PRÆDIKEN TIL ØKUMENISK GUDSTJENESTE I DEN HELLIGE FAMILIES KIRKE I BIRKERØD

Tirsdag, den 10.11.2010 kl. 19.00

     

P. Søren Christian Storvad, Bistrup  

                         

Bøn: I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.  Amen!

 

Sidste år til min fødselsdag fik jeg en cykel.  Jeg blev utrolig glad, for jeg elsker at cykle.  Og siden da har jeg cyklet rundt i hele Bistrup og omegn, ja i hele Nordsjælland, og virkeligt nydt det.  Det er en god cykel, og jeg er så heldig, at jeg kan sige: Det er min cykel.

 

Jeg har også en kone og to børn.  Det er min kone og mine børn; men dog er de mine på en helt anden måde end min cykel er det; for både min kone og mine børn, de er i høj grad også sig selv og deres egne – og se det gælder vel os alle!

 

Vi er os selv og vore egne, men vi lever også altid i forhold til nogle andre. Eller sagt på en anden måde: Vi hører også altid andre til.

 

Eller som teologen og filosoffen K.E. Løgstrup har sagt det: ”Vi bærer altid noget af næstens liv i vore hænder.”  Jeg bærer noget af jeres liv i mine hænder, ligesom I altså bærer noget af mit liv.  Vi går altså alle sammen rundt og bærer liv, vores eget såvel som vores næstes!  Det er måske ikke alle, der er klar over det – men sådan er det; og det skal vi være glade for – for det er godt at bære på noget, for det giver vort liv en vis tyngde.  En tyngde der forpligter os til dette liv i fællesskab med hinanden.

 

Men nu sagde Løgstrup jo udtrykkeligt, at vi altid bærer noget af næstens liv i vore hænder – underforstået, vi bærer ikke det hele, vi kan ikke bære det hele.  Vi kan måske nok bære meget; og nogle de bærer også prisværdigt meget, men ingen kan bære det hele.  I hvert fald ingen af os mennesker, og med tiden der bukker vi alle under, og det så ligegyldigt om vi så bærer lidt eller meget.  For før eller siden så falder vi alle – ligesom bladene falder af træerne om efteråret.

 

Det har digteren Rainer Maria Rilke skrevet et digt om, som han netop kalder ”Efterår”:

 

Bladene falder, hvirvles langt omkring,

Som visnede i Himlens fjerne haver:

De falder, vægrende, med store sving.

Om natten falder jorden, tung og stum,

Fra stjernerne til ensomhedens rum.

 

Vi falder alle.  Denne hånd vil falde.

Se på de andre, se: Det er i alle.

(Og) dog er der én, og altings falden ender

Uendeligt forsigtigt i hans hænder.

 

Se, det er Rilkes overbevisning – hans tro om man vil.  At nok falder vi alle, bukker vi alle under – men vi falder dog alle uendeligt forsigtigt i Guds hænder.  Gud er altså så stærk, at han kan bære os alle.  Vi kan hver især bære nok så meget, men der er kun én der kan bære alt, der kan bære os alle og det er Gud! – ”He’s got the whole world in his hands.”  Som det hedder i den berømte Gospel sang.  Verden, ja hele skabningen er altså Guds.  Hver især kan vi føle os Gud nær, ja føle at Gud bærer os i vores liv og færden; men Gud er altså ikke bare min eller din Gud, han er alles Gud.

 

Det fremgår da også ganske klart i den bøn som Jesus lærte os sine disciple at bede: Nemlig Fadervor.  Det hedder vor, ikke min.  Og det selv om Fadervor er det enkelte menneskes bøn.  Ifølge Matthæus evangeliet siger Jesus jo udtrykkeligt til sine disciple, at de skal gå ind i deres kammer og lukke døren når de skal bede, og ikke bede ligesom hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker.  Lukas har godt nok ikke dette med i sin beretning som vi netop hørte, men stedet hos Matthæus har haft meget stor betydning i kristendommen.  Men når det er sagt, så er Fadervor altså tillige en fælles bøn.  Ingen kan nemlig bede Fadervor for sig selv alene, men må altid også bede den med og for alle andre mennesker. Eller sagt på en anden måde: Gud er min Fader, fordi han er alles Fader.

 

Det kan virke helt banalt; for hvis Gud er Gud, så må han naturligvis være alles Gud; men vi mennesker glemmer det alligevel igen og igen, vi lader os så let forføre af alle de skel der er i denne verden, men er Gud alles Fader, ja, så er vi jo også alle Guds børn.  Så er der intet der skiller os, hverken i forhold til Gud eller i forhold til hinanden.

 

Nu ved jeg selvfølgelig godt, at virkeligheden tager sig anderledes ud.  Dagligt er vi vidner til konflikter og krige der kæmpes i Guds navn.  Ja, ofte er folk så sikre på, at de alene har Gud på deres side, at de er parate til at begå de værst tænkelige forbrydelser; og det på trods af, at ordlyden i Fadervor vel er af sådan en karakter – at de tre store skriftreligioner: Jødedom, Kristendom og Islam alle ville kunne samles om netop denne bøn.  Nu ved jeg godt, at krig kan være nødvendig.  Der findes krige som ikke kan undgås, og som må kæmpes!  Men netop disse krige må mere end alt andet kæmpes i troen på den Gud der er alles Fader – dvs. også dine modstanderes. 

 

For enhver der bare har den mindste fantasi, ved jo godt, at grænserne mellem godt og ondt, de i kampens hede meget let udviskes i en sådan grad, at det kan være svært at sige, hvem der er de gode og hvem der er de onde.  Det ved vi jo godt, også selv om ingen af os er i krig, i hvert fald ikke direkte; men oftere og oftere hører vi jo nu om danske soldater der dør og omkommer i Afghanistan, bl.a. en ung mand her fra Birkerød.  Det er dybt tragisk!  Ja, vel nærmest meningsløst med mindre vi holder fast i troen på den ene Gud og alles Fader, for netop denne tro, fastholder jo tanken om at vi alle er Guds børn.  En tanke som selvfølgelig kan udtrykkes på mange andre måder, men som næppe er blevet udtrykt smukkere end hos Paulus, der for at understrege fællesskabet og samhørigheden i Kristus i sit første brev til menigheden i Korinth der indbyrdes var oppe at toppes, kunne tale om, at vi alle er lemmer på denne ene krop – nemlig Kristus.  For det er jo det ganske forunderlige i kristendommen, at Guds ord blev kød og blod i Kristus, for at alle mennesker, alle os Guds børn helt ind i vores inderste kan forstå at Guds kærlighed er helt konkret!  Guds kærlighed er ikke et eller andet meget abstrakt eller mystisk, nej!  Den er helt konkret og møder os alle, hvor end vi måtte være!

 

Og derfor er beretningen om Pinseunderet da også så vidunderlig en beretning.  Det er jo beretningen om hvordan; Ånden kommer over disciplene sådan at de nu kan forkynde evangeliet ”det glade budskab” på alverdens sprog sådan så alle folkeslag under himlen, nu kan få del i det.  Sådan så alle de nu, én gang for alle kan forstå, at der er én Gud: Gud Fader, Søn og Helligånd.  En Gud der har bøjet sig helt ned til os for at vise os sin store kærlighed.  En Gud der gik i døden for os, for at verden aldrig mere skulle kende til død og adskillelse, en Gud der dagligt ser i nåde til os og som fylder os med det Guds ord der alene kan frelse verden.

 

Nu var det godt nok ikke alle der hørte dette glædelige budskab der evnede at tage imod det; for der var jo dem der hævdede at disciplene bare vrøvlede, fordi de var blevet fulde i sød vin, men sådan vil der selvfølgelig altid være folk de er skeptiske.  Men selv de mennesker de må dog i deres hjerte bøje sig for tanken om én Gud og alles Fader; for hvis det ikke var sådan, så var der da slet ikke noget håb for fremtiden for nogen af os.  For Gud ske lov, så er Gud ikke bare min Gud og min Fader, men derimod alles Gud og alles Fader.  Hvis han alene var min, så skulle verden sætte sin lid, til en mand der godt nok elsker at cykle, men som altså ikke er kommet længere omkring end Bistrup og omegn, og store dele af Nordsjælland, og det er altså ikke nok hvis man gerne vil gøre hele verden delagtige i det glade budskab.

 

Vi kan som enkelt individer komme nok så meget omkring, men vi kan ikke hver især komme omkring det hele.  Det kan kun Gud!  Gud bruger selvfølgelig os hans børn i denne mission for verdens frelse, og heldigvis er der da også mennesker og kirker verden over der hellere end gerne lader sig bruge, så Guds ord, Guds glædelige budskab med Helligåndens hjælp kommer ud til alle.

 

Og i den henseende der er vi nu meget godt stillet her i Bistrup; for her i Den Hellige Families kirke og i Bistrup kirke på den anden side af Bistrupvejen, der er der mange der arbejder hårdt med Helligåndens hjælp på at viderebringe det Guds ord der alene kan frelse verden.

 

Og det bringer håb for fremtiden, ikke bare her i Bistrup men i hele verden; helt derud hvor ingen af os på egen hånd kan komme, men i Helligåndens fællesskab der er alt dog muligt!  Og derfor beder vi ydmygt:

 

”Vær sol på vores mælkevej,

Og varm os i din sfære.

Lad Helligilden brede sig,

Så vi får mod at bære

Vor klode som en blomstereng,

Et liv i broget sammenhæng –

Du fællesskabets Herre.

 

Amen!

 

 

© Ord på Vejen