HELLIGE TEGN: At synge under gudstjenesten.

     

Biskop Egon Kapellari, Østrig (oversat af Sr. Bernarda O.S.B.)

     

Den hellige Augustinus har engang sagt: "Den, der synger, beder dobbelt".  Biskoppen af  Hippo vidste, at når man synger, erfarer man bedre, at hjertets dybere lag kommer i svingninger, end hvis man blot taler. Derfor er vel de ældste bønner i Bibelen også hymner.  Først og fremmest de 150 salmer, som David har forfattet eller er blevet tillagt forfatterskab.  Her kommer alt til udtryk i ord og toner: glæde og smerte, kærlighed og had, angst, håb og taknemmelighed.

     

Mange mennesker ved ikke mere, om de kan synge.  Som barn kunne man ikke skjule sine stærke følelser, men måtte le og græde højt.  Børn synger også gerne, går måske bare rundt og traller en sang uden ord.  En voksen kan til en vis grad skjule sine følelser, ofte er det nødvendigt at gøre det. Digteren Rilke taler i sin første "Duineser Elegie" om den skjulte undertrykkelse af følelser: "Og så holder jeg mig da tilbage og undertrykker lokketonen fra den indre gråd".  En sådan beherskelse af følelser kan ganske vist også blive så overdrevet, at der er fare for, at man bliver ganske kold og fattig på følelser. Mod denne fare er der i Kirkens århundredgamle tradition en bøn om "Tårernes gave", om strømme af gråd og klage, der dulmer smerten og åbner for trøstens lindring.

     

Augustinus har også sagt om det at synge: "Cantare amantis est - den, der elsker, synger". Tager man dette udsagn alvorligt, bliver enhver sang et udtryk for kærlighed: lovsangen udtrykker en accept af Gud og verden, klagesangen en skuffet, svigtet kærlighed.

     

I århundredernes løb er der opstået en særdeles omfangsrig skat af kirkemusik lige fra den gregorianske korals melodier til polakken Penderecki´s Lukaspassion, fra Johann Sebastian Bach´s passion til moderne orgelværker.  Meget af denne musik oplever de fleste kristne mennesker kun som tilhørere ved gudstjenesten eller til en kirkekoncert.  Ingen bør dog blot passivt lytte, men selv synge med på al denne lovsang, klage, bøn og taksigelse. Gamle og nye salmer og sange indbyder dertil.

     

I en menighed, som har forstået, hvad det sidste koncil har ønsket med liturgireformen, er der ingen konkurrence mellem kirkekor og folk, mellem kantor og menighed. Alle har deres funktioner og kompletterer hverandre.  Syngende tager de forskud på det evige liv hos Gud, sådan som Augustinus forestillede sig den evigt strømmende lovsang: "Vi elsker og lovsynger til det sidste og uden ophør".

   

© Ord på Vejen