HELLIGE TEGN:   At stå foran Gud

     

Biskop Egon Kapellari, Østrig  (oversat af Sr. Bernarda O.S.B.)

     

Nylig læste jeg i et ungdomstidsskrift et brev fra en elev i en højere skole, hvori han fortalte om sine problemer i skolen.  Blandt andet ærgrede han sig over, at han skulle rejse sig op, hver gang en lærer kom ind i eller forlod klassen.  Helt anderledes kan der fortælles om filosoffen Immanuel Kant.  Kort før hans død kom huslægen ind i sygeværelset.  Kant rejste sig op, ganske som han plejede, for at hilse på gæsten.  Lægen lagde ikke mærke til det og talte i stedet for længe med kammertjeneren, før han gik hen til Kant og undskyldte, at han havde ladet ham stå og vente.  Kant, der knap kunne holde sig oprejst, svarede: "jeg har ikke helt mistet sansen for almindelig høflighed."

     

At rejse sig op for andre mennesker, at vise respekt stående, er i mange kulturer et udtryk for høflighed.  Man kan kun håbe, at en sådan holdning ikke helt går tabt i vores kulturverden, selvom man i mange skoler og andre pædagogiske miljøer ikke længere opretholder denne form for høflighed.  At rejse sig op, at stå op, kan være et udtryk for, at man føler sig hævet over den anden.  Men det kan også være et tegn på vagtsomhed, opmærksomhed og vilje til at lytte, som det er tilfældet i vores forhold til Gud.  Helt fra gammel tid rejser man sig ikke op kun for at hilse på et andet menneske, først og fremmest rejser man sig op for Gud.

     

Når man ser bort fra den tidligste fase, har man altid stået op under den kristne gudstjeneste.  Præsten står ved altret, de troende står omkring ham, de er "circumstantes", de omkringstående, der tidligere ligesom præsten havde løftede hænder og ansigtet vendt mod øst, når de bad.  Denne "orant" (bede) - stilling ser man ofte på malerier i katakomberne.  Man ser den også på de halvrelieffer, der stammer fra Orienten og nu findes i Markuskirken i Venedig.

     

Denne skuen mod øst med udstrakte arme var som at række ud efter den opgående sol, som er et symbol på den opstandne Kristus.  I det første årtusind måtte de kristne ikke knæle under gudstjenesten på søn- og festdage, fordi søndagen var opstandelsens dag.  Et gribende eksempel på denne påskemysteriets holdning at stå foran Gud med udstrakte arme, finder vi i beretningen om, hvordan den hellige Benedikt døde stående, mens hans brødre støttede ham.  Denne begivenhed kan vi se på et billede i et meget gammelt håndskrift, der opbevares i Vatikanets bibliotek.  Det er den samme holdning, vi finder hos Bibelens kloge jomfruer, der venter på brudgommen og iler ham i møde.

   

© Ord på Vejen