KORSTEGNET

HELLIGE TEGN - Korstegnet



Biskop Egon Kapellari, Østrig (oversat af Sr. Bernarda O.S.B.)


Af og til besøger jeg folkeskolerne for at få information om deres religionsundervisning, og ofte stiller jeg spørgsmålet: Hvad betyder korstegnet? Oftest bliver jeg mødt med stilhed og forlegenhed. Så tager jeg heftet fra en vilkårlig elev og viser klassen omslaget på heftet og spørger: Hvad står der skrevet på det? Alle råber: Vores navn. Hvorfor navnet? Jo, så ved man, hvis hefte det er. Og nu er så tiden inde til lidt katekese omkring korstegnet.

Som kristen tegner man et korstegn på pande, mund og bryst. Det betyder, at vi tilhører Gud - Gud Fader, Guds Søn og Gud Helligånd. Efter disse overvejelser spørger jeg børnene, om de fra nu af altid vil tænke over, hvad vi har talt om. Af dybeste overbevisning siger de ja, men vi ved kun alt for godt, at mange pædagoger skjult eller ganske åbenlyst undgår enhver form for religiøst indhold i hverdagen.

For nogle år siden så jeg på min vej gennem Roms gamle bydel en afrikansk kvinde, der i tydeligt var kristen, for hun havde med en slags sminke tegnet et korstegn på sin pande. Jeg spurte den præst, jeg var sammen med om han vidste, hvad det betød. Han sagde, at kvinden var en af de mange flygtninge fra Ætiopien, som boede i Rom. Disse mennesker havde mistet alt undtagen deres tro.
Ved dåben og ved firmelsen bliver der tegnet et korstegn på dåbskandidatens og firmandens pande. Han / hun tilhører Kristus og må nu have mod til offentligt at bekende sig som kristen. Men hos mange, skønt både døbt og firmet, synes det, som om dette korstegn af indviet olie alt for hurtigt tørrer ind, ikke kun udvendigt, men også indvendigt. Hos andre bliver det til et symbol på en tro, som vokser og fylder det hele menneske.
Også i dag bærer mange unge mennesker et kors i snor eller kæde på brystet. Ofte er det måske kun mode, men det kan også være en bekendelse. Det kan være et kors, som er en gave fra en mor eller fra venner, eller som bæres synligt, fordi det er erhvervet på en rejse til Rom, Assisi eller Tajzé, og dermed viser: jeg er kristen og jeg forsøger at tage min tro alvorligt.

"Hvad skal vi tage med på vores flugt?" Spurgte den tyske forfatter Theodor Haeckher, kort før den katastrofale 2.verdenskrig brød ud. Og han gav selv svaret: "Vi vil tage korset med for at kunne gøre korsets tegn, inden korsets skæbne rammer os." Ud fra en sådan vished har kristne i århundreder ved dåben givet deres børn et indviet kors, for at det kunne bæres på brystet både i lyst og nød. Og i alderdommen forberedte de et dødskors: Se det kors, hvorpå verdens frelser hang!

Under hovedgudstjenesten for de unge deltagere i de østrigske katolske kirkedage blev der uddelt hundrede tusinder små kors af metal, og der måtte endog bestilles flere. Mange af disse kors hænger nu i vore hjem som et troens tegn. Så længe disse tegn ikke fortrænges fra hverken private eller offentlige steder i vores land, så længe er troen også en indflydelsesrig og mægtig faktor i vort liv.