ASKE

HELLIGE TEGN - Aske


Biskop Egon Kapellari, Østrig (oversat af sr. Bernarda O.S.B.)



Om den hellige Biskop Ulrich von Augsburg, der døde i år 973 i en alder af 83 år efter at have været biskop i 50 år, fortæller hans biograf Gebhard følgende:
"I den nat, før morgenrøden blev synlig på himlen, blev der efter hans ønske strøet aske på gulvet i form af et kors. Askekorset blev bestænket med vievand, og derefter lagde han sig derpå. Således lå han lige indtil morgen og i den samme time, som klerikerne sang litaniet, gav han sin sjæl tilbage til Gud."

I mange religioner og kulturer er aske et tegn på skyld og død. I syndefaldsberetningen siger Gud til Adam: "I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. Ja, jord er du, og til jord skal du blive. " Hvert år gentages disse ord i den kirkelige liturgi på askeonsdag. Præsten siger dem ved uddelingen af askekorset til enhver for at erindre om døden og Guds dom.

Dette askesymbol er imidlertid ingen henvisning til den endegyldige død, men en opfordring til omvendelse som betingelse for indgang til det evige liv. Egentlig skulle ordene ved uddelingen af askekørset lyde: "Ihukom du menneske, at du er støv, men forudbestemt til opstandelse til det evige liv." Den anden halvdel af denne sandhed forkynder Kirken, når fastetiden er slut, nemlig til påske.

Asken tilsmudser, men den er let og luftig, klæber ikke fast som ler. Gennem ilden er det jordiske materiale blevet renset. Fra antikkens litteratur kender vi historien om fugl Phoenix, der rejser sig fra asken til nyt liv. Men i den kristne tro bliver alt, hele menneskeheden - jorden - asken - lutret gennem dommens ild og løftet op til Gud i opstandelsen.

Askens symbol bliver også anvendt ved den festlige indvielse af en kirke. Asken bliver strøet diagonalt på gulvet, sådan at korsets arme peger mod kirkerummets hjørner. Biskoppen skriver med sin stav på den ene korsarm det græske alfabet fra alfa til omega og på den anden det latinske alfabet fra a til z. I det flygtige, i det forgængelige, i støvet, bliver evighedens perspektiv indskrevet. Tegnet på den tilsyneladende nyttesløshed og tomhed i menneskers liv og virke bliver da til et kendemærke på transcendens.