BRØDET

HELLIGE TEGN - Brødet


Biskop Egen Kapellari, Østrig (oversat af Sr. Bernarda O.S.B.)

"Han er så god som brød" - sådan siger man i Kroatien, når man vil vise, at man sætter den største pris på vedkommende. Denne talemåde viser uvilkårligt hen til Jesus. Da han kort før sin død fejrede aftensmåltid sammen med sine disciple, indbefattede han sit liv under tegnet brød og vin. Som det var skik og brug ved sådant et måltid, brød han brødet og delte det ud til disciplene. Samtidig gav han denne brødets brydelse et helt nyt indhold, idet han sagde: "Tag og spis, det er mit legeme". For at tydeliggøre meningen kunne man oversætte: "Her er jeg for jer. Ligesom I behøver brød til jeres fysiske legeme, behøver I mig som åndelig næring på jeres livsvej". Brødsbrydelsen ved den sidste nadver er også et tegn, som viser hen til den voldsomme død, som Jesus meget snart skulle lide.

I Orienten bliver også i dag som på Jesu tid de friske brød ikke skåret men brudt, ja revet i stykker. Jesus, der bryder brødet for at kunne dele det ud til sine disciple, bliver selv i døden sønderbrudt for i Eukaristien fuldstændig at kunne give sig selv.

Siden den dag lyder utallige gange i vore kirker råbet: "Tag og spis, dette er mit legeme". Og den, der i liturgien oplever, hvordan brød bliver forvandlet til Kristi legeme, må selv blive forvandlet. Han/hun skal være som brød for andre mennesker, der hungrer efter opmærksomhed og fællesskab.

Måske er den hellige messe for kort til, at man fatter det rigtigt. Derfor begyndte Kirken i vesten allerede tidligt ud over at modtage Kristus i den hellige kommunion også at betragte og tilbede Kristus i brødets skikkelse uden for messen, da det hellige legeme altid blev opbevaret til de syge og døende. Heraf udviklede sig den såkaldte tabernakelfromhed med besøg og tilbedelse af det Allerhelligste som en stærk og sprudlende kilde til åndelig fornyelse.

Det er vigtigt at bibeholde denne spiritualitet som modvægt til mange teologiske og pastorale strømninger af i dag, så kulden ikke breder sig både i Kirken og i samfundet. "Dette er et beboet sted", skrev den evangeliske prior fra Taizé efter bøn foran tabernaklet i landsbyens katolske kirke. Man har i sit liv brug for sådanne steder, hvor man hører til, indtil den dag, hvor man helt og fuldt har fundet sit hjemsted hos Gud.

I lang tid var brød hovednæringsmidlet i Europa ligesom ris i Kina og fisk for eskimoerne.    I dag er det blot et levnedsmiddel på linie med så meget andet. Skolebørn kaster ofte den upopulære madpakke direkte i papirkurven. Kun hos få familier bliver der endnu tegnet et korstegn på brødet, før det skæres i skiver.

Men den, der rejser i Italien eller Grækenland, helst uden for de store turiststeder, kan endnu finde mennesker, der holder måltid med enkel og naturlig værdighed. Brød og vin er hos dem de daglige hellige gaver, der giver os en forståelse for, hvorfor Kirken giver dem en så høj rang i Kristi efterfølgelse.