HELLIGE TEGN - Døren

     

Biskop Egon Kapellari, Østrig (oversat af Sr. Bernarda O.S.B.)

     

"Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig. -- " (Joh Åb 3,20)

     

Sådan lyder Kristi ord til menigheden i Laodicea.  Fra tidernes morgen har mennesker søgt beskyttelse bag en mur, i en hule eller et telt. Men man kan ikke i dette afgrænsede rum være så selvstændig, at man kan undvære en åbning, så man ikke kan gå ind og ud for at få kontakt med andre mennesker og hente livsnødvendige ting. En åbning, som man også kan stænge til for at være i ensomhed eller opholde sig der i sluttet kreds med andre.

     

Det at åbne en dør til en ny livsfase eller det at lukke af for skadelige påvirkninger er under givne omstændigheder noget, der kan være afgørende for ens eksistens.  Derfor har Jesus sagt om sig selv, at han ikke kun er verdens lys, vejen, sandheden og livet, men også døren.  I Johannesevangeliet, hvor han kalder sig for den gode hyrde, siger han også: "Jeg er døren til fårene. -- Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og ud og finde græsgange. Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge. Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod." (Joh 10,7,9-10)

     

Profeten Ezekiel så i en vision det genopbyggede tempel i Jerusalem og hørte Guds ord om helligdommens østport: "Denne port skal være lukket; den må ikke åbnes, og ingen må gå ind ad den, thi Herren, Israels Gud er gået ind ad den." (Ez 44,2) I oldkirkens fortolkning bliver denne østvendte dør, der er lukket og kun kan åbne sig for Herren, et tegn, der viser hen til Maria. Hun er den lukkede port, hvorigennem kun Kongernes Konge træder ind. I østkirkerne vises også i dag på ikonostasen - den billedvæg, der adskiller alterrum og kirkeskib - en fremstilling af Herrens bebudelse. I den vestlige Kirke kaldes Maria i det lauretanske litani "Himlens port."

     

Før den højtidelige indvielse af en kirke banker biskoppen med sin stav på kirken port, mens koret synger følgende ord fra salme 24: "Løft jeres hoveder, I porte, løft jer, I ældgamle døre, så ærens konge kan drage ind."

     

Døre åbner veje til livet, men også vejen til døden.  I et skuespil af den amerikanske dramatiker Thornton Wilder med titlen: "Den lange julemiddag" vises, hvorledes en familie bestående af flere generationer holder deres julemiddag ved et langt bord mellem to døre.  En gang imellem skubbes en barnevogn gennem livets dør på den ene side.  Og af og til rejser en mand eller en kvinde sig fra bordet og går alene ud ad den anden dør.  Det er dødens port.

     

Den kristne tro siger, at bag døren står Kristus, som lod det forkynde for menigheden i Laodicea, at han ville holde måltid med den, der lader Kristus komme ind i sit liv og sin død.

   

© Ord på Vejen