FREDSHILSEN

HELLIGE TEGN: Fredshilsen


Biskop Egon Kapellari, Østrig (oversat af Sr. Bernarda O.S.B.)

"Fred, du store øjenlåg, som skjuler al uro under de himmelske øjenvipper"! Sådan beskriver forfatterinden og Nobelprismodtageren i litteratur Nelly Sachs den tilstand af fred, som de fleste mennesker længes efter, men ofte ikke kender den rigtige vej til, ej heller formår at betale prisen for at opnå den.

Fred, Friede, schalom, eirene, pax - oprindelige ord på disse nævnte sprog. En profet i bibelen siger, at når der er fred, kan enhver sidde under sin vinstok eller figentræ uden at blive overrumplet. I løbet af historien har der kun sjældent været en sådan fred i længere tid. Desto stærkere mærkes længslen efter freden, især blandt de mennesker, der har mindst politisk indflydelse.

"Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver", sagde Jesus til disciplene i sin afskedstale. Disciplene og med dem kristne fra alle generationer må være overbevidste om, at dette løfte indfries. Enhver kristen har i princippet den nådegave, den karisme, at være en fredsstifter i Jesu Kristi navn. Derfor er den vigtigste gudstjeneste i den kristne kirke, Eukaristien, også en fredsgudstjeneste. Biskoppen siger som indledning til hele menigheden: "Fred være med jer" og gentager dermed den opstandne frelsers ord til disciplene. Og under den hellige messe, kort før kommunionen, siger celebranten, biskop eller præst, til menigheden: "Herrens fred være altid med jer". Derpå følger fredshilsenen, som præst eller diakon videregiver til menigheden.

Før de troende modtager Kristi legeme under brødets skikkelse med ønsket om at være en del af Kristi mystiske legeme, bekræfter de troende hinanden i ønsket om fred og enhed i kirken og blandt alle mennesker. De ved, at fred ikke kan oprettes ej heller bevares ved mennesker alene. Derfor udveksles denne fredshilsen de troende imellem efter præstens fredshilsen og før kommunionen, da begge hilsener giver styrke til fred, den fred, som Kristus giver.

Hvordan fredshilsenen skal udformes, bestemmes af bispekonferencerne under hensynstagen til lokal skik og brug, står der i indledningen til den nye messebog.

Udformningen af fredshilsenen er allerede i kirkehistoriens forløb blevet ændret mange gange. Som regel var det et kys, der senere blev indskrænket til en omfavnelse. I dag er det almindeligt med et håndtryk, måske endda kun et nik; men det er i hvert fald ønskeligt, at man hilser på den, der står eller sidder til højre og venstre for en.

Personligt synes jeg ikke om, at præsten eller andre vandrer gennem kirken og hilser på dem, de kan nå. Det bringer uro under gudstjenesten på et tidspunkt, hvor man forbereder sig til den hellige kommunion.

Dersom den troende, der træder ind i kirken til gudstjenesten, er sig bevidst, at man ikke kommer for sig selv alene, men har ansvar for alle andre og bringer sin familie, venner og alle, der står ens hjerte nær, med, da er fredshilsenen ikke blot en tom gestus, men hele gudstjenesten bliver en fejring til menneskehedens frelse.