PRÆDIKEN VED REQUIEMSMESSE I DOMKIRKEN 

  

FOR

 

  PAVE JOHANNES PAUL II

 

   

Mandag, den 04. april 2005

   

Biskop Czeslaw Kozon

   

En gang imellem bliver vi spurgt om, hvor vi var, og hvad vi lavede, da denne eller hine vigtige begivenhed fandt sted, da den og den person døde.  Sådan vil flere af os sikkert også - selv om mange år - kunne svare, hvor vi var, da Pave Johannes Paul II døde.

 

Jeg vil selv lægge ud med at sige, at jeg var i Odense, egentlig også et meget oplagt sted at være den 2. april.  Men jeg redigerer lidt om på mine tanker ved at fortælle, hvor jeg var i dagene op til Pave Johannes Paul II’s dødsdag.

 

Sammen med kardinaler, biskopper, præster og lægfolk fra hele verden befandt jeg mig i Det hellige Land.  Selv om rejsens program var planlagt og min beslutning om at deltage var truffet forinden og før Pavens sidste kritiske tilstand indtrådte, blev de steder, som arrangørerne havde udvalgt til fejring af messen, tilført en ekstra betydning i lyset af stemningen omkring hans sidste dage på jorden.

 

Det første sted, vi fejrede messen var ved bredden af Genesareth Sø, der, hvor Kristus efter opstandelsen havde spurgt efter Peters kærlighed og overdraget ham det øverste hyrdeembede i Kirken.  Det siger sig selv, at Peters efterfølger i vor tid, Johannes Paul II var stærkt i vore tanker og emnet for vor forbøn.

 

Hele Pave Johannes Paul II's pontifikat har været et stort vidnesbyrd om kærlighed til Kristus og hans Kirke, drivkraften i hans apostolske iver og pastorale nidkærhed, hans bekymring for bevarelse af de kristne værdier, en bekymring, der dog blev overstrålet af hans store tillid til Guds forsyn og omsorg for sin Kirke.  Ved den samme Genesareth Sø var det jo, at Jesus sagde til sine disciple, at de skulle lægge ud på dybet, "Duc in altum", de ord, som Pave Johannes Paul II gjorde til motto for sine visioner og sit håb på Kirkens vegne for det nye årtusind, hvor vi med troens tillid skal se fremtiden i møde i håbet om, ved et stærkere og mere autentisk kristent vidnesbyrd skal være med til at udbrede Guds rige.

 

Peters modtagelse af nøglemagten fulgte efter hans bekendelse af Jesus som "Kristus, den levende Guds søn."  Denne bekendelse, med alt, hvad den indebærer indholdsmæssigt, er grundlaget for Kirkens forkyndelse og derfor også formålet med læreembedets, ikke mindst Pavens embedes udførelse.  Opgaven med at bruge nøglemagten tjener til, at mennesker til alle tider gennem Kirkens forkyndelse sikres en autentisk formidling af Kristi person og Hans lære.  "Riv portene op for Kristus" var en af Pave Johannes Paul II's opfordringer og opmuntringer i begyndelsen af hans pontifikat.  Det var en opmuntring til mennesker og hele samfund til ikke at være bange for at give Kristus magten, magten og styringen - inspirationen - af den enkeltes liv, men også af samfundets.  Selv om det civile samfund har sin egen kompetence, er dets stabilitet og dets sikring af fred og retfærdighed betinget af, at Kristi riges værdier nyder fremme og bliver inspiration for menneskers handlen.

 

Det andet sted, vi læste messe, var i Bebudelseskirken i Nazareth, som Paven selv og også hans forgænger Paul VI besøgte.  Var bredden af Genesareth Sø stedet for en begyndelse, nemlig Kirkens hyrdeembede, så var Nazareth det endnu mere.  Det meste af Johannes Paul II’s pontifikat var en forberedelse af det store jubelår 2000, der netop er beregnet efter Menneskevordelse, som tog sin begyndelse med Jomfru Marias "ja" til englen Gabriels ord.  Med menneskevordelsen begyndte Guds sidste magtfulde indgriben i menneskers liv, ikke at vi ikke kan tale om Guds indgriben også i vor tid, men menneskets forhold til Gud bygger nu på, at Hans Søn er gået ind i vor virkelighed, har solidariseret sig med os ved at påtage sig vore kår, for dermed at føre os frem til sine guddommelige vilkår. Pavens valgsprog, ”Totus tuus”, ”Helt din” er hans tillidserklæring og overgivelse til Jomfru Maria, men en tillid, der bygger på hendes egen tillid til Guds udfordrende og omvæltende plan.

 

Det tredje sted, vi samledes, og hvor vi også var præget af de stadigt alvorligere meldinger om Pavens tilstand, var nadversalen i Jerusalem. Måske først for anden gang, og i hvert fald for første gang siden Paven selv var der i år 2000, var det blevet muligt at fejre messen på dette for os så hellige sted, men som ellers ikke er underlagt de kirkelige autoriteter i Det hellige Land. Det derfor en privilegeret øjeblik og en enestående mulighed. Vi var i dobbelt forstand forenet med Paven - på grund af hans dødskamp og fordi, dette sted også på ham havde gjort så stort et indtryk og sammen
med hele hans rejse til Det hellige Land var en sen opfyldelse af et længe næret ønske.

 

Nadversalen er ikke noget stort sted og vi var mange mennesker, så stedet var fuldt, men endnu mere end af mennesker var det fuldt - ja lad os bare sige proppet - med bønner og anliggender, som vi, der var til stede havde bragt med: for Paven, for hele Kirken, om Helligåndens fortsatte virke fra det sted - salen ovenpå - hvor Han første gang kom over Jomfru Maria og disciplene.

 

            I sin egen prædiken i Nadversalen sagde Paven: "Når vi fejrer Eukaristien i "Salen ovenpå" i Jerusalem, er vi forenet med Kirken i enhver tid og ethvert sted. Forenet med den Overhoved (Kristus) er vi i fællesskab med Peter og apostlene og deres efterfølgere ned gennem tiderne. I forening med Maria, helgenerne og martyrerne og alle døbte, som har levet i Helligåndens nåde råber vi: "Marana tha! Kom, Herre Jesus!" (jf. Åb 22,17) Bring os og alle dine udvalgte til nådens fylde i dit evige rige." Dette sidste, tror vi nu, er gået i opfyldelse for Pave Johannes Paul II. Og netop fordi, vi med denne messe viderefører det, som Kristus indledte i nadversalen, er vi også forenet med Kirken til enhver tid og på ethvert sted, med Kristus, dens overhoved, med Peter - i øjeblikket ganske vist uden én af hans jordiske efterfølgere, men forenet med Kirkens fællesskab og de helliges samfund, i bøn om, at også vi engang må blive bragt til nådens fylde i Kristi evige rige. Amen.