et pengebeløb, som man selv kan bestemme. Det almindelige er 80 kr.

 

Menighedernes og bispedømmets økonomi. Målet er, at hver menighed bliver økonomisk selvhjulpen og desuden i stand til at betale en af biskoppen fastsat procent af indtægterne til bispedømmets fælles husholdning og til en solidaritetsordning for økonomisk ringere stillede menigheder og institutioner. Ikke mindst bør menighederne i større omfang bidrage til præsternes og andre pastorale medarbejderes underhold. Målet kan kun nås, hvis alle katolikker med egen indtægt betaler en kirkeskat, der svarer til 2 % af deres skattepligtige indkomst.

 

Kirkeskat. Den katolske kirke i Danmark modtager ikke direkte økonomisk hjælp fra staten. Den er afhængig af sine medlemmers bidrag. Dette gælder både bispedømmet og den enkelte menighed. Det er en alvorlig moralsk pligt for enhver katolik at yde et fast bidrag til Kirken. I bispedømmet findes en fælles kirkeskatteordning, hvor man forpligter sig til årligt at betale en bestemt procent af sin indtægt - for tiden 2% - el. et fast beløb svarende hertil, hvor 74% går tilbage til ens menighed. Er man medlem af kirkeskatteordningen kan man efter gældende regler fratrække beløbet på sin selvangivelse. Nærmere oplysning om kirkeskatteordningen kan fås hos sognepræsten el. på Katolsk Bispekontor, Gl. Kongevej 15, 1610 København V, att.: Lilian Munch Jakobsen; tlf. 3355 6080. E-mail: lj@katolsk.dk. En katolik har ingen pligt til at betale kirkeskat til Folkekirken. I egen interesse bør man undersøge, om man alligevel gør det; især unge, tilflyttere fra udlandet og konvertitter skal være opmærksomme på dette. Det vil fremgå af årsopgørelsen fra skattevæsenet. Sognepræsten kan om fornødent udstede en erklæring til skattemyndighederne om, at man er medlem af den katolske Kirke, så man bliver fritaget for at betale skat til Folkekirken. Man kan få godtgjort en sådan skat for de sidste fem år. Har man ikke ydet et fast bidrag til den katolske Kirke i samme periode, er det rimeligt, at det godtgjorte beløb tilfalder den katolske Kirke i stedet for.

 

Frivillige gaver, kollekter og indsamlinger. På søn- og helligdage optages under messerne kollekter, som er de troendes offergave til den lokale menighed. Ved særlige lejligheder indsamles der under gudstjenesten kollekter til særlige formål udenfor menigheden. I bispedømmet er der ikke, i modsætning til andre lande, fastsat honorarer el. stipendier i forbindelse med kirkelige handlinger, dog er man altid velkommen til at give en gave. I hvert fald skal man altid tilbyde at dække de udgifter, præsten eller kirken kan have i forbindelse med kirkelige handlinger. Det er vigtigt, at man i forbindelse med gudstjenester og kirkelige handlinger ikke opfatter sin gave som betaling, og frivillige gaver kan ikke erstatte katolikkernes kirkeskat, som man er forpligtet til at betale.

 

Kilde: Katolsk Lommebog 2005

 

© Ord på Vejen