Troens år: En nådens og fornyelsens tid


Hyrdebrev i anledning af Troens år

 


Om få dage indledes det Troens år, som pave Benedikt har forkyndt skal vare fra den 11. oktober i år til Krist Konges fest, den 24. november 2013. Begyndelsen af Troens år er på én gang 50-årsdagen for åbningen af 2. Vatikankoncil og 20-årsdagen for udgivelsen af Den katolske Kirkes katekismus, én af koncilets mange frugter.


Hvad skal vi med et troens år? Troen er jo en daglig selvfølgelig virkelighed for dem, der har modtaget og værdsætter den store gave, som troen på Gud er. Mange kristne lever allerede et autentisk kristent liv. Hvis vi er ærlige, så må vi dog også indrømme, at vi gør den erfaring, at vor tro nogle gange svækkes, at vor iver efter at leve den mindskes, og at vor viden om den ikke altid er tilstrækkelig. Vi må også have mod til at spørge, som den rige unge mand i evangeliet: ”Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” (Mark 10,17b) Jesus beder ham holde budene (Mark. 17,19). Det bestræber vi os også på og har ligesom den unge mand gjort det ”fra vor ungdom.” (Mark. 10,20) Jesus fortsætter: ”Én ting mangler du… Kom … og følg mig.” (jf. Mark. 10,21).


Nok kun de færreste af os kan med den unge mands eftertryk sige, at vi altid har holdt alting til punkt og prikke fra vor ungdom af. Samtidig er det heller ikke alle, der er kaldet til at opgive alt og følge Kristus i en radikal livsform, sådan som den unge mand får det forelagt. Dialogen mellem Jesus og den unge mand lærer os dog, at vi skal gøre noget, nemlig omvende os og uddybe og efterleve den tro, vi allerede har. Troen og den livsstil, der følger med den, er ikke noget statisk og afsluttet, men noget, der inspirerer til vækst og større gennemslagskraft.


Selv om ethvert år skal være et Troens år, ja, hver dag leves i Troens tegn, så er det kommende år alligevel en mulighed, vi skal benytte os af for at virkeliggøre dét, vi gerne vil med vor tro og med dét at være Kirke. Troens år er nok en markering af 2. Vatikankoncils åbning for 50 år siden, en vigtig og glædelig begivenhed i Kirkens historie. Troens år er dog også udråbt i en tid, hvor dét at tro på Gud og tilhøre Kirken betyder store udfordringer, både for den enkelte og for Kirken som helhed. Midt i vor glæde over og vilje til at tro på Gud og være Kirke er der også mange ting, der bekymrer os. Noget skyldes forandringer i samfundet og menneskers indstilling; andet skyldes faktorer, vi ofte ikke er herrer over, eller mener, vi ikke har nogen indflydelse på. Men der er også forhold, hvor vi bør se på og ransage os selv. Et liv i tro er altid et liv i omvendelse, glæden over troen skal hele tiden være ledsaget af evnen til at lade sit liv gennemlyse af Guds sandhed for at finde ud af, om vi på nogle områder skal ændre holdning og lægge vor livsførelse om.


Som mennesker, der er glade for vor tro og ikke kan leve uden den, bekymrer det os, at der er så mange, for hvem Gud er ligegyldig. Ligeledes gør det os ondt, at troens plads i det offentlige rum søges mindsket, at det, der er helligt for os, latterliggøres, at brugen af religiøse argumenter betragtes som noget odiøst. Den til tider stærke kritik af Kirken bedrøver os og får os nogle gange til at tvivle på, om vi kommer igennem med vort budskab, ja, nogle fristes måske ligefrem til at tvivle på, om Kristi og hans Kirkes budskab er relevant i vor tid.


Årsagerne til at troen på Gud taber terræn, skal vi dog ikke kun søge i vore omgivelser. Som kristne og som Kirke må vi også spørge os selv, om vi afspejler dét, som Gud ønsker med os. Betyder vor tro virkeligt noget for os, og kender vi den godt nok til at kunne gøre rede for den? Er vi parate til at leve efter den og til at lade den præge vort liv? Tør vi stå ved den, og er den stærk nok til, at vi kan sige fra over for dét, der er forkert? Bliver den omsat i næstekærlighed? Er vi villige til at dele den med andre og til at give den videre, både til vore nærmeste og til samfundet omkring os? Er vi bevidste om vor tro, eller er vort liv i Kirken blot udtryk for tradition eller gruppepres?


Videre kan vi spørge, om vi er gode nok til at kommunikere, til at finde frem til, hvad det er for spørgsmål, mennesker har, og hvad det er, der optager dem? Kender vi nok til deres baggrund og tankegang, taler vi indforstået og forudsætter vi hos dem et kendskab til Gud, som de slet ikke har?


At formidle troen har altid været en udfordring og er altid stødt på modstand eller ligegyldighed. Disse vanskeligheder forstærkes dog, hvis vi som kristne eller Kirken som institution viser svagheder og svigt, der svækker troværdigheden. Der er ingen tvivl om, at de sidste årtiers mange sager om seksuelle overgreb har hæmmet Kirkens mission i dele af verden. Selv om vi ved, at det ikke er det sande og fulde billede af Kirken, og menneskers svigt ikke gør dens budskab usandt, kan vi ikke komme uden om, at det i et vist omfang mindsket dens autoritet og tilliden til den. På samme måder kan kristnes ukærlige optræden over for deres medmennesker og menigheders lejlighedsvise mangel på opmærksomhed på dem, der befinder sig på randen eller uden for fællesskabet, bevirke at nogen vender Gud og Kirken ryggen. Selv om nogle bruger det som undskyldning for ikke at ville tro, så er det ubestrideligt, at menneskelige svigt kan forårsage sår og brud, som det kan være næsten umuligt at hele, og som man ikke bare kan se bort fra.


Troens år skal hjælpe os med at få styrket vor tro på, at Kristi budskab er ubestrideligt sandt, vigtigt og vedkommende også i dag. Endnu mere skal det dog gå op for os, at vi kun forstår relevansen af dette budskab, hvis vor tro er udtryk for et fællesskab med Kristus, hvis vi mærker, at han elsker os og vil noget med os, og vi tager imod hans henvendelse. Vi må endvidere have en stærk vision om en verden, hvor flest mulige mennesker kender Kristus og tilhører hans Kirke, og mobilisere håbet om, at denne vision er realistisk og kan lykkes. Kristus har knyttet store løfter til sin Kirkes mission (jf. Matt. 28,20b, Joh. 14,16.26), løfter, der både er en urokkelig garanti og en stor styrkelse af vort håb. I udbredelsen af Guds rige satser Kristus på mennesker, der fører hans mission videre. Derfor har han givet sine løfter og sendt sin Ånd som en støtte til vort engagement, som en hjælp til dét, der overstiger vore kræfter, når vi har gjort alt, hvad vi selv formår.


Hvad kan vi så gøre for selv at bevare og øge glæden ved for tro og håbet om, at virkningerne af den vil slå stærkere igennem? Stillet over for så store udfordringer synes opgaven næsten uoverkommelig og alle midler utilstrækkelige. Og dog drejer det sig ikke om at opfinde noget nyt, men om at opdage og på ny engagere sig i dét, som grundlæggende hører med til kristen tro og praksis. Det er ting som følgende:


At bede for derigennem at styrke dialogen med Gud, tilbede og takke ham, og have tillid til, at han kan ændre på tingene


At deltage i søndagsmessen, men også det øvrige menighedsliv, for derved - ikke mindst gennem Eukaristien - at styrke det sakramentale fællesskab med Gud og vore medkristne.


At benytte sig af skriftemålet, forsoningens sakramente. Omvendelse og omlægning af livsstil er grundlæggende for at hele sår, løse op for konflikter og styrke det kristne vidnesbyrd.


At læse i Bibelen. Guds ord er ikke alene informerende, men besidder også en egen kraft, der kan bevæge og forny os.


At fordybe sig i troslæren. Det kan ske ved at læse i Den katolske Kirkes katekismus, Youcat eller deltage i de troslærekurser, som nogle menigheder tilbyder.


At genlæse eller for første gang stifte bekendtskab med Andet Vatikankoncils dokumenter. Disse udsagn er stadig normgivende og aktuelle for den måde, Kirken udøver sin mission i verden.


Endelig, men absolut ikke mindst, at give troen konkrete udtryk i næstekærlighed. Vor tro skal være synlig. Derfor skal vi være opmærksomme på vore medmenneskers nød, både nært og fjernt.


Et synligt, symbolsk tegn på markeringen af Troens år i vort bispedømme er at lade et kors drage rundt i menighederne. Korset et det kristne kendetegn slet og ret, men endnu mere tegn på Kristi kærlighed, medfølelse og sejr. Lad os udover at ære korset også søge at blive præget stadig mere af Kristus ved at tage imod hans kærlighed og give den videre for derved også at vokse i tillid til Kristi sejr.


Jeg ønsker for os alle, at vi i Troens år må tage dets budskab til os, så det kan blive en nådens og fornyelsens tid for os og en anledning til håb og engagement for Guds rige.


København, den 1. oktober, 2012


+Czeslaw

 

© Ord på Vejen