HELLIGE TEGN: Dørtærskel - Dørtrin

     

Biskop Egon Kapellari, Østrig (oversat af Sr. Bernarda O.S.B.)

     

For mere end 20 år siden indbød en studiekollega mig til sin primitsfejring.  Efter primitsmessen kørte vi i den nye præsts barndomshjem, en i bjergene ensomt beliggende landejendom.  Foran huset stod nogle ældre damer og ventede.  De var tanter til den nye præst, fortalte de mig, her var de født men var for længe siden flyttet andre steder hen.  De ville ikke træde ind over husets tærskel, før en af de nuværende beboere ganske tydeligt indbød dem dertil.  I forstuen tøvede de igen, de måtte nødes til at træde ind over dørtærsklen.  Jeg fik den forklaring, at det var gammel skik og brug, at man ikke trådte ind i et hus uden opfordring, heller ikke om man så var født i huset.

     

En sådan respekt for en dørtærskel virkede dengang fremmedartet på mig, som er født og opvokset i en by.  Nogle år senere deltog jeg i begravelsen af min studiekollegas mor.  Hun var lagt på båre i sit hjem, et bondehus på landet, hvor hun havde levet sit liv.  Da hendes sønner bar kisten over husets dørtærskel, standsede de og bevægede kisten i form af et kors, et bevægende tegn som udtryk for afsked.  Under den teologiske uddannelse hørte vi dengang meget om den profanering af det sakrale, som også kom til udtryk i den katolske Kirke, om de sidste rester af "fromme" udtryksformer, som også var ved at forsvinde, for eksempel denne landlige ritus med dørtærsklen. Siden da er mange tegn og skikke forsvundet.  Det opståede tomrum blev opfyldt af ord... Men efterhånden erfarer man, at ordene er ikke nogen erstatning.  "Hine tegn, de bliver alle talt ihjel" har digteren Rilke allerede for årtier siden udbrudt i vrede og sorg.

     

Nye tegn erstatter den gamle tærskel, som for eksempel  ringe anlæg ved indgangen til et højhus i  byen.  Men det højtidelige som ved tærsklen er gået tabt.

     

Ved kirken er der nu som tidligere en tydelig overgang, en tærskel.  En troende er kaldet til at gøre sin indtræden over kirkens dørtærskel ganske bevidst.  En ritus i tre dele hører dertil: man dypper hånden i indviet vand, man betegner sig med korsets tegn, og man bøjer knæ for tabernaklet.

     

Dørtærsklen er i mange kirker ganske nedslidt af tusinder af fødder fra mange generationer.  Bedende mennesker er kommet og er gået igen, børn er blevet bragt til dåben, brudepar er kommet, og døde er blevet båret ind til gudstjenesten over tærsklen.  Den, der kommer ind, kan tænke på det barn, som han - eller hun - engang var og skal forblive over for Gud, må tænke på den død, som han må se i øjnene, og dvæle ved den længsel: at blive ny og anderledes.

     

Tærskler markerer overgange på vejen, som man måske ellers bare var gået udad, tankeløs og uden glæde.  "Thi således står vore fødder ved din tærskel, Jerusalem", synger salme 122.

   

© Ord på Vejen