HELLIGE TEGN:   Kirken - Guds og menneskenes hus

     

Biskop Egon Kapellari, Østrig (oversat af Sr. Bernarda O.S.B.)

     

Ordet kirke betegner ikke kun et bygningsværk, men først og fremmest et fællesskab af mennesker, som er forsamlet frem for Gud.  Men længe har ordet kirke også betegnet de huse, hvor den kristne menighed kommer sammen for at fejre eukaristi og modtage sakramenterne, og hvor også den kristne kommer alene for at bede og ære den altid nærværende Kristus under brødets skikkelse i tabernaklet.

     

Formerne for kirkebygninger spænder vidt fra den lille landsbykirke til katedralen, fra den romantiske kirke til beton- og stålskeletbygningen i vores århundrede.  "Der er kirker, der er som umådelige dyb.  Og andre er som glødende ovne, og andre igen med så kunstfærdige hvælvinger, at de klinger ved berøring med en finger" lader Paul Claudel en bygmester i gotiske domkirker sige i sit drama "Forkyndelsen".

     

De ældste kristne kultsteder var tvunget af omstændighederne skjulte, og også i dag er der kirker, der beskedent dukker sig i skyggen af højhuse, og kapeller i almindelige beboelses huse.  De fleste kirker er dog synlige i landsbyens og den gamle bydels midte, eller højt på en bjerg eller en bakke, og de er ikke kun en fryd for øjet, men det er også teologisk begrundet: Troen er ifølge kristen selvforståelse ikke kun en privat-sag, men en offentlig begivenhed.

     

Kirker er indviede og afgrænsede rum, afskærmet fra den daglige tummel.  I 1960-erne forsøgte man ved bygning af nye kirker at omgå dette princip og i stedet for indviede rum kun til gudstjenestebrug at indrette såkaldte altmuligrum.  Men hvor før sådanne rum kun var en nødløsning, f.  eks.  I diasporaen, blev der nu gjort en dyd af nødvendigheden.  Når man ikke længere havde en skillelinie mellem sakral og profan, respekterede man ikke den kendsgerning, at et menneske ikke kun udfolder sig i ét rum, men at man har brug for tærskler, overgange fra et rum til et andet, såsom mellem arbejde og indholdsrig fritid, fest og bøn.  Guds helbredende virken tager de menneskelige instinkter alvorligt. I dag bygges der atter kirker kun til gudstjeneste.  Ganske vist er der den lidt betænkelige tendens mere og mere at benytte kirkerne som koncerthuse.  En koncert med religiøst indhold kan kun være til andagt, hvis præsten evt. kommer med en from indledning, hvis lysene på alteret tændes, og man undgår klapsalver. I et kirkerum gælder salmeverset: "Ikke os , Herre, ikke os, men dit navn skal du give ære".

     

Kirkebygningens karakter bliver gribende udtrykt i kirkevielsens liturgi.  I en renselsens ritus bliver de troende og kirkens vægge bestænket med vievand.  Biskoppen viser stående bogen med læsninger og forkynder: "Guds ord fylde dette rum!"  Først bliver alteret salvet, derefter bliver væggene 12 steder salvet med krisamolie: kirken er grundlagt på apostlenes fundament.  Alter, menighed og kirkemure bliver derefter hilst med røgelse: et symbol på de bønner, der stiger op til Gud.  Til sidst bliver alle lys tændt: "Kristi lys bringe lys i Hans kirke, og må alle mennesker nå til sandhedens fylde" siger biskoppen ved denne ritus.

     

Den virkelig troende kristne forstå sit liv som en pilgrimsfærd hen imod Gud.  Det evige liv bliver af Jesus fremstillet som at være hjemmehørende i "de himmelske boliger".  Kirker er åndelige hvilesteder på denne vej; her kan mennesker gå ind for at modtage rejsekost ved ordet og sakramenterne.

   

© Ord på Vejen