VELSIGNELSE

HELLIGE TEGN: Velsignelse


Biskop Egon Kapellari, Østrig (oversat af sr. Bernarda O.S.B.)

"Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig", siger patriarken Jakob til Gud i beretningen fra 1. Mosebog, hvor han om natten kæmper med en mand, som han dunkelt aner er Gud selv. I denne Jakobskamp om Guds velsignelse mærkes også på gribende måde Israels længsel efter Guds berøring og accept.

"Benedicere", at velsigne på latin, betyder egentlig at sige noget godt. Meningen er at sige noget godt, som også udvirker, hvad det udtrykker. Skabelsesberetningen taler om, hvor kraftfyldt Guds ord er: "Gud sagde: Bliv lys! Og der blev lys". Og Jesu helbredelser vidner om magten i Guds ord: "Jeg vil, bliv ren", siger Jesus til de spedalske, og det skete, som han havde sagt. Sådanne mægtige ord kan Kirken ikke bare bruge som sine egne, men kun som stedfortræder for Gud. Når præsten under den hellige messe udtaler ordene: "Dette er mit legeme", sker det, som han har sagt. Brødet bliver til Kristi sakramentale legeme, for Jesus har selv lovet os det. Men hvor Kirken udtaler velsignelsens ord, er de en bøn til Gud. Der ligger ikke noget krav i ordene, men en begrundet tro på den Gud, som velsignende ledsagede Israel gennem historien, og som har givet Kirken al velsignelses fylde i Jesus Kristus.

Mennesker har behov for at velsigne og at blive velsignet. I taknemmelighed modtager man den fra andre mennesker, som ønsker en godt. Et religiøst menneske er bevidst om, at Gud er kilden, når andre mennesker velsigner.

Kirken mener ikke, at kun sakramentalt indviede personer i Kirken kan velsigne. Alle kristne kan og bør velsigne hinanden: Forældre velsigner deres børn, og børnene deres forældre, ligeså ægtefæller og venner. Men det apostoliske princip kommer særligt til udtryk, når biskop, præst eller diakon velsigner i kraft af Kristi fuldmagt. Velsignelsens ord bliver gerne ledsaget af synlige tegn som håndspålægning, korstegn, vievand, røgelse. En hel bog med bønner og riter til velsignelse af mennesker og ting er blevet til i århundredernes løb. Bønnerne har altid den slutning, at Gud med sit nærvær i kraft og fylde vil lægge sin hånd på den velsignede og det indviede. Med en velsignelse slutter også fejringen af eukaristien: "Ite missa est" - "Gå bort med Kristi fred". Her er velsignelsen også ment som rejsekost, når man som kristen gennem sin færden gerne vil give et vidnesbyrd om Jesu Kristi nærvær også i hverdagen.