HELLIGE TEGN - Alteret

     

Biskop Egon Kapellari, Østrig - fra bogen Hellige Tegn (oversat af Frans Ove Larsen)

     

        I første Mosebog, den første bog i Bibelen, fortælles der om Patriarken Jakob, at han på en af sine vandringer tilbragte natten sådan at han lagde sit hoved til hvile på en sten. I hans drøm åbnede Himlen sig for ham, og han så en stige, der nåede fra Jorden til Himlen. Engle steg op og ned ad stigen, og for enden af stigen kom Gud selv til syne og gav Jakob det løfte, at hans efterkommere skulle blive som jordens støv. Om morgenen, da Jakob var vågnet efter sin drøm, rejste han stenen op, hældte olie over den og gjorde den således til et alter, fordi olie var en af offergaverne, som blev båret frem til alteret. (1 Mos 28,10-19).

     

        I mange religioner, og også i jødedommen før Kristi tid, var altre monumenter af sten, jord eller metal, hvorpå offergaver blev hældt over eller afbrændt som udtryk for dyrkelse af Gud eller flere guder. De første kristne i Jerusalem besøgte i begyndelsen endnu Templet i byen med dets altre for røg- eller brandofre. Men det blev stadig tydeligere, at de var fremmede i dette Tempel, som senere blev ødelagt af romerne for bestandig.

     

        For de kristne blev Kristi kors det nye alter i stedet for de gamle altre: Martertræet, hvorpå han hengav sit liv som udtryk for kærlighed til de syndere, der havde bragt ham til Korset. De kristne udførte fra begyndelsen den eukaristi, som var overgivet til dem siden den sidste nadver: "Gør dette til minde om mig" (Luk 22,19).

     

        De havde først endnu ingen kirker og fejrede det hellige mysterium i boliger ved almindelige borde. Men det, der blev fejret var ikke blot et måltid til minde om Jesus, men hans lidelses og døds nærvær, hans korsoffers nærvær, hvor præsten og offeret var identiske.

     

        Der kunne ikke være tvivl om, at lige så snart kristendommen kom frem i lyset fra sin undergrundstilværelse ville denne Himmel og Jord bevægende begivenhed sprænge det enkle og ligetil i opholds- og spisestuen og man ville bygge kirker til gudstjenesten. Inde midt i disse står alteret siden den tid. Til at begynde med var der kun ét, der viste hen til den eneste Forløser, Jesus Kristus, og den ene eukaristi. I reglen var det gjort af sten, som en erindring om Golgatas klippe, som Korset stod på.

     

        Den smukke symbolik blev senere sløret. Man opstillede flere altre og byggede overbygning oven på dem, som for det meste var meget udtryksfulde kunstværker af høj rang. Og dog var det enkle stenbord, som understøttes af en eller fire søjler sådan som vi endnu i dag finder det i de gamle kirker i Ravenna, stående frit på baggrund af mosaikkerne i apsis, et tegn af betvingende styrke.

     

        Mange af de altre, der er opstillet i vor tid er ganske vist enkle, men savner den "glans af ædel enkelhed", som det seneste koncil har forestillet sig Kirkens hele liturgi. Hvad anbringer og stiller man dog ikke på det i en usammenhængende mangfoldighed: Lysestager, blomsterpotter, bøger og sedler. Et enkelt blik i det nye ritual for kirkevielse og alterindvielse skulle i grunden være nok til at gøre en ende på mangen en smagløshed.

     

        Ved den højtidelige indvielse af et alter hælder man krisamolie ud på midten og i de fire hjørner af alteret og derpå salves hele alterbordet, fordi alteret er et symbol på Kristus, Messias, hvilket i oversættelse betyder "den salvede". Derpå bliver alterpladen tilrøget med røgelse som et tegn på den bøn, der stiger fra os op imod Gud. Til sidst tændes lys, der stilles på alteret med ordene: "Kristi lys lyse på alteret, det lyse i alle, der har del i Herrens bord". Som regel nedlægger man også relikvier i alterbordet til minde om det offer, som en helgen har givet og som er udsprunget af Kristi offer.

     

        Fasttømrede altre, sådan som Kirken ønsker dem, er steder, hvor søgende mennesker kan opholde sig og dvæle.

     

        "Så kan jeg komme til Guds alter, til Gud, min glæde og min fryd, og takke dig med citerspil, Gud, min Gud." ( Salme 43,4)

     

    "Lovet være du Herre, vor Gud, for du har frembåret Kristi offer på Korsets alter, antaget det til menneskers forløsning. For at fejre mindet om dette offer kalder du dit folk, opfyldt af kærlighed, sammen om din søns bord. Se ned til dette alter, som vi har rejst for at fejre eukaristien; til at være midtpunkt for vor lovprisning og tak. Det skal være det alter, hvor vi fejrer Kristi offer med hellige tegn. Det skal være det bord, hvor vi bryder livets brød og drikker af fællesskabets kalk. Det skal være den kilde til vor frelse, der aldrig tørrer ud, som er skænket os i Kristus. Vi træder frem for Kristus, til den levende sten; på ham vokser din menighed op til et helligt tempel. Gennem Kristus indvier vi, på vore hjerters alter, et helligt liv til dig til lovprisning af din herlighed. Dig være lov, ære og pris, nu og i evighed."  Amen.

Fra Alterindvielsesliturgien

     

© Ord på Vejen