ROSENKRANSEN

HELLIGE TEGN - Rosenkransen


Biskop Egon Kapellari, Østrig (oversat af sr. Bernarda O.S.B.)

En bønnesnor med 59 "perler" af træ, glas eller andet måske kostbart materiale samt et kors, det er rosenkransen. Denne krans af perler er for mange katolikker et helt uundværligt instrument som et helligt tegn på bønnen, når man tager den i hånden og lader den glide mellem fingrene. Sådanne bønnesnore til at ledsage lange bønner finder vi også hos ikke-kristne trossamfund, for eksempel i Islam, hvor snoren skal hjælpe med til at nævne Allah's navn netop 99 gange.

Millioner af katolikker beder dagligt rosenkransen, om ikke den hele så dog en del af den. Rosenkransbønnen består af 15 dele - "led" - hvor hvert led består af et "Fader vor" og ti "Hil dig Maria", mens man betragter - mediterer over - 15 "mysterier" om Guds forløsende virke i Jesus Kristus. Som regel beder man kun en tredjedel, det passer med antallet af perler på kransen, altså 5 gange 1 Fader Vor og 10 Hil dig Maria, og måske nævner man også navnet på mysteriet. Man har fire forskellige "rosenkranse", nemlig de fem "glædens mysterier", fem "lysets mysterier", fem "smertens mysterier" og fem "herlighedens mysterier".

Man overvejer dermed den vej, som Maria er gået sammen med Jesus. "Jesus, Guds Søn og menneskesøn, som blev undfanget ved Helligånden, båret til Elisabeth og født i en stald; Jesus, som i angstens time svedte blod, blev pisket og kronet med torne, som bar sit kors på smertens vej og blev korsfæstet; Jesus, som opstod fra de døde, vendte hjem til sin Fader i himlen, hvorefter Helligånden blev udgydt over Kirken, og Maria, Kirkens Moder, blev hentet hjem og kronet med himmelsk glans". Ofte vil man indlede mysterierne med at bede den apostoliske trosbekendelse og tre Hil dig Maria med en bøn om, at de tre guddommelige dyder må forøges i os: tro, håb og kærlighed.

For mange katolikker er rosenkransbønnen fremmed. Unge mennesker synes ofte, at den er lang og monoton. Men mange store personligheder i Kirken har elsket netop denne bøn. I den større bue, som rosenkransen udspænder fra det ene mysterium til det næste, har den bedende altid plads til, sammen med sine egne glæder og sorger, at indeslutte andres glæder og sorger i sin bøn.

Når rosenkransens perler glider gennem fingrene, vil fred tage bolig i hjertet og sprede sig til andre. Den fred lyser op i en lille del af verden og forvandler den. Den rosenkransbøn, som til en begyndelse synes monoton, danner hele tiden en overgang fra mundtlig bøn til betragtende bøn, har Adrienne von Speyr, mystiker i det 20 århundrede, sagt.

"Bed uden ophør", sagde apostlen Paulus til de kristne i Thessalonika (1 Thess 5,17). I Kirkens tidligste munkevæsen i ørkenen opstod, inspireret af denne tekst af Paulus, en tradition med vedvarende bøn, der fulgte åndedrættets og hjerteslagets rytme, og som ikke blev afbrudt, fordi man beskæftigede sig med manuelt arbejde.

Denne vedvarende bøn var ikke en monoton gentagelse af ord og ikke et magisk forsøg på at modtage guddommelig kraft, men snarere en længsel efter at blive indviet i mysteriet omkring foreningen med Gud.

Den, der bad på den måde, blev som en kilde af fred og åndelig glæde. Den vestlige kirkes rosenkransbøn, som blev opfundet af en karteusermunk, har samme udgangspunkt som den østlige kirkes Jesusbøn. Dens vej fører over Maria til Jesus.