VALFART

HELLIGE TEGN - Valfart


Biskop Egon Kapellari, Østrig (oversat af sr. Bernarda O.S.B.)


En vandring hen imod Gud!

"En gang imellem rejser man sig op og går, for et eller andet sted i øst står en kirke", siger Rilke i et digt om Rusland i sin "tidebog". At stå op og for en tid forlade sit hjem, lade sin hverdag bag sig, og gå til et helligt sted er valfart.

Et sådant forehavende må egentlig kaldes pilgrimsgang. En pilgrim, der går til fods ad en pilgrimsvej i hede og skygge, op ad bjerge og ned igen, erfarer nemmere sin pilgrimsvandring som et symbol på sin livsvandring, end den, der rejser med tog eller bus. Et vist mål af strabadser hører med til en rigtig valfart og bliver således et billede på det religiøse livs stræben efter den rigtige vej, søgen efter meningen med livet, længslen efter Gud. Men vandringen bringer også mange glæder. Pilgrimmen møder andre mennesker undervejs, møder hellige kendemærker, og han oplever naturen som Guds skaberværk og gave.

Pilgrimmen er undervejs til et sted, hvor Gud har givet sig til kende på særlig måde, hvor Gud har talt til et menneske, måske en helgen, som ganske uden forbehold har givet sit ja. Et sådant sted er det, som om himlen er åben. Grænserne åbner sig her lettere og oftere end andre steder. Både kroppens og sjælens begrænsninger falder væk, undere sker.

"Jeg har modtaget vidunderlig hjælp" læser pilgrimmen på de mange gamle votivtavler i valfartskirkerne. Disse rørende udtryk for taknemmelighed ansporer ham selv til mere radikalt at sætte sin lid til Gud. Netop de helgener, som har speciel tilknytning til det hellige sted, anråber han om forbøn. Frem for alt Guds moder, som i det lauretanske litani fra gammel tid er blevet kaldt de kristnes hjælp og de bedrøvedes trøst. Mange konkrete bønner forbliver ubesvarede, men bønnens inderste væsen, at man forsoner sig med Gud og dermed med sig selv, bliver tydeligere både undervejs og ved selve målet. Sådanne bønner går i opfyldelse.

Foruden de lange valfarter er der også de korte valfarter som processioner. Man samles et sted for i fællesskab at begive sig til et andet sted, ikke hastigt, ikke langsomt, men i ro og eftertænksomhed. Oftest bliver et kors båret i spidsen for processionen. Jesus går foran på vejen, hvor den enkelte og hele Kirkens fællesskab går. Han er som den opstandne gået forud til målet i de himmelske boliger. Men samtidig går Han på vejen sammen med os. Han viser vejen og er tillige vores dyrebare rejsekost. I processionerne på Kristi Legems og Blods fest er dette særlig tydeligt. Der bliver Kristi legeme båret med under hyldest i bøn og sang, som en tydelig erindring om, hvad vi har fået som gave.

Livet er en vej. Biologisk er livet som en cyklus. Men i troens lys er livet en vej ind i uendeligheden til det hjem, som ikke ligger bag os, men foran os.