HELLIGE TEGN:  Salt

     

Biskop Egon Kapellari, Østrig (oversat af sr. Bernarda O.S.B.)

     

"I er jordens salt!" sagde Jesus til disciplene og en stor skare fattige og forkomne mennesker i sin bjergprædiken.   Senere tilføjede han: "I er verdens lys.  En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules" (Matt 5,13-14).  I disse ord ligger en enorm udfordring, men også  en stor forjættelse. En Kristi discipel er som et krydderi for verden.  Er suppen ikke blevet krydret, er den fad og trist.  Er kristne ikke målbevidste og beslutsomme, opstår der let et moralsk vacuum, så kulde, træthed og kedsomhed breder sig.

     

Ganske vist er suppen ødelagt, hvis den er for salt.  Det døde hav er alt for salt, så der finder vi ingen levende væsener.  Men for at blive i billedet kan man sige, at kristne kan "komme salt" i andres liv, når disse mister ligevægten mellem bogstav og ånd, mellem lov og evangelium og mellem ret og kærlighed.   Den helstøbte kristne er ikke en ensidig moralist, men er fyldt af kærlighed, en kærlighed, der dog indebærer en vis strenghed mod en selv og andre.

     

Kristne er altid i fare for at miste balancen, som er nødvendig, når man skal være krydret salt i samfundet.  Allerede i Kirkens første århundrede bliver menigheden i Laodicea i Lilleasien advaret: "Gid du var enten kold eller varm!  Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund" (Åb 3,15-16).  En lunken kristen bliver her sammenlignet med gammelt dovent vand. Det modsatte af en lunken kristen er en kærlighedsløs farisæer.  Han blev kritiseret af Jesus med ordene: "De har iver, men ingen forstand".

     

En kristen skal altså være jordens salt i verden, det vil sige,  gøre en indsats for, at samfundet bliver til at leve i, og forhindre råddenskab i at brede sig.

     

I kristendommens første tid måtte voksne dåbskandidater forberede sig et, måske to år til dåben.  Undervejs på denne lange vej var der en ritus med salt: Dåbskandidaten modtog et saltkorn på tungen med ordene: "Modtag visdommens salt!" Den nydøbte skulle selv være salt: "Betænk, o menneske, at du er salt, brød og lys i verden, ja, du skal være det!"

     

Det var også ofte, at man ved barnedåb rakte lidt salt til den lille.  I den nuværende ændring af dåbsritualet er overrækkelsen af salt borte.  Man kan kun beklage, at denne påmindelse om, at kristne er det krydrede salt både i den store og i den lille verden, er forsvundet.  En verden, der vånder sig under træthed og fremmedgjorthed, har et stort behov for salt.

   

© Ord på Vejen